/rumfart

Privat rumfly i dramatisk test: Faldt mod jorden som en mursten

I fire minutter var det private rumfly Spaceship Two ude af kontrol under en prøveflyvning. Flyets hale stallede og fik det til at styrte mod jorden, men en nødprocedure virkede efter planen.

Klik for at se billedet i stort

Med vingerne bøjet i en 65 graders vinkel opfører Spaceship Two sig som en badmintonbold. (Foto: Scaled Composites(Virgin Galactic)/Mark Greenberg


Multimedia
Billede Video: Se Virgins fly til rumturisme på sin første tur
Billede Infografik: Her er Virgins kommercielle rumskib
Læs mere om

Dokumentation

Af Thomas A. E. Andersen, tirsdag 18. okt 2011 kl. 11:18

Milliardæren Richard Bransons kommende rumfly til kommercielle rumturister var ude af kontrol i fire minutter under en prøveflyvning den 29. september over Mojave-ørkenen i Californien. Piloterne fik dog rumflyet under kontrol og landede sikkert.

Spaceship Two blev løftet op i stor højde af moderflyet Whiteknight Two og frigivet. Rumflyet medbragte for første gang tre personer, to piloter og en flytekniker.

Efter frigørelsen fra Whiteknight Two begyndte piloterne landingssekvensen, men kort efter gik noget galt. Spaceship Two vendte pludseligt næsen for meget ned ad, hvilket fik det til at gå ind i atmosfæren med alt for stor fart.

De to piloter fulgte en planlagt nødprocedure og løftede rumflyets halesektioner op i den såkaldte 'feathered'-position. Her er halesektionerne bøjet op i en 65 graders vinkel i forhold til skroget.

I denne position opfører Spaceship Two sig aerodynamisk stabilt, angiveligt som en badmintonbold, det vil sige med rumflyets underside vendt nedad i flyveretningen mod atmosfæren. Herefter fik piloterne kontrol over fartøjet og kunne efterfølgende foretage en normal nedflyvning og landing. Nedflyvning og landing varede syv minutter og 15 sekunder mod de normale 11 minutter.

Dramatiske minutter
For både piloterne og tilskuerne på jorden og i Scaled Composites kontrolcenter var det nogle dramatiske øjeblikke, mens Spaceship Two faldt som en mursten. George Whitesides, der er direktør for Virgin Galactic, bekræfter over for space.com, at rumflyets hale stallede under afprøvningen.

Et halestall er forskelligt fra et vingestall, fordi det er halens vandrette stabilisatorflade, der staller. På de fleste fly sidder den vandrette stabilisator bag ved flyets vinger, og det gælder også for Spaceship Two.

Det medfører, at den aerodynamiske kraft på stabilisatorfladen skal pege nedad under normal, vandret flyvning i modsætning til kraften på vingerne (opdriften). Så når den vandrette stabilisator staller, svupper halen pludselig op, fordi 'neddriften' ophører under stallet.

Nødprocedure virker
Hændelsen og piloternes redning demonstrerede dog sikkerheden i Scaled Composites design. Spaceship Twos feather-konfiguration er designet sådan, at rumflyet hverken behøver computerstyring eller varmeisolerende kakler på undersiden. Den bruger de aerodynamiske kræfter til en rolig, selvstabiliserende nedstigning i atmosfæren.

George Whitesides oplyser, at Scaled Composites ingeniører og teknikere nu er ved at gennemgå data fra prøveflyvningen. Han påpeger, at det netop er formålet med prøveflyvninger at afprøve rumflyets aerodynamiske egenskaber i alle situationer.

Første tur næste år

Den første opsendelse af Spaceship Two forventes at finde sted næste år. Virgin Galactic har netop indviet sin nye rumhavn Spaceport America, i New Mexico, hvorfra turene skal starte og slutte. Prisen for en billet med Spaceship Two er cirka 1,2 mio. kr., og der er indtil videre solgt op mod 400 billetter.



18. okt 2011 kl 14:43

avatar

Peter Madsen

Ganske normalt...

Hvordan forestiller man sig ellers det er at testflyve et eksperimentelt raketfly...?

Det er altså ikke en Cessna 172 de leger med...

Hvis Virgins fremtidige kunder forlanger at fartøjet skal være under kontrol fra start til landing burde de nok finde sig en anden hobby end at være astronauter -

Som - apollo astronaut Jim McDivitt - klogeligt sagde - You don´t become a astronaut to play it safe...!

Jeg håber virkelig kunderne forstår ind i knoglemarven hvad det vi sige at at gennemføre fantastiske projekt som Virgin har gang i. Når på et tidspunkt den første borer sig ned i ørkensandet med mach 4 ville det være en skam hvis alle de modige astronauter ( der ikke var ombord ) bliver chokerede og overvældede. "jamen vi troede og Sir Richard sagde...bla bla er bare ikke "the right stuff" at komme med når dette går galt.

Når man laver et forsøg nok gange vil alle mulige udfald manifestere sig før eller siden. Mellem 0.25 og 1 % af udfaldene med sådan et raketfly er "crash"

Derfor er "crash" er noget man skal kunne leve med, og noget man skal være klar til at håndtere - i forhold til PR, efterladte ect. og dette på noget der minder om rutinebasis.

Det er der jeg er bekymret for Virgin Galatic. Det tog år at komme i luften igen hver gang "crash" var udfaldet med rumfærgerne - men kun minutter når det var udfaldet under Slaget om England.

Det er omtrent lige farligt at flyve Spitfire eller Messerschmidt Bf 109 over London i 1940, som at flyve raketfly over Californien i dag.

Virgins kunder skal finde noget inde i sig selv som minder om RAF´s og Luftwaffes piloter´s mod og offervilje under wwII, hvis de skal kunne komme op på hesten igen efter et rutine styrt.

Kan de det - eller er de en bande blå øjede forbrugere der bliver overrasket når realiteterne viser sig ?

Jeg er i øvrigt fuldkommen enig i at SS2´s evne til at folde, og derfor annullere ethvert aerodynamisk problem er en meget effektiv nødbremse.

Den er bare ikke smart hvis haleplan stallet vælger at komme i 50 fods højde under landings finalen.

Men mon ikke Rutans flair for flydesign tager højde for dette ? Selv om han er pensioneret nu.

Fiks det og afsted igen Virgin !

Peter Madsen


18. okt 2011 kl 15:17

kurt christensen

hmm

Hændelsen og piloternes redning demonstrerede dog sikkerheden i Scaled Composites design. Spaceship Twos feather-konfiguration er designet sådan, at rumflyet hverken behøver computerstyring eller varmeisolerende kakler på undersiden. Den bruger de aerodynamiske kræfter til en rolig, selvstabiliserende nedstigning i atmosfæren.Hændelsen og piloternes redning demonstrerede dog sikkerheden i Scaled Composites design. Spaceship Twos feather-konfiguration er designet sådan, at rumflyet hverken behøver computerstyring eller varmeisolerende kakler på undersiden. Den bruger de aerodynamiske kræfter til en rolig, selvstabiliserende nedstigning i atmosfæren.

hvad skulle de også med kompliceret computerstyring og varmefaste kakler når de ikke går i kredsløb?


18. okt 2011 kl 18:24

avatar

Peter Madsen

Næ...

Den suborbitale bane er mange gange mindre krævende at overleve end et orbit reentry ( den har vo også luret hos CS ) men det er stadig et raketfly og det er stadig drengelegetøj med rigtigt meget energi i.

Peter Madsen


18. okt 2011 kl 18:45

kurt christensen

Re: Næ...

jeg kunne da godt tænke mig en tur (med ble på) ;O)


20. okt 2011 kl 04:27

Richard Tøpholm

Re: Næ...

Det medfører, at den aerodynamiske kraft på stabilisatorfladen skal pege nedad under normal, vandret flyvning i modsætning til kraften på vingerne (opdriften). Så når den vandrette stabilisator staller, svupper halen pludselig op, fordi 'neddriften' ophører under stallet.

Der er bestemt ingen regel der siger at fly skal designes med negativ opdrift på haleplanet, men det er et rart design, fordi et stall normalt opstår idet man trækker næsen for meget op (og dermed sænker hastigheden). Hvis halen så har negativ opdrift, vil det få flyet til at sænke næsen, og komme ud af stall igen når det opbygger fart.
Men mange rutefly har faktisk positiv opdrift på halen, fordi det giver bedre brændstoføkonomi, men det betyder altså at de er ustabile ved halestall. Det betyder igen, at de ikke "må" stalle halen. Og de har så normalt systemer til at forhindre dette (stickpusher f.eks.)

Hvis SS2 faktisk sænkede næsen og accelerede, som artiklen beskriver det, kan det undre at den ikke derved kom ud af sit stall af sig selv.
Hvorfor var de mon nød til at feathere den?


22. okt 2011 kl 13:23

Lars Tørnes Hansen

Re: Næ...

Hvis SS2 faktisk sænkede næsen og accelerede, som artiklen beskriver det, kan det undre at den ikke derved kom ud af sit stall af sig selv.
Hvorfor var de mon nød til at feathere den?

Hvis man tænker på den simpelste mulighed: kan det så være fordi der er stort set ingen atmosfære i den højde, hvor stallet indtraf i. Altså noget med at kræfterne der virker så er for små til at rette op på stallet.

P.S. jeg ved intet om aerodynamik og fly, men gætter ud fra det faktum at atomsfæren i meget stor højde, tæt på rummet, er ekstrem tynd.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.