Sådan har danskerne forsøgt at snyde elmåleren gennem 25 år
En skruetvinge eller et stykke ståltråd er forbrugernes foretrukne remedier, når det handler om at snyde den gamle elmåler. Teamleder hos SEAS-NVE fortæller her om de mest almindelige og opsigtvækkende metoder, forbrugerne tager i brug for at gøre elregningen mindre.
Multimedia
Galleri:
Se danskernes 'opfindsomme' snyd med elmåleren
Læs også
-
Private trodser uoverskueligt elmarked: Strømmer til fælles indkøbsordninger
Læs mere om
Metoderne er mange og ikke mindst opfindsomme, når det gælder forbrugeres forsøg på at minimere elregningen uden at mindske elforbruget.
Jesper Keincke, der er teamleder for testlaboratoriet hos energileverandøren SEAS-NVE i Svinninge, har gennem sine 25 år på området set mange elmålere, der efter en tur ude hos forbrugerne har fået mere eller mindre opfindsomme ekstrafunktioner, der skal stoppe elmåleren i at snurre rundt.
»Det er jo mange forskellige ting, vi ser. Det mest typiske er, at målerkappen, der er den metal- eller plastkappe, der sidder rundt om selve måleren, simpelthen fysisk er slået i stykker, så måleren ikke længere kan registrere forbruget,« fortæller han.
Men de totalskadede elmålere er ikke de eneste, der har haft et sjovt udseende ved ankomsten til testlaboratoriet, efter forbrugerne har haft fingrene i dem.
»Vi ser også en gang imellem, at der er sat en skruetvinge på måleren, der er spændt sammen, så måleren holder op med at dreje rundt. Og det er jo let at se, hvis der har siddet en skruetvinge på måleren, for der er sådan et meget tydeligt rundt mærke på den ene side af måleren og et fladt, firkantet mærke på den anden, som passer med en skruetvinge,« forklarer Jesper Keincke.
De opfindsomme og de sagkyndige
Jesper Keincke er ikke i tvivl om, hvad den mest opfindsomme metode er, som han har oplevet hos en forbruger, der ville minimere sit elforbrug.
»Den mest opfindsomme var en rigtig dygtig mand, der havde pillet en lille nitte ud af elmåleren, så der var et hul ind til måleskiven. Der havde han havde sat et stykke ståltråd ind til at blokke skiven, så den ikke talte hans forbrug. Da vi var på besøg, havde han sørget for at sætte nitten i igen, men da vi vendte bunden i vejret på måleren, faldt nitten ud, og vi kunne se, at der var ridsemærker på skiven fra ståltråden,« fortæller Jesper Keincke.
Der er også dem, der ikke har været lige så gode til at skjule deres økonomisk besparende aktiviteter på elmåleren, og som direkte har boret et hul i måleren, hvorigennem de har kunnet sætte ståltråd ind til at stoppe skiven.
»Det sker nogle gange, at vi faktisk får måleren tilbage med ståltråden siddende i,« fortæller Jesper Keincke.
Og så er der den lidt mere karakteristiske metode, som nogle af de sagkyndige forbrugere benytter sig af.
»Vi oplever desværre også, at der er sat en forbindelse mellem til- og afgang på måleren, sådan at man kører forbruget uden om måleren. De tilfælde har vi valgt at lade gå til politiet,« forklarer Jesper Keincke.
Magneter kan gøre elregningen dyrere
Men de kreative forbrugere kan også blive lidt for kreative. Nogle forsøger sig med at sætte en magnet på måleren, men det giver som regel ikke nogen gevinst, fortæller han.
»Inde i måleren sidder en bremsemagnet, som skal stabilisere skiven, der drejer rundt, og hvis man forsøger at sætte en magnet og rammer forkert, så får man ødelagt bremsemagten, så måleren tæller lidt ekstra. Og det opdager de, der forsøger, og så tager de magneten af igen,« forklarer Jesper Keincke, der endnu har til gode at opleve et vellykket eksempel på brug af magnet.
Holder øje med forbrug
For at undgå, at forbrugerne benytter sig af alternativt fungerende elmålere, holder man hos SEAS-NVE øje med kundernes elforbrug.
»Vi kigger på forbruget, og hvis det afviger mere end 20 procent i forhold til det normale eller tidligere forbrug, så kommer vi på uanmeldt besøg og tjekker måleren,« siger Jesper Keincke.
Ifølge ham er der en god grund til, at de netop nu hos SEAS-NVE oplever flere defekte målere, der ser noget anderledes ud ved hjemkomsten, end da de blev sat op ude i folks hjem.
»I denne her omgang er det, fordi vi er i gang med et projekt, hvor vi skal udskifte alle elmålerne med elektroniske målere, så der kommer vi jo på besøg hos alle kunderne, og det er i den forbindelse, at vi opdager alle de ting og sager, der sker med målerne derude,« fortæller han.
Indtil videre har virksomheden under arbejdet med udskiftningen af de cirka 375.000 elmålere oplevet omkring 150 elmålere, der er vendt hjem med tilføjede finurligheder, efter forbrugerne selv har pillet ved dem.
Elektroniske målere gør snyd meget svært
Men efter årsskiftet er det anderledes metoder, de opfindsomme forbrugere skal tage i brug for at forhindre måleren i at registrere deres elforbrug. Der regner SEAS-NVE nemlig med at have udskiftet alle elmålere med nye elektroniske målere, der selv indberetter forbruget.
»Jeg vil ikke sige, at det bliver umuligt at ændre på det forbrug, måleren registrerer, men det bliver i hvert fald meget sværere og vil kræve nogle nye metoder. Nu bliver der mere kontrol med forbruget dag for dag, og det bliver muligt at lægge koder ind, som på daglig basis kan afsløre, om folk bruger det, de plejer at gøre, eller ej,« siger Jesper Keincke.






