Kvinder skal gøre sig fri af flinkeskolen
Kvindelige ingeniørdimittender har lavere forventninger til startløn end deres mandlige medstuderende og får derfor mindre i løn. Kvinderne skal blive bedre til forhandlingsteknik, mener IDA.
Lønforskelle
Forventninger til startløn 2011
Mænd: 33.231 kr.
Kvinder: 31.827 kr.
Faktisk startløn 2011
Mænd: 34.244 kr.
Kvinder: 33.032 kr.
Læs også
Læs mere om
Når nullerne på lønchecken skal forhandles hjem, er mændene stadig i førertrøjen.
En nylig undersøgelse fra IDA viser, at de kvindelige studerendes forventninger til deres startløn ligger 1.400 kroner under mændenes. Og derfor drypper der i gennemsnit også 1.200 kroner mindre ned i den månedlige lønningspose i forhold til deres kolleger af det modsatte køn, når det første job er forhandlet hjem.
At de unge kvinder stadig præsterer så stort et underskud på forventningskontoen, overrasker formanden for IDAs ligestillingsudvalg, Jytte Hinnerup.
»Man skulle tro, at den unge generation var bedre til det, fordi kulturen har været med. Men kulturen omkring kønsroller flytter sig langsomt, så der er fortsat noget med, at pigerne opdrages til flinkeskolen, men det tæller ikke rigtigt, når der skal forhandles løn eller job. Heller ikke når de sidder over for en kvindelig chef, for hun har jo lært at spille spillet.«
Jytte Hinnerup opfordrer derfor ganske enkelt kvinder til at komme ud af flinkeskolen og finde deres indre forhandler frem.
»Det er vigtigt, at kvinderne øver sig i at forhandle, og udgangspunktet er, at man kender sit mål og kender sit selvværd og ved, at man er god.«
Konkret anbefaler den kvindelige formand, at kommende dimittender af hunkøn finder sig en mentor, et familiemedlem eller måske en studiekammerat, som de kan spejle sig i og derigennem få bekræftet, hvad de er gode til.
»De skal have deres selvværd frem, når de skal forhandle en god løn hjem,« siger Jytte Hinnerup og anbefaler dimittender at klikke forbi IDAs hjemmeside, hvor en hel menu er dedikeret til lønforhandling for kvinder.
Forsker i ligestilling ved Aalborg Universitet Anette Borchhorst påpeger, at forskning om lønforhandling viser, at kvinder som sådan ikke er dårligere til at forhandle løn end mænd.
At kvinderne halter bagefter i lønræset skyldes snarere en række andre faktorer.
»Der er simpelthen så mange forklaringer. Og du skal søge dem på arbejdsgiversiden, på arbejdstagersiden og på nogle stivnede opfattelser af mænd og kvinder som arbejdskraft,« siger Anette Borchorst og pointerer, at det ofte også er tillidsmænd, der forhandler på kvindernes vegne - derfor falder ansvaret heller ikke tilbage på den enkelte person.
Hendes råd til kvinder lægger sig meget tæt op ad IDAs anbefalinger:
»Vær frækkere. Vi ved i forhold til jobansøgninger, at kvinder helst vil være overkvalificerede til jobbet for at føle sig sikre, hvor mændene er meget frækkere i forhold til at søge job og kræve løn.«






