Hvorfor udfolder universet sig i '2D'?
Vores solsystem, med 8 planeter og 3 dværgplaneter, hvor 2003 UB313 imellemtiden har fået navnet Eris. Figuren er fra the International Astronomical Union (www.iau.org).
Spørg Scientariet
Nu kan du også udfordre dine venner med ekspert-spørgsmål fra Scientariet i Ingeniørens Facebook-quiz "Så ka' du lære det!".
Klik for at deltage i quizzen og test dine venner.
Læs også
Dokumentation
Thomas Kristens spørger:
»I spørgsmålet omkring hvordan solen bevæger sig inden for Mælkevejen kom det frem, at Mælkevejen er formet som en skive med en meget større radius end dens tykkelse. Hvis vi ser på vores eget solsystem, ser vi, at alle planetbanerne stort set ligger i det samme plan.
Hvordan kan det være, at universet tilsyneladende udfolder sig i '2D' og ikke tilfældigt?«
Martin Andreas Bødker Enghoff, forsker i kosmoklimatologi på DTU Space, svarer:
»Forestil dig en sky af bittesmå støvkorn, der hænger stille i luften. Pludselig sker der noget ved siden af skyen, så den begynder at rotere. Nogle af kornene støder tilfældigt sammen og bliver til større korn. Efterhånden vil der være nogle få meget store klumper, som opsamler alle de små støvkorn i nærheden. Den største af klumperne vil være i midten af skyen, og de andre klumper vil køre i ringe rundt om den midterste klump.
Hvis der er en klump, der bevæger sig i en anden retning end alle de andre, så vil den blive opslugt, lidt ligesom hvis man prøver at gå imod strømmen af mennesker, der er på vej ud af et tog. På den måde ender man med en samling store klumper, der roterer i samme retning. Så selvom man starter med en helt kaotisk sky, så vil støvkornene til sidst ordne sig i en fint ordnet struktur.
Det samme gælder, hvis processen foregår på stor skala, og klumperne bliver stjerner og planeter. Et sted i Mælkevejen kan der være en stor sky af gas og støv – f.eks. Oriontågen. Måske går der en supernova af i nærheden, som skubber til skyen og får den til at bevæge sig, hvilket får skyen til at kollapse og begynde at klumpe sammen.
Den største klump inde i midten er den første, der dannes og er stjernen i det nye system. Så kan der enten dannes flere stjerner, der bevæger sig rundt om hinanden, eller der kan dannes planeter ligesom i vores solsystem, som kan ses på figuren. Og alle planeterne bevæger samme vej om Solen, medmindre der sker noget specielt.
For eksempel har vi nogle asteroider i udkanten af solsystemet, der bevæger sig den modsatte vej rundt, formentlig fordi de kommer fra et andet system, men er blevet fanget af vores solsystems tyngdekraft. Og fordi systemet allerede var ordnet i store klumper, så var der ikke så stor risiko for at støde ind i et af alle de objekter, der fløj den 'rigtige'vej.
Netop fordi der er mange andre systemer end vores, som kan påvirke hinanden, kan der opstå denne her slags sære undtagelser, hvor tingene ikke helt bevæger sig efter de simple modeller – det gør bare astronomien endnu mere spændende.
Galakser, såsom vores flade spiralarmsgalakse, Mælkevejen, fungerer efter samme principper. Der findes dog også galakser, der er mere kugleformede – formentlig fordi dannelsen af stjerner gik så hurtigt, at støvskyen ikke nåede at trække sig sammen til en skive. Til allersidst kan nævnes, at der er meget, der tyder på, at der faktisk er en kugle af materiale hele vejen uden om Mælkevejen (og andre galakser), som udgøres af det såkaldte Mørke stof, hvis eksistens endnu ikke er blevet eksperimentelt bekræftet. Men det er en anden historie.«
Endnu en SpaceX-succes: Dragon koblet på ISS
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?
