Nej. Det er ikke et nyt anlæg fra B&O, men derimod en soldrevet grill. (Foto: Helga Maria Sulen Sund/NTNU)
Verdens første soldrevne grill steger pølser på få minutter
Norske forskere griller pølser på verdens første soldrevne grill, der mest ligner en amatørastronoms forsøg på at få kontakt til rumvæsner.
Weber-grillen kan godt bøje hovedet i respekt. De usle engangsgriller, der brænder pletter i offentlige græsplæner, kan godt pakke sammen. Og de modebevidste økoflippere, der både vil holde smarte grillfester og redde kloden, bør spidse ører.
Solgrillen, udviklet af norske forskere, kan nemlig stege dine pølser på få minutter alene ved brug af solens stråler.
Nok ligner den en mellemting mellem en amatørastronoms parabol til at lytte efter stemmer i universet og et desperat forsøg fra B&O på en ny fladskærm med tilhørende højttalere – men solgrillen kan stege med 100 graders temperatur, og man skal ikke vente på, at kullene er klar.
Så snart solgrillen er sat op, og solens stråler rammer det buede spejl, bliver solstrålerne koncentreret mod en lang sort skuffe, der udgør selve stegepladen. Faktisk er princippet ikke anderledes, end når de onde drenge i folkeskolen går rundt med forstørrelsesglasset og brænder myrer af.
Bag solgrillen, der formentlig er verdens første soldrevne grill, står forskere ved Norges teknisk-videnskabelige universitet (NTNU) i samarbejde med Norsk Forening for Automatisering (NFA).
Ved fuld sol har den en effekt på 385 watt, og selv i halvoverskyet vejr er det muligt at stege pølser, forsikrer Øyvind Stavdahl, en af hovedforskerne bag grillen, over for norske NRK.
Drejer sig efter solen
Ved at kombinere programmet Solpos, der er udviklet af National Renewable Energy Laboratory i USA, med et program udviklet af de norske forskere drejer solgrillen automatisk i takt med, at solen går hen over himlen. På den måde er det buede spejl hele tiden placeret, så solens stråler bliver koncentreret mod den aflange stegeskuffe.
Derfor er grillen også udstyret med GPS, accelerometer, magnetometer samt to solpaneler, som giver strøm til al elektronikken.
Samlet vejer solgrillen 27 kg og kræver derfor en ladcykel eller bil for at tage med på picnic. Men indtil videre er der ikke udsigt til, at grillen kommer i produktion. Den blev alene lavet 'med et glimt i øjet'. Men den virker.
»Smagen af solgrillet pølse er helt fin, selvom røgsmagen fra grillkullene mangler,« siger Øyvind Stavdahl til NRK.






