Når kunstneren Nathalie Miebach arbejder på sine værker, så omgiver hun sig samtidig med videnskabelige udprint fra fysikkens, astronomiens og meteorologiens verden. Hun læser også videnskabelige værker om oceanografi og bølgedynamik og prøver, så godt hun kan, at følge med i den nyeste udvikling inden for de dele af videnskaben, der har at gøre med meteorologi. Nathalie Miebach er nemlig en kunstner, der arbejder med at visualisere klimaforandringerne i sin kunst.

I den internationale kunstverden er Nathalie Miebach respekteret for sit arbejde, der de seneste fem år har bevæget sig i grænselandet mellem kunst og videnskab. Mange kunstnere er i disse år inspireret af videnskaben, men som regel er denne inspiration blot et afsæt for kunstnerens videre spring ud i sit eget univers. Det gælder dog ikke Nathalie Miebach - hun er i kunstneriske såvel som videnskabelige kredse kendt for at holde sig strengt til strukturen i de data, der ligger til grund for det enkelte værk.

Nathalie Miebach skriver selv på sin hjemmeside, at hendes værker følger tallene i de udvalgte data nøje, og at værkerne derved får en funktion ud over det rent æstetiske. For kunstnere, der følger videnskaben for tæt, er faren dog typisk, at kunstnerens personlige udtryk drukner i processen, men Nathalie Miebach har fra starten formået at markere sig personligt i sit valg af materialer.

Det er nemlig også højst usædvanligt og nævnes ofte som noget, der får hendes værker til at skille sig ud fra kollegernes: Ofte arbejder hun i siv, plastic, gips, træ og bomuld i samme værk - og altid med 'videnskabelige data' opført på materialelisten side om side med de fysiske materialer.

Det utraditionelle materialevalg nævnes ofte som noget, der sammen med Nathalie Miebachs præference for stærke og levende farver er med til at give hendes værker en næsten legetøjsagtig, Lego-lignende æstetik.

Adspurgt af amerikanske Christian Science Monitor, om ikke de livlige farver og det optimistiske udtryk kan være med til at tage noget af alvoren ud af budskabet om hvaldød og stigende havvandstand, svarede Nathalie Miebach:

»Faktisk oplever jeg, at jeg ved at bruge denne slags 'legetøjssprog' afvæbner beskueren. Videnskabelige data kan virke meget truende på publikum. De legende elementer i mine værker er netop tænkt som lokkemad, men når du så først er lokket, så indser du, at det hele handler om tal.«

Således har flere amerikanske skoler gjort det til en prioritet at besøge Nathalie Miebachs udstillinger med eleverne, ligesom man ved det amerikanske Center for Advanced Molecular Imaging har udvist interesse for Miebachs produktioner som en model for, hvordan man i fremtiden kan rendere molekylærdata på nye måder.

Nathalie Miebach arbejder nemlig typisk i skulpturer, og hun kan således benytte alle tre dimensioner, når hun omdanner data til kunst. Og netop videnskabelige data i 3D er, hvad Matthew McCrory, udviklingsingeniør ved Center for Advanced Molecular Imaging, lever for:

»Som beskuer har man simpelthen nemmere ved at gøre nye opdagelser, når man står over for nye måder at udlægge data på,« sagde han, da New York Times i sommer spurgte ham om vigtigheden af 3D-visualisering.

Desuden har Matthew McCrory længe været frustreret over afstanden mellem Hollywoods toppolerede præsentation af tvivlsomme data og universiteternes hjælpeløse fremvisning af de egentlige videnskabelige data.

»Videnskabsmænd er gode til biologi, fysik og kemi, men de er generelt tabt bag en vogn, når det gælder lækre præsentationer. Der er en masse værdi, der tabes på gulvet under præsentationen,« sagde han.

Og han er ikke den eneste, der ser muligheder i denne tilgang: I foråret blev Nathalie Miebach gjort til Global Fellow af det prestigefyldte TED Talks-netværk, og i juli holdt hun sin første tale, der handlede om vigtigheden af at bryde fri af den traditionelle 2D-repræsentation af videnskabelige data og undersøge nye muligheder for 3D-modellering.