/transport

Regeringen åbner for fælles nordisk indkøb af kampfly

De nordiske landes forsvar kan købe mere effektivt ind sammen end hver for sig, mener regeringen. Det gælder alt fra uniformer til helikoptere og måske endda kampfly. Erfaringerne viser dog, at det er svært.

Af Erik Holm, tirsdag 11. okt 2011 kl. 07:51

Forsvarsbudgetterne skrumper. Ikke mindst i Danmark og de øvrige nordiske lande. Derfor kan der ligge et kæmpe økonomisk potentiale, hvis landene kan finde ud af at købe ofte meget dyrt militært isenkram ind sammen.

Det mener den nye regering, som vil opruste på det nordiske indkøbssamarbejde.

»Måske er tiden moden til et egentligt storstilet nordisk samarbejde på indkøbene,« siger forsvarsordfører for Socialdemokraterne John Dyrby Paulsen.

I regeringsgrundlaget skriver de tre partier, at regeringen i forbindelse med fremtidige indkøb i forsvaret vil vurdere, om bi- eller multilateralt samarbejde inden for materielanskaffelser, drift og vedligeholdelse samt uddannelse og træning er en mulighed.

Ifølge John Dyrby Paulsen er der åbent for stort set alle typer materiel. Lige fra uniformer, ammunition og feltrationer til store komplekse våbensystemer som nye helikoptere og kampfly. Alt bør indgå i analyserne, både i forhold til selve anskaffelsen, køb af reservedele og vedligehold.

Det er dog lettere sagt end gjort. De nordiske lande har tidligere forsøgt at købe ind sammen, uden at det er gået godt. Eksempelvis forsøgte Danmark sammen med Norge, Sverige og Finland at købe nye helikoptere. Det endte i en mindre skandale, hvor specifikke nationale krav spolerede indkøbet, og Danmark gik alene med EH101.

John Dyrby Paulsen anerkender, at fællesindkøb hidtil har været problemfyldt. Han mener dog, at tiden er blevet en anden.

»Tanken om at købe ind til flere landes værn er modnet siden helikopterkøbet dengang. Alle landene er pressede og skal spare på budgetterne. Derfor bliver vi nødt til at gøre noget anderledes fremover,« siger han.

Derfor fastslår regeringen, at man vil tage initiativ til et snarligt konkret øget nordisk samarbejde på forsvarsområdet. Blandt andet vil man få udarbejdet en liste med indkøb, som landene kan samles om, fortæller han.

Målet er at kunne have et konkret nordisk samarbejde etableret allerede fra 2012.



11. okt 2011 kl 09:33

Lars Andersen

Storbritannien

Hvorfor ikke købe ind sammen med Storbritannien istedet. Dem har vi jo også samarbejdet tæt med i Irak og Afghanistan. Storbritannien er også med i både EU og NATO.
Det virker som om at interesserne i de nordiske lande er for forskellige.
Norge er nok det land vi har mest til fælles med forsvarsmæssigt, mens Sverige er et neutralt land med et stort antal værnepligtige og med hensyn til fly har de nok besluttet sig.


11. okt 2011 kl 09:49

avatar

Torben Bauer

Europahær

Atter engang er vi bagud!
Som udgangspunkt må vi antage at vi ikke længere skal ud og slås med de lande som vi deler økonomi med - altså lande i EU.
Derfor er det eneste rigtige at vi får en Europahær.
Det vil i sig selv dæmpe risikoen for vi påny kommer til at slås indefor EU.
Alle indkøb kan foretages samlet og ud fra det reelle behov - nemlig en fælles beskyttelse af EU.


11. okt 2011 kl 18:38

Jan Heisterberg

Forsvarets IC4 projekt ....

De offentlige indkøb, herunder Forsvarets indkøb, er kørt up på et vildspor drevet af 1) misforstået EU-indkøbsregler (som ikke 100% gælder for militære indkøb, 2) dansk vi-alene-vide tilgang som giver særkrav (jfr. EH-101).

Hvornår inser vi, at med 5 millioner mennesker er vi så ganske afgjort miniputter, og derfor bør købe det samme som andre = hyldevarer.

Som med IC4 er danske særkrav vejen lige ned i .......
Det kan da godt være det er spændende med "høje mål", men det kræver altså vi har råd - og det har vi ikke....


12. okt 2011 kl 11:21

avatar

Per Michael Jensen

Re: Forsvarets IC4 projekt ....

EH101 var hyldevare da den blev købt.


12. okt 2011 kl 11:30

Jan Heisterberg

Hyldevare ?

Hvad mener du med "købt" - mener du solgt ?

Mig bekendt blev blandt andet kabinehøjden ændret som del af købet, men jeg er ikke gået tilbage i avisartiklerne og nærlæst.

Og havd var det mon som fik de andre lande til at springe fra ?


12. okt 2011 kl 16:20

avatar

Per Michael Jensen

Re: Hyldevare ?

Hvad mener du med "købt" - mener du solgt ?

Forsvaret købte EH101.


Mig bekendt blev blandt andet kabinehøjden ændret som del af købet, men jeg er ikke gået tilbage i avisartiklerne og nærlæst.

Og havd var det mon som fik de andre lande til at springe fra ?

Danmark sprang fra det fælles-nordiske helikopterindkøb for at få en helikopter med ståhøjde og rampe - det havde/har kun EH101.

Sverige fik modificeret NH90 til større loftshøjde.
I øvrigt er alle NH90 vist ikke leveret til de andre lande endnu.

Så vidt jeg ved, er den eneste del af EH101 der er unikt dansk, et rack til behandlingsudstyr i redningshelikopterne og selvfølgelig bemalingen udvendig.


12. okt 2011 kl 17:27

avatar

Lars Worm Andersen

Fælles nordisk indkøb af kampfly?

Norge har valgt Joint Strike Fighter og Sverige har Saab Gripen. Der er ikke så meget fællesnordisk tilbage. Norske flyvestationer har kortere landingsbaner, så Norge ønsker specifikke nationale krav som bremseskærme.

Finland har ikke bestemt sig endnu, så det må være det overskriften antyder.


14. okt 2011 kl 00:21

Per Sand Lauridsen

Re: Fælles nordisk indkøb af kampfly?

Gripen's 400 meter behov ved landing er måske ikke kort nok? Og det er i øvrigt kun hvad man offentligt siger kan lade sig gøre... Der er næsten altid gemt lidt ekstra i posen, hvis det skal være...:-)

Udover det, har nordmændende lige raslet med sablen, vedrørende Kongsberg's missil, som de gerne vil have med som "standard" på JSF og hvis de ikke får det, så kan det få konsekvenser for kontrakten. Grunden til, at de gør dette, er bl.a. at der ligger mange hensigtserklæringer fra US om "modkøb", men indtil videre er det stort set også kun blevet ved hensigten.

Mvh.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.