Studenter bygger verdens hurtigste el-bil i streamliner-klassen
Et hold af studerende fra studerende ved Brigham Young University har bygget el-bilen Electric Blue. Med en fart på den gode side af 250 kilometer i timen er den verdens hurtigste i sin klasse.
Multimedia
Video:
Se elbil vende på hovedet med over 280 km/t
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Efter syv års udvikling, der har inkluderet et styrt, hvor bilen rullede rundt, kan et hold på 130 studerende nu bryste sig af titlen som verdens hurtigste.
De studerende fra Brigham Young University (BYU) i USA har gennem årene været sammen om at bygge el-bilen Electric Blue. Og på Bonneville saltsletterne i Utah kørte den over to ture med en gennemsnitsfart på lige over 250 kilometer i timen. Den ene tur blev tilbagelagt med over 280 kilometer i timen. Det gør den til verdens hurtigste i sin klasse.
»Det er fuldstændig som julemorgen – faktisk mere som fem julemorgener lagt sammen,« fortæller Jeff Baxter, en tidligere studerende fra BYU, der har været med til at udvikle og bygge Electric Blue, til Universitets hjemmeside.
Afskedsgave til projektleder
Den nye rekord er en perfekt afskedsgave til professor Perry Carter fra universitet. Han har gennem de syv år været chef for udviklingen af bilen, og gik tidligere på året på pension.
»Det er en fantastisk afslutning på 31 år som underviser på BYU. I min tid har jeg lavet mange forskellige projekter, men det her overgår dem alle,« siger han.
Electric Blue hører hjemme i streamliner-klassen. Det betyder, at den har en lang, cylindrisk form med indesluttede hjul. Dens vægt på under 500 kilogram gør, at den hører under klassen E1.
Der har indtil nu ikke været en officiel rekord for klassen, men der har været uofficielle fremme på omkring 210 kilometer i timen.
Sidste år prøvede de studerende også at sætte hastighedsrekord for E1-klassen med Electric Blue. Den tilbagelagde den første af de to påkrævede ture med en gennemsnitsfart på lige under 225 kilometer i timen. På den anden tur gik det dog galt, og bilen rullede rundt, uden at føreren dog kom til skade.
Værdifuld oplevelse
Omkring 50 af de 130 studerende, der har deltaget i Electric Blue-projektet har siden starten for syv år siden fået en grad som mekaniske ingeniører.
Nogen har brugt projektet som en del af deres uddannelse, mens andre har deltaget i deres fritid.
Perry Carter mener, at alle har fået en oplevelse for livet, og samtidig har opbygget uvurderlig erfaring ved at deltage i et projekt af denne størrelse.
»Musikstuderende har behov for at spille koncerter, elever der studerer dans har behov for at optræde og ingeniørstuderende har behov for at udføre ingeniørarbejde for at se, hvordan ting virker,« siger han.






