blogs kategori-billede

Små problemer, store løsninger...

Af Peter Madsen ,  mandag 10. okt 2011 kl. 08:18

Nogen gange er små problemer de værste, fordi man ikke synes de er væsentlige nok til at blive løst ordentligt.

Vi har et problem med polyuretanen, eller rettere, med håndtering af råprodukterne til den.

Det kommer i tromler a 200 ltr, og selve prepolymeren er en olieagtig sort væske. Viskositeten er høj, særligt ved lave temperaturer. Det skal omrøres grunding før brug, og har godt af lejelighedvis at komme op på 60 C.

Pur systemet virker ved, at man blander den sorte komponent med en lysegul væske, som også er ret viskøs, som madolie.

De to sager skal afvejes, blandes og udstøbes. Efter et par timer er det hærdet til et materiale, jeg uden at blinke vil kalde verdens bedste hybridbrændstof.

Det færdige materiale er stærkt, minder om bildæk, og har fortrinlige egenskaber i motoren.

Til ulemperne hører at det svinder ca 1 % under støbningen. Det gør at vi ikke bare kan blande 550 kg og hælde i motoren. Så vi støber ca 12 kg, tre gange daglig, når vi kører på. I praksis går det lidt langsommere - vi får måske støbt 10 kg pr. dag i gennemsnit. Derved støbes en stor HEAT af mange tynde lag, som binder på hverandre og svindet optages som en aksial sammentrækning.

Problemet er den praktiske håndtering. Vi skal have væskerne ud af tromlerne, over på en vægt, så i en spand, så blande og så i motoren.

Hvordan får man den slags ud af en tromle ?

Først prøvede vi med et dykrør, og let overtryk på tromlerne. Det blev droppet hurtigt, for det så ikke rart ud, når endelåget buede ud. Så kom tromlerne vandret og fik en ventil - således støbtes 1X. Flowet er dog meget langsomt og ventilen limer sig til - den gule komponent reagerer med luft og danner en lim.

Det mindst elendige er at bruge en Harald Nyborg-tromlepumpe til 100 kr. Den har vi brugt senest. Det en en pumpe med en vuggearm, som er selvansugende og kan sidde i tromlernes 2" gevind. De kan klare ca 5000 pumpeslag a 70 gram før der knækker noget inden i dem.

Men findes der ikke en smartere løsning ?

Råprodukterne skal først og fremmest kunne håndteres hygiejnisk - det er gifte, der har grænseværdier som hydrazin. Vi håndterer det som om, det var hydrazin, med masker, handsker og den slags. Jeg søger bare en bedre måde at få det fra tromle til afvejningsspand.

Vi har netop afsluttet genstøbningen af HATV motoren som den 22. oktober igen skal køre en jet vane test. Vi støber løbende på den uhyre store TM2 motor - 550 kg - som nu er ca 40 % støbt.

Vi havde tyske raketforskere på besøg til den første HATV jet vane test. De viste os deres testmotor. Den kører på text book løsningen på fuel: HTPB, som også er en syntetisk gummi.

HTPB er det mest anvendte bindemiddel i moderne solid motorer. Derfor er HTPB også blevet "the fuel of choice" i hybridverdenen.

Det er vanskeligt at skaffe. Det er vanskeligt at arbejde med. Det er ret dyrt. Gummiklodsen, de viste, var ret præget af det. Der var mange bobler i materialet. Det støbes under vakuum og hærder ved opvarmning i en ovn. Trods ulemperne turde tyskerne ikke rigtigt binde an med et alternativ - fordi man ikke har data på, hvordan andet end HTPB fungerer. Man skal se sådan en motor for virkelig at blive glad for den polyuretan, vi har fået og som vores hybridprogram kører på.

Vi skulle ikke sammenligne egne målinger med andres, så vi kunne lidt mere frit bare vælge et egnet produkt. Vi skulle jo bare have vores motorer til at fungere - og det gør de i det store og hele nu.

Da vi sprang på polyuretanvognen kunne vi slet ikke skaffe HTPB - det franske olieselskab Elf, som sælger det i Europa forstod slet ikke: "Send venligts og omgående tre tromler HTPB, betaling overføres forud til jeres konto"

Det er tit svært at handle med store virksomheder. Det er ikke et spørgmål om mængde, eller om sikkerhed for betaling. Der er bare mange virksomheder, som ikke ønsker nye kunder, og som ikke ønsker at handle. Deres logistik bliver belastet af øget salg, deres bogholderi bliver belastet - kan man undgå at sælge noget, går det meget bedre. Elf Atochem er såden et firma. Degussa er sådan et firma - Dow er sådan nogen. BASF ditto. Danske DAFA A/S der laver skumprodukter ønsker ikke at sælge disse produkter. Man ønsker ikke at handle, og nej, en gang til: det er ikke et spørgsmål om mængde eller sikkerhed for betaling. De skal have prygl for at reklamere og vise deres produkters herligheder, - for så at smække døren, når man ønsker at handle med dem. DAFA f.eks. ville ikke sælge skum til isolering af ubåden Nautilus, - så det endte med, at jeg måtte købe deres produkt som et utal liggeunderlag fra Harald Nyborg; de laves nemlig af DAFA skum. Det havde dog nok også typisk været dyrere at handle hos producenten eller grossisten end i detailleddet.

Hvorfor er sprit tappet på 1-ltr flasker billigere at købe i Netto end samme produkt leveret på 200-ltr tromler direkte fra grossisten ?!

Pur Teknik, som vi får polyuretan fra, var anderledes - og derfor har CS fået et rigtigt godt fuel system at arbejde med. Men - det er kolossale mængder - og vi skal altså have fundet en ordentlig olietromle pumpe.

Nogen bud ?

Peter Madsen



10. okt 2011 kl 08:58

Mogens Kjær

Google

Med fare for at du allerede har googlet... Hvis en almindelig tromlepumpe klarer jobbet, så er det vel den vej man skal gå. Man kunne jo også spørge den kære sponsor om hvad deres andre kunder bruger.

Tilsvarende Harald Nyborgs, men lidt dyrere (og dermed muligvis mere solid): http://www.multikoeb.dk/vaerkt...html

Lufttryk
http://www.loewener.dk/product...6532
og
http://www.hamag.dk/products/p...=569

mvh Mogens


10. okt 2011 kl 09:06

Claus Hillker

mixersystem

Jeg har tidligere anvendt et mixersystem til netop polyurethan, der punpede fra to beholder og gennem et blanderør. For enden af røret kom færdigblandet polyurethan i nøjagtig afpassede mængder. Dette system var til levering af portioner på få hundrede milliliter af gangen - men kunne sagtens håndtere jeres daglige behov. jeg har også set lignende systemer der kunne håndtere materialet direkte fra tromler.

Prøv at kigge på http://www.metermix.co.uk/

Jeg kan ikke huske hvem der er dansk agent for firmaet, men det kan de helt sikkert selv ;-)


10. okt 2011 kl 09:19

Martin Hansen

storm p.

hvad med at skaere laaget at tromlen med en daaseaabner og bruge en suppeske?


10. okt 2011 kl 09:39

Bo Klerk

oliepumper

Find en gammel plæneklippermotor. Sæt et andet tandhjul på knastakslen så den kører med samme hastighed som kranken. Sæt sugeslangen på indsugningssiden, den anden ende på udstødningen og sæt et håndtag på kranken. På den måde får du nøjagtigt motorens displacement hver gang du drejer håndtaget 360 grader.
En kraftig polymerskive som skraber på toppen af stemplet kunne være en fordel.


10. okt 2011 kl 09:46

Bo Klerk

Re: oliepumper

Næh, man fjerner de originale ventiler og erstatter dem med tilbageløbsventiler.


10. okt 2011 kl 10:11

Peter Lykke

Et forslag...

Hvorfor ikke bruge en af de små miksere PUR teknik sælger og sæt den til at kære kontinuert? Mange bække små...

Eller spørg Ecco eller et andet firma hvordan de håndterer PUR industrielt.


10. okt 2011 kl 12:42

Peter J. Hansen

Forstærk endebunde

Hvis det i øvrigt fungerede godt med dykrør og overtryk, hvad så med at dreje/svejse nogle let monter- og flytbare forstærkede endebunde til tromlerne?


10. okt 2011 kl 13:15

Oluf Bagger

Re: Forstærk endebunde

Alternativt lav et tryk-kammer til hver tromle eller haeld indholdet over i en staal tryk-tank i har designet til at kunne holde til overtrykket. Det burde jo svare til et tidligere loest problem.

Er der i oevrigt problemer med oploeselighed af driv-gas i PUR-komponenterne? Vil to-komponent massen gasse af under haerdningen saa der kommer luft-blaerer i gummi-blokken hvis den haerder ved lavere tryk end lager-trykket af komponenterne?


10. okt 2011 kl 14:02

John Laustsen

Slangepumpe.

Umiddelbart tænker jeg slange pumpe, evt. med variabelt omdrejningstal, så leveringsmængden kan varieres:
http://www.jyskkemi.dk/SLANGEP...aspx,

Sådan én kan I velogså selv lave?

John


10. okt 2011 kl 14:15

Michael Svendsen

Det lyder som det minder lidt om "fjædt"

I skal nok have fat i en grease pump.
http://www.cogetil.dk/shop/sho...g=da
Prøv dem. Ellers måske en hugger som har et lettere brugt smøre anlæg fra en fabrik.

/Michael



10. okt 2011 kl 16:07

avatar

Lars Grønnegaard

Er det kun svindet?

Er det kun svindet der gør at I vælger at støbe i små segmenter, eller afgiver reaktionen for meget varme? (Jeg tænker på at støbe en klump i let overstørrelse, bearbejde den til pasform i dinoen, og lime den fast i raketten.)


10. okt 2011 kl 16:20

Casper Leeberg

Sandpiper eller lobepumpe

Hvad med en sandpiper eller en lobe pumpe - begge udemærket til at pumpe væsker med høj viskositet.


10. okt 2011 kl 16:35

Kasper Sortkjær

brug spande

En løsning kunne være at tømme hele tromlen over i X antal 20 l spande med låg, så der er en dags portion i hver med plads til at mikse den anden komponent. Det vil også gøre vejningen og dosseringen ret nem når man kender vægten af spanden.


10. okt 2011 kl 17:09

avatar

Peter Madsen

Svindet

Man kan i princippet godt støbe en megaklods i en omgang. Den vil blive 60 - 80 C i kernen - men det giver faktisk gode egenskaber. Det har vi gjort, og der er kun det galt at den er 6 mm for lille.

Vi arbejder konskevnet med et "casebonded" design frem for et "cartrige loaded" for nu at bruge solid fuel udtryk.

Casebonded betyder støbt i motoren - og giver den højeste sikkerhed mod
gennem brænding af kammeret.

Når vi støber mange små omgange - oven på et frisk lag som giver total sammensmeltning - så er det fordi man derved efterfylder det svind det foregående lag har givet langs kanten.

Det virker fint, Har lige smidt 13.5 kg mere i - det bliver nok dagens sidste batch. I aften holder vi guidance møde - og imorgen tidlig foredrag. Natten er næsten det eneste tidspunkt jeg kan finde til at se min dejlige forlovede. Gudske lov er hun lige så travlt optaget af hendes egne projekter...

New York turen bliver god. Den går via Holland ( foredrag ) og Sirid er med hele vejen. Det er selvbetaling ved kasse et, af penge der kunne være købt pumper for, men sådan er det. Bliver godt at rejse sammen.

Lige nu kørers med en boremaskine pumpe på den sorte komponent og den sidst overlevende Harald Nyborg pumpe på Isocyanaten. Det går an, men det kan godt være vi skal ud og have den bedre udgave af vingepumpe som anvist det første debatindlæg

Min eneste bekymring med den er at logistisk. Vi har penge, kort, vare, men hvordan får man fysisk leveret varen ?

Skal lige finde en der kan modtage en pakke. Herude på Øen kan post DK ingenting.

TM2 er en enorm hybrid motor, med enormt meget brændstof I. Vi kommer formentlig aldrig til at opleve et 60 sek full burn på jorden, men flere 16 sek burns. Men den bliver grum. Jeg mener virkelig grum. Vi skal have en brandbil på alene til køling, og man vil kunne se dampskyen fra Hellerup havn. Har altid haft lyst til at lave egne vejrfænomener - dog mere blå himmel end hjemmelavede tordenskyer - men man skal jo starte et sted...

Peter Madsen



10. okt 2011 kl 18:10

Niels Foldager

Re: Svindet

Natten er næsten det eneste tidspunkt jeg kan finde til at se min dejlige forlovede. Gudske lov er hun lige så travlt optaget af hendes egne projekter...

Ja. (Jeg sender hende hjem inden, natten falder på.)


10. okt 2011 kl 18:26

Jens Madsen

PUR

Spørg fjernvarmesproducenterne.
De ved alt om arbejde med PUR.

m.v.h. jensm


10. okt 2011 kl 19:05

Henrik Østergaard

Ventil til PUR

Hvad med at lave en ventil som dem der bruges på honningslynger http://www.brydsoe.dk/foto/hon....JPG Kan laves til at skrue i en 2" muffe som dem på 200L tromler. Den viste på billedet er i plast, men jeg har også set dem i metal. Så er det blot at sætte vægten med spanden ind under tromlen, åbne ventilen og afveje den ønskede mængde.

/henrik


10. okt 2011 kl 19:45

Morten Olsen

Pumpe

Jeg har på et tidspunkt konstrueret en pumpe til fedtpumping direkte fra et fad (tønde med aftageligt låg) uden at forvarme fedtet. Det blev gjort ved hjælp af en snekkepumpe, og et stort stempel. Jeg vil mene en snekkepumpe eller evt en tandhjulspumpe kan gøre jobbet, og sidstnævnte kan ved hjælp af gear serieforbindes så forholdet passer indbyrdes mellem medierne.

Faktisk kommer jeg lige i tanke om jeg har set en pumpe beregnet til epoxy hvor man ved hjælp ar et hjul med ruller på, ruller over en slange og dermed flytter mediet. Når man er færdig smider man slangen ud, og alt er rent.

Mvh. Morten Olsen


10. okt 2011 kl 20:36

Tommy Johansson

Excentersnekkepumpe

Byg eller køb en excentersnekkepumpe, Det er en type der er beregnet til meget tørstof, og varm tromlen op
http://www.pumpegruppen.dk/pro...2slc


10. okt 2011 kl 20:51

Lars Tørnes Hansen

Isocyanater er godt nok noget stads

Isocyanater er godt nok noget stads. Kig på "Skader" på http://www.leksikon.org/art.ph...3600

Jeg mistænker stærkt at det kan være sådan noget der er skyld i at jeg har fået astma efter en brand i taget et sted jeg har boet, hvor jeg først vågnede nede i stueetagen ca. en time inde i branden.


10. okt 2011 kl 23:43

Bill Selmer Jensen

Tromlevarmer

Hej Peter

Fandt engang nogle der kunne leverer en tromlevarmer, dette var til en lignende problemstilling - pava (den mørke) var ikke let at pumpe når olien var kold, grundet som du selv skriver høj viskositet - løsningen blev at montere en tromlevarmer som gjorde pava'en meget lettere at pumpe, for derefter at sprøjte på biler i forbindelse med undervognsbehandling, firmaet vi brugte dengang var meget behjælpelig med at finde den rigtige kw effekt til formålet - ved ikke om dette kunne give dig andre problemer, men dette kunne afhjælpe pumpen der skal bruges.

Her er et link, kan dog ikke huske hvilket firma vi valgte dengang

http://www.jevi.dk/Produkter/V...mer/

Mvh.

Bill


11. okt 2011 kl 05:25

Bjørn Sune Andersen

Re: Svindet

Vi arbejder konskevnet med et "casebonded" design frem for et "cartrige loaded" for nu at bruge solid fuel udtryk.
Hvad med at lave en kombination: Lav en "cartridge" i "lidt underdiameter" i en støbning, monter den og udfyld mellemrummet i små batches (som I gør i dag).


Bjørn


11. okt 2011 kl 10:02

avatar

Nikolaj Ravn Hansen

CSS adgang til testen den 22. oktober?

Hej Peter

Vil der være adgang til at overvære HATV testen den 22/10 for CSS-medlemmer?

/Nikolaj


11. okt 2011 kl 10:18

Carsten Kanstrup

Hvad med en kontinuert proces?

Hvorfor alt det bøvl med at veje ud og blande? Hvorfor ikke bare forsyne begge tromler med et rør med en snekke og tilpasse det så blandingsforholdet passer - f.eks. ved forskellig rørdiameter eller snekkestigning. Så er det bare at føre begge rør til en In-Line mixer og derefter direkte ned i motoren. Ved at sætte hastigheden til hvad der svarer til 10-15 kg/døgn kan I bare starte processen og skal så ikke gøre andet, før tromlen skal skiftes.


11. okt 2011 kl 10:31

avatar

Martin Højriis Kristensen

Re: Svindet

Hvad med at lave en kombination: Lav en "cartridge" i "lidt underdiameter" i en støbning, monter den og udfyld mellemrummet i små batches (som I gør i dag).

Hvordan er det hurtigere eller simplere end den nuværende proces?

/Martin


11. okt 2011 kl 10:34

Jens Madsen

PUR

Jeg mener naturligvis fjernvarmerørsproducenterne - undskyld.


11. okt 2011 kl 12:00

Claus Nielsen

Re: Svindet

Hvad med at lave en kombination: Lav en "cartridge" i "lidt underdiameter" i en støbning, monter den og udfyld mellemrummet i små batches (som I gør i dag).

Hvordan er det hurtigere eller simplere end den nuværende proces?

/Martin

Det vil i givet fald ikke være nødvendigt at bruge flere støbninger til at udfylde mellemrummet. Det må kunne gøres i een omgang.

Svindet er procentuelt, så hvis det er i størrelsesordenen 6mm på en støbning i hele rakettens bredde vil det være ubetydeligt ved en støbning med en støbnings-tykkelse på feks.1cm.


11. okt 2011 kl 13:38

Morten Andersen

Eksentrik/snekke (progressive cavity)

Progressive cavity pumper (se f.eks. her hos seepex: http://www.seepex.com/dyeing-a...html ) kan pumpe alt fra vand til margarine. Så mon ikke den også vil virke her - til dels selvansugende men en dykpumpe er vel ideel? http://www.seepex.com/e-semi-s...html

Desværre er de ikke gratis....

Mvh Morten


11. okt 2011 kl 18:01

avatar

Ruben Hansen

Kombination

Tromlerne op vandret, og så let overtryk, evt. med en stor slags skruetvinge på endebundene. Hanen må kunne renses, eller forsegles, så den ikke hærder.


12. okt 2011 kl 08:43

Jens Funkelberg

Under tryk

Ville det være mulig at undgå, at kernen svinder ind, fx hvis den er under tryk?


12. okt 2011 kl 14:03

Richard Tøpholm

Re: Svindet

Hvad med at lave en kombination: Lav en "cartridge" i "lidt underdiameter" i en støbning, monter den og udfyld mellemrummet i små batches (som I gør i dag).

Hvordan er det hurtigere eller simplere end den nuværende proces?

Én stor støbning, og én omstøbning for at "case-bonde"... Det er da meget væsentligt nemmere end 50 daglige støbninger à 10 kg?!
Udover at det reducerer tidsforbruget med 40+ dage?
MVH


12. okt 2011 kl 18:48

Michael Monberg

Lagkage?

Hvad med at støbe en masse "pandekager" på en gang og så stakke dem med en lille smulle PUR imellem? På den måde skal der kun støbes to gange.
For at undgå bobler kunne pandekagerne være let koniske, dermed ville de skube luften ud mod kanten når de presses ned i det tynde lag PUR der adskiller lagene.
Den "store" opgave er blot at lave en stor mængde forme...


12. okt 2011 kl 19:11

Rasmus Elmelund Nielsen

Som nævnt af andre:

En trykluftdrevet fedtpumpe er med garanti i stand til at håndtere viscositeten.

http://www.p-lindberg.dk/Katal...1296

Oven i købet får du en kontrollerbar dosering

R


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.