Nissans elbil sælger bedre i USA end europæiske benzinbiler
Salget af elbilen Nissan Leaf buldrer af sted i USA. Fra januar 2011 og frem til september er der solgt 7.199 biler. Modellen sælger langt bedre end mange af de modeller, vi kender i Danmark – og som kører på benzin.
Læs også
Læs mere om
Nissans store elbilsatsning, Leaf, er efterhånden ved at komme ud af salgslokalerne og hjem i folks garager. Salgstallene fra september er klar, og de viser, at amerikanerne i år har købt 7.199 elbiler fra Nissan.
Det betyder, at Nissan Leaf overhaler flere europæiske modeller, som vi også kender herhjemme. Og det drejer sig om helt almindelige benzinbiler. Audi har således kun solgt 6.704 eksemplar af sin direktørvogn, A6. Lillebroren A3 har firmaet kun solgt 5.023 eksemplar af.
Også andre modeller, som vi kender i Europa, har solgt færre biler. Det gælder både BMW’s 1-Serie, Volvo XC70, VW Touareg, Suzuki Grand Vitara og Volvo C30, som alle har fået baghjul af Nissans elbil.
Men det er ikke kun i USA, at Leaf sælger godt. Teknisk Ukeblad kunne i sidste uge fortælle, at der var blevet solgt 600 stykker på bare fire dage i broderlandet. I Storbritannien har man solgt ca. 100 eksemplar om måneden, og at tallet ikke er højere, skyldes hovedsageligt, at Leaf kun sælges igennem 26 forhandlere.
Chevrolet Volt
På det amerikanske marked har Leaf en stor konkurrent, og den hedder Chevrolet Volt. Men som det er nu, ser den ikke ud til at true Nissan Leaf. Chevrolet har nemlig kun solgt 3.895 eksemplar af Volt i år. Og det er, selvom Chevrolet Volt ikke en ren elektrisk hybrid, men en seriel hybrid med et 16 kWh batteri og en 1,4 liters benzinmotor, som både kan fungere som generator og levere ekstra trækkraft under kraftig acceleration.
Nissan Leaf, derimod, er helt elektrisk med et 24 kWh batteri og en rækkevidde på 175 km. Motoren producerer 80 kW og 280 Nm. Meget af teknologien i Leaf er delt med Renault og kan derfor også findes i deres Fluence Z.E.
Nissan Leaf blev for øvrigt kåret som årets bil i Europa 2010. Prisen i Danmark lander på 290.000 kr., og salget starter på den anden side af 2012.






