Den amerikanske programmør Jesse Anderson har rekonstrueret det berømte tankeeksperiment, hvor en flok aber får lov at skrive løs på hver sin skrivemaskine for at se, om de til sidst får genskabt Shakespeares samlede værker.

I den amerikanske version er aberne blevet virtuelle, altså små computerprogrammer, der 21. august i år blev sat i gang med at 'taste' tilfældigt på hver deres tastatur. I dag er de næsten færdige: 99,99 pct. af Shakespeares samlede værker er genskabt, og det berømte tankeeksperiment er således ved at være fuldført i praktis.

Der er dog en række forbehold. For det første er det virtuelle aber. Rigtige aber kan jo ikke skrive på et tastatur. Desuden ses der udelukkende på den rigtige rækkefølge af sekvenser af ni bogstaver, og der ses stort på mellemrum, punktummer og lignende. Så 'Whatsinaname' vil være lige så godt som 'What's in a name?'.

Og nok så vigtigt: Hver gang en sådan sekvens matcher en tilsvarende hos Shakespeare, udelukkes den fra mulige sekvenser, som 'aberne' skal generere. Det sparer samlet set tid i eksperimentet, fordi der hele tiden bliver færre mulige sekvenser at generere for aberne - som der ifølge Anderson er 'nogle få millioner' af.

Således kunne man slutte her og konkludere, at hvis man blot har tid nok og aber (uintelligente væsener) nok til sin rådighed og evt. som i dette forsøg laver bindinger, så forsøget praktisk kan gennemføres - ja, så kan alt reproduceres med den samme mening. Giv aberne, eller hvem som helst, tid nok, og de vil have genskabt Shakespeares forfatterskab.

Men det er forkert! Det, vi opfatter, skyldes vores traditionelle opfattelse af mening, som baserer sig på psykologi. Og opfattelsen er for simpel. Begrebet mening er noget mere kompliceret.

I vores dagligdags opfattelse tror vi, at det, som aberne har begået, er en tekst af Shakespeare. Det siger vores common sense-forståelse af mening. Vi ser de samme tegn som hos Shakespeare, og derfor konkluderer vi, at det, aberne har lavet, har den samme mening. Men egentlig er det kruseduller uden mening.

Og hvorfor så det?

Jo - det, der mangler, for at aber skriver rigtigt, er en viden om, hvordan tegn bliver til ord, som igen kan blive til sætninger og historier. I virkeligheden er det centrale i eksperimentet derfor et indblik i, hvad forståelse og mening er.

For os mennesker giver en sætning mening, for aberne er den derimod volapyk. Hvis, som antaget, aberne har slået fuldstændigt tilfældigt i tastaturerne, refererer samlingen af information, eller kombinationen af bogstaver, ikke til noget som helst. Man kan jo selv spørge aberne. Hvis aberne kunne snakke, ville de stadig ikke vide, hvad det var, de havde lavet.

Sætninger har nemlig ikke en iboende mening, der er løsrevet fra det, de refererer til. Det er os, eller andre intelligente væsener, der skaber forbindelsen.

For at få et bedre greb om, hvad 'mening' er, skal vi ud på en lille rejse. Forestil dig en tvillingeplanet til Jorden, som på alle områder ligner vores planet med undtagelse af ét forhold: Hvor vi på Jorden har vand (H2O), har man på tvillingeplaneten den vandlignende væske XYZ. Den amerikanske filosof Hilary Putnam konstruerede dette tankeeksperiment for at illustrere betydningen af begrebet 'mening'. Tankeeksperimentet kaldes nærliggende for 'Twin Earth'.

Lad os sige, at jeg befinder mig på tvillingeplaneten, og du er her på Jorden. Vi skal forestille os, at vi begge får til opgave at beskrive henholdsvis H2O og den vandlignende væske XYZ på den planet, hvor vi har hjemme. Selvom den vandlignende væske på tvillingeplaneten har mange, ja, måske alle de samme karakteristika, som man på Jorden vil beskrive vand med, og ikke nogen af de kendetegn, man ikke vil tilskrive vand, er det stadig ikke det, man på Jorden vil kalde H2O, som jeg beskriver. Jeg beskriver derimod den vandlignende væske XYZ - og du beskriver væsken H2O.

Det kan endda tænkes, at jeg slet ikke kender til vand fra Jorden, fordi væsken H2O ikke eksisterer på tvillingeplaneten. Det kan også tænkes, at vi begge opfører os identisk, når vi har at gøre med vand og den vandlignende væske. Vi drikker det, går i bad i det, bruger det til at koge kartofler i osv. Ligesom vi ikke bruger det til noget, man normalt ikke ville bruge vand til. Vores psykologiske tilstand, når vi beskæftiger os med vand og den vandlignende væske, kan ganske enkelt ikke skelnes fra hinanden. De er ens i den måde, vi bruger dem på.

Fortæller det os, at de to væsker er ens? Selvfølgelig ikke. Udgangspunktet er jo netop, at det er to forskellige væsker, selvom vores beskrivelser af dem er ens. Den psykologiske tilstand, vi befinder os i, bestemmer med andre ord ikke, om det, vi taler om - det, der refereres til - i virkeligheden er det samme. Eller sagt anderledes er det ikke afgørende, at vi begge kalder vores væske for 'vand', og har præcis de samme psykologiske tilbøjeligheder, når vi omtaler og beskriver vores væske. For jeg taler om XYZ, og du taler om H2O.

''Meanings' just ain't in the head!', som Putnam udtrykker det - 'mening' er ikke noget, der befinder sig inde i hovederne på os. Med andre ord bestemmer ensartede psykologiske tilstande ikke, at ekstensionen - de genstande, vi taler om - også er den samme.

Tilbage til Shakespeare og aberne.

Det, vi kan bruge Putnams tankeeksperiment til, er at få en dybere forståelse - en rigtigere forståelse - af, hvad 'mening' er. For når vi ser abernes arbejde, er vores første indskydelse formentlig, at vi har at gøre med en nøjagtig reproduktion af Shakespeare. Vi er i en psykologisk tilstand, hvor vi vil beskrive abernes og Shakespeares arbejde på samme måde. Ja, beskrivelserne kan måske slet ikke skelnes fra hinanden. Og havde vi ladet den psykologiske tilstand råde, havde vi tillagt Shakespeares værk og abernes reproduktion samme mening. Fejlagtigt.

På samme måde som det også ville være forkert at slutte, at XYZ og H2O var den samme væske, blot fordi folk på tvillingeplaneten og Jorden havde beskrevet hver deres udgave af vand.

Det strider måske mod vores gængse opfattelse, fordi vi umiddelbart er tilbøjelige til at tage udgangspunkt i, at mening bestemmer referencen. Men når vi ser resultatet af abernes åndløse tasteri, er det slet ikke Shakespeare, vi ser. Og det interessante aspekt ved Andersons eksperiment er ironisk nok ikke det, som aberne har opnået, men tværtimod det, som de ikke har opnået.

For selv efter en million år vil en million aber nemlig slet ikke have skrevet én eneste linje af Shakespeares værker. De vil bare have sat nogle tilfældige kruseduller. Teksten har ikke en iboende mening. Derfor er det ikke kun en problemstilling, der begrænser sig til tilfældigheder og sandsynligheder. Det er heller ikke et spørgsmål om teknologisk udvikling, processorhastighed osv., som man måske kunne tro. Problemstillingen er dybere og handler om begrebers mening og deres forhold til de eksisterende ting, som begreberne handler om.

Vi har måske en forventning om, at det med tiden kan lade sig gøre at få alt til at blive produceret. Men det er blot den psykologiske tilstand, vi befinder os i. Det er med andre ord vores psykologi, der spiller os et puds.

I virkeligheden er intet blevet produceret - Shakespeare kan fortsætte med at være unik.