/energi

Markeds-koks tredoblede sjællændernes elpris

To timer onsdag steg prisen på strøm øst for Storebælt pludselig til det tredobbelte. Samtidig måtte tyskerne købe masser af dansk strøm, selv om deres egen kostede en tredjedel.

Af Magnus Bredsdorff, torsdag 13. okt 2011 kl. 16:14

Elmarkedet på Sjælland viste sig fra sin mest groteske side i går, onsdag.

I to timer efter middag blev elprisen tredoblet til cirka 1,5 kroner pr. kilowatttime. Samtidig sendte Danmark konstant omkring 475 MW strøm gennem søkabler til Tyskland, selv om tyskerne på hjemmemarkedet kunne købe strømmen langt billigere.

Konsekvensen var, at både danske og tyske kunder endte med at betale overpriser på 200 procent til kraftværkerne på grund af den måde, elmarkederne er indrettet på.

Ifølge konsulent Anders Espensen fra elselskabernes organisation Dansk Energi er det tidligere forekommet, at Danmark har sendt strøm til Tyskland, selv om prisen for strømmen var billigere i Tyskland.

»Men det er exceptionelt, at prishoppet er så stort. Det er rigtigt, rigtigt uheldigt, når der opstår sådan en situation,« siger han.

Umuligt at annullere eksport til Tyskland
Kokset skyldtes, at det danske og det tyske elmarked kun hænger delvist sammen. På baggrund af indledende prisestimater beslutter den nordiske elbørs, Nord Pool Spot, og European Market Coupling Company (EMCC), hvor meget strøm, der skal sendes gennem søkablerne.

Den første beregning onsdag viste, at prisen ville lande på omtrent samme niveau i Tyskland som i Østdanmark, omkring 50 øre pr. kWh. Tyskerne besluttede at købe strøm fra Danmark de kommende timer.

Sådan et køb kan ikke laves om. For efter det tyske køb af strøm er fastlagt, genberegner Nord Pool Spot prisen i Østdanmark. Den ligger til grund for planlægningen af elproduktionen.

Genberegningen af priserne på baggrund af eksporten til Tyskland førte til, at betingelserne i nogle af de danske kraftværkers udbud af strøm ikke var opfyldt. Buddene faldt derfor bort.

Første gang med så store prisforskelle
Bortfaldet af kraftværkernes udbud betød, at strømkøberne var tvunget til at købe ind hos dyrere kraftværker, samtidig med at vi i strid med al markedslogik sendte dyr strøm fra vores eget, dyre område, til et billigt område, Tyskland.

Prisforskellen på faktor tre er ifølge Nord Pool Spot helt usædvanligt.

»Vi gør, hvad vi kan, for at den slags begivenheder ikke kan ske. Vi har også tidligere oplevet, at strømmen er blevet sendt den forkerte vej i forhold til priserne, men aldrig tidligere med så store prisforskelle,« siger pressechef Stina Johansen.

Hun kan ikke umiddelbart svare på Ingeniørens spørgsmål om, hvorvidt det er i orden, at der ikke er en alarm indbygget i elhandelssystemet, som forhindrer den slags groteske prisdannelse.

Dansk og tysk elmarked kobles tættere sammen i 2012
Overpriserne rammer typisk ikke privatkunderne så hårdt. De afregner ikke strøm på timebasis, og to timers overpris bliver hurtigt udjævnet. Derimod har en del virksomheder kontrakter, hvor den slags markedsproblemer slår direkte igennem.

Både Dansk Energi og Nord Pool Spot ser frem mod næste år. Da skal det danske og det tyske elmarked kobles tættere sammen, så handlen ikke i første omgang fastlægger et volumen, men udelukkende gælder prisen, sådan som det er tilfældet i Norden i dag. I 2014 skal alle elmarkederne i Europa være koblet sammen.

Det lykkedes ikke Ingeniøren at finde ud af, hvilke kraftværkers bud der faldt bort, og hvilke der havde budt ind med prisen på 1,5 kroner pr. kWh.



13. okt 2011 kl 18:05

Benny Olsen

Lyder som svindel.

Det lyder som ren svindel, hvis ellers Sjælland og Tyskland kan blive enige kan der handles på elbas ned til 30 minutter før levering.

Hvor meget af det her er administrative, og hvor meget er tekniske hindringer?

Hvor hurtigt kan man sænke strømstyrken på søkablet til Tyskland, og hvor lang tid tager det at koble om til modsatrettet strøm (rent teknisk), og hvilke udfordringer kan der opstå i det bagvedliggende net, når strømmene ikke er planlagt, er det ikke bare at godkende hvis der er ledig overførings kapacitet, på søkablet og på de bagvedliggende net?


13. okt 2011 kl 19:46

Frithiof Andreas Jensen

Re: Lyder som svindel.

Hvor meget af det her er administrative, og hvor meget er tekniske hindringer?

Finans det hele: Man køber el-futures, prisen er beregnet af en model, men virkeligheden er tit anderledes.

En future er en kontrakt om at købe eller sælge en aftalt mængde af en vare til en bestemt pris på en aftalt dato - normalt bruger man futures til råvarer, som kan lagres fysisk, og som man har et kendt forbrug af o.s.v. så man kan hedge sine positioner - el kan bare ikke lagres så det hele bliver rent matematik og meget volatilt.


13. okt 2011 kl 21:44

morten holgersen

Fordel.

Var det Danmark eller Tyskland der tjente på det?
Mvh


13. okt 2011 kl 22:21

Brian Jakobsen

Re: Fordel.

Det må være de danske kraftværker som satte prisen op der tjente på det, og de danske forbrugere kommer nok til at betale for det ..


14. okt 2011 kl 00:59

Svend Ferdinandsen

Hold da op hvor det virker

Man undres over hvad det er der foregår. Alle havde jo sagt at det virkede, og vi ville få det optimale ud af det.
Som med CO2 kvoterne: Da selv den mindste kiosk i den fjerneste baggård anmeldte sig som CO2-handler, så var det selvfølgelig fordi markedet virkede, og hu-hej hvor det gik.
At handle strøm er altså ikke ligesom at handle kul eller olie. Strøm er meget mere flygtigt, og du kan ikke lagre det til prisen passer.
Man skal passe på med at bruge metoder og systemer uden for deres oprindelige formål.


14. okt 2011 kl 08:18

Frithiof Andreas Jensen

Re: Hold da op hvor det virker

Alle havde jo sagt at det virkede, og vi ville få det optimale ud af det.

Det er eet af de allermest mest centrale dogmer i den moderne økonomi at "markeder" altid finder en "ligevægt" og at denne ligevægt - på magisk vis - er den optimale for alle involverede parter.

M.a.o: Det er hovedsageligt en religiøs ting. Den slags har det, historisk set, krævet enorme omkostninger og ofre at befri samfundet fra.


14. okt 2011 kl 11:31

Benny Olsen

Lyder stadig som svindel.

Artiklen handler om at når først der er handlet på Elspot så kan handelen ikke fortrydes, og da handel på Elspot lukker hver dag klokken 12 middag og gælder fra midnat til midnat handles der på formodninger om produktion og efterspørgsel 12-36 timer ude i fremtiden, og jeg forstår fint at når nogle Sjællandske produktions enheder ikke opfylder betingelserne, så stiger prisen, men jeg forstår ikke at disse produktionsenheder ikke melder ind på elbas at de er villige til at producere billigt, så dem med den dyre strøm kan lave et modkøb og sælge deres forpligtelse om at levere strøm til den billigste leverandør.

Når man opdager fadæsen må man da rent administrativt kunne lave et modkøb på elbas som ophæver købet på Elspot, hvis man ikke gør det må det være fordi nogle elselskaber udnytter at de har flere kasketter og både er producenter og leverandører på samme tid.

Når Elspot handles 12-36 timer før strømmen skal flyde, og alle aftaler er frit tilgængelige ca. klokken 13:00 så skal der bare handles på Elbas inden kl 23:00 mod de Sjællandske forbrugere og inden kl 23:30 mod de Tyske forbrugere, og det kan gøres for hele det næste døgn, der er altså mindst 10 timer til at rette fejlen.

Elbas handles ned til en time før levering, undtagelsen er at handler mod Tyskland kan handles ned til 30 minutter før levering, en ordning Tyskland har fået af hensyn til deres vindmøller.

Jeg venter stadig på at nogen forklarer hvorfor forbrugerne skal malkes på en administrativ fejl, når der er så gode muligheder for at korrigere dens betydning.


14. okt 2011 kl 13:40

Uffe Merrild

Re: Hold da op hvor det virker

Det er eet af de allermest mest centrale dogmer i den moderne økonomi at "markeder" altid finder en "ligevægt" og at denne ligevægt - på magisk vis - er den optimale for alle involverede parter.

M.a.o: Det er hovedsageligt en religiøs ting. Den slags har det, historisk set, krævet enorme omkostninger og ofre at befri samfundet fra.

Hvad er din pointe med dit indlæg egentlig? Er du imod religion, markeder, markedernes funktion eller hvad?


15. okt 2011 kl 17:13

Frithiof Andreas Jensen

Re: Hold da op hvor det virker

Pointen er at man bevæger sig ud i overtroens verden af magi og mystik når man beslutter at markeds-mekanismer alene kan løse alverdens problemer og man *altid* høster absurd negative konsekvenser af magisk tænkning.

Det "frie" elmarked er bl.a. et forsøg på at bruge prisdannelse til at skabe incitamenter til at løse problemet med vindmøllernes varierende elproduktion. Det er bare ikke det problem man får løst; fordi de der handler i markedet tjener deres udkomme på fluktuationerne, ikke på prisstabilitet. Den rigtige løsning er, efter min mening, en blanding af lovgivning og teknik. Når man vælger markedet i stedet for skyldes det, efter min mening, dels en ideologisk bias fordi man lytter for meget til neo-liberalister og økonomer, dels en frygt for at lovgive og designe - fordi man påtager sig en reel risiko for at man gør noget forkert. Det er sikrere at smide det hele op i luften og lade "markedet" gribe det - så har man ikke selv gjort noget "forkert" - men man har heller ikke gjort noget rigtigt, man lader omstændighederne træffe beslutningerne og håber på at det går rigtigt til.

På elmarkedet demonstrerede Enron hvor meget man kan game et marked hvis man selv kontrollerer dele af det. CO2 kvoteskandalen er et lidet omtalt Dansk eksempel på svindel og gaming - foreløbigt uden konsekvenser eller refleksion over om noget kunne være forkert ved den model man har valgt. Det mener jeg er udtryk for en form for fundamentalistisk tænkemåde som vi ikke burde have i den vestlige verden.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk