Så er den gal igen: 1,6 ton satellitstumper rammer Jorden om få dage
Mellem den 20. og 25. oktober brækker et tysk røntgenobservatorium i stykker på sin vej mod Jorden og omkring 1,6 ton af satellittens stumper vil ramme Jorden. Der er en sandsynlighed på 1:2.000 for at et menneske bliver ramt.
Læs også
-
Astrofysiker: Der vælter flere satellitter ned i de kommende år
Læs mere om
Dokumentation
Under en måned efter at Nasas UARS-satellit faldt ukontrolleret ned på Jorden, formodentligt i Stillehavet, er en ny satellit ved at styrte ned. Og sandsynligheden for, at et menneske bliver ramt af satellitstumper, er højere denne gang.
Det er den tyske rumfartsorganisation DLR (Deutsches Zentrum für Luft- und Raumfahrt) der oplyser, at deres røntgenobservatorium Rosat (Roentgen Satellite) vil falde ned i løbet af den kommende måned, men de ved ikke hvor. De foreløbige forudsigelser viser, at Rosat vil falde ned mellem den 20. til 25. oktober.
Rosat vil brække i stykker under nedturen, og nogle af delene vil brænde op på grund af den kraftige varme. Simuleringer viser, at omkring 1,6 ton af satellitresterne vil ramme jordoverfladen eller havet. Det er over halvdelen af Rosats samlede masse på 2,4 ton.
Omkring 30 støre stykker vil kunne overleve turen ned gennem Jordens atmosfære, da bl.a. Rosats spejle er lavet af forstærkede kulstoffibre, og det samme er nogle af dens mekaniske strukturer. Det betyder, at selvom Rosat er mindre end UARS, vil den efterlade flere og større vragstykker, som rammer Jorden.
Sandsynlighed på 1:2.000
DLR påpeger, at der er en sandsynlighed på 1:2.000 for, at vragstykker fra Rosat vil ramme mennesker på Jorden. For UARS var denne sandsynlighed 1.3.200.
Rosats bane strækker sig fra 53 grader nord og til 53 grader syd, så teoretisk kan den falde ned overalt på Jorden inden for dette bælte. Det meste af satellitten vil komme ned langs dens bane, men vragstykker kan ramme i et 80 kilometer bredt bælte langs banen.
Død satellit i kredsløb – lidt endnu
Rosat var et fællesprojekt mellem Tyskland, England og USA. Satellitten er udviklet under ledelse af DLR og bygget af rumfirmaet Astrium. Den blev opsendt i juni 1990, og efter ni års røntgenobservationer blev den lukket ned i 1999.
Rosat medbringer ikke sit eget styresystem, og kan derfor ikke sendes ned i en kontrolleret bane, så man er sikker på, hvor den rammer. DLR's jordstationer er samtidig ikke længere i stand til at kommunikere med satellitten, da den er helt død.
DLR samarbejder med US Space Surveillance Netvork om at følge Rosat og levere beregninger for, hvor den falder ned. I går kredsede Rosat stadig om Jorden i 239 kilometers højde, men fortsatte ændringer i solaktiviteten gør det umuligt at beregne præcist, hvornår den vil falde ned.






