Her sprænges! Kom med til choktest af Danmarks nye fregat
Før den kan overdrages til søværnet, skal fregatten Iver Huitfeldt udsættes for en række choktest. Her sprænger man store mængder sprængstof af klos op ad skibet. Ingeniøren var om bord, da en af testene fandt sted.
Galleri:
Se choktesten af fregatten Iver Huitfelt
På søværnets nyeste fregat sidder to frømænd med det, der umiddelbart må beskrives som Danmarks farligste mælkekasse. Kassen i sig selv er der ikke noget underligt ved – det er en grøn plastickasse, som man kender dem fra supermarkeder og knallert-bagagebærere rundt om i det ganske land.
Indholdet, der er fastsurret med gaffertape, er til gengæld noget, man ikke kan købe på en tur til dagligvarebutikkerne. Det drejer sig nemlig om en større mængde sprængstof.
Præcis hvor mange kg sprængstof, og hvilken type det drejer sig om, er man ikke meget for at fortælle om på fregatten Iver Huitfeldt, som vi befinder os om bord på i farvandet øst for Samsø. Et par fortalelser tyder dog på, at der er cirka 45 kg i mælkekassen, som frømændene fragter over i en gummibåd, som derefter sættes i havet.
De sejler ud og mødes med en anden gummibåd, og i fællesskab får de placeret sprængstoffet præcis 17 meter fra fregatten og 11 meter under havets overflade, før de i hast sejler et stykke væk.
»Ét minut til sprængning,« lyder det over skibets højtalere.
Så tælles der ned:
»Fem, fire, tre, to, en, sprængning!« før der lyder et drøn, og en søjle af vand rejser sig.
Vi er på forhånd blevet advaret om at gå lidt ned i knæ, når der sprænges, men man kan stadig mærke, hvordan chokbølgen fra eksplosionen sender et stød fra dækket op gennem fødderne, via rygsøjlen og videre op i hovedet. Det føles, som når ens fødder rammer gulvet et splitsekund før, man havde regnet med, og tænderne ufrivilligt smælder sammen.
Og sådan mærkes det – i teorien – at være om bord på et skib, når en mine eller torpedo sprænges tæt på.
Formålet med choktesten er at se, hvordan skibets forskellige systemer reagerer, hvis miner eller torpedoer sprænges i nærheden.
Til det formål er der rundt om på skibet placeret 34 accelerometre, der kan måle påvirkninger op til 10.000 G. De måler, hvordan skroget reagerer, og er via skibets fiberoptiske net forbundet til en række computere, hvor forskere fra Forsvarets Materieltjeneste registrerer og analyserer de indkomne data.
»Den sprængning, I lige har overværet, havde en størrelse, der betyder, at Iver Huitfeldt nu er det første danske krigsskib. Den var nemlig større end noget, vi har udsat skibe fra Absalon-klassen for, og er i overensstemmelse med de internationale krav, man stiller til krigsskibe,« fortæller civilingeniør og seniorforsker Bjarne Damsgaard fra Forsvarets Materieltjeneste.
Han må ikke fortælle, præcis hvor stor påvirkning skibet lige har været udsat for, men siger, at det svarer til 'et momentvist tryk, som svarer til, at vi røg ned på 400 meters dybde meget, meget hurtigt'.
Bag ham viser to computerskærme, hvordan det genererede tryk pludselig stiger og gradvist falder over 200 millisekunder.
Choktesten er en af en række prøvelser, som Ivar Huitfeldt for tiden gennemgår i de danske farvande, inden fredatten sejles tilbage på Lindø-værftet, og de sidste justeringer foretage. Først da er den klar til at blive overdraget til søværnet – det sker i begyndelsen af 2012. I løbet af 2013 og 2014 følger søsterskibene Peter Willemoes og Niels Juel.
Ny klasse kan se lufthavnen i Hamborg
Tilsammen udgør de tre skibe søværnets nye Iver Huitfeldt-klasse. Med deres længde på 137 meter og 19,5 meters bredde minder de i størrelse om den nuværende Absalon-klasse. Nogle af de store forskelle er, at Huitfeldt-klassen kan udstyres med en meget bredere vifte af våbensystemer og har samtidig et meget veludviklet radarsystem til flyovervågning og luftforsvar.
»Radaren rækker omkring 400 kilometer, og da vi testede den for første gang her omkring Samsø, kunne vi se lufthavnen i Hamborg,« fortæller kommandørkaptajn Per Hesselberg, der er programleder for fregatprogrammet.
Skibene koster omkring 1,7 milliarder kroner stykket uden våbensystemer – noget, Per Hesselberg beskriver som et røverkøb.
»Det er omkring halvdelen af prisen for skibe i samme klasse, som vi kender fra lande som England, Holland og Norge. Vi har sparet, hvor det har kunnet lade sig gøre. For eksempel stammer stolene i kommandocentralen fra et gammelt skib. Vi har så genbetrukket dem og på den måde fået dem til det halve,« fortæller han.
Dobbelt op på mælk
Efter planen skal Iver Huitfeldt igennem endnu en test. Skibet har klaret sig godt igennem de fem, man har foretaget indtil nu. Eneste større skade har været top-lanternen, hvis glas er krakeleret under rystelserne.
Den sidste test er også den største. Man vil ikke sige, præcis hvilke mængder det drejer sig om, bortset fra at det er mere end ved den seneste sprængning. I stedet for én ser det ud til, at man nu er oppe på to mælkekasser med sprængstof.
Det sejles ud i samme afstand som sidst, mens medlemmer af pressen kommer i våddragter og sejles tilbage til Nymfen – skibet, som står for dagens transport til og fra Iver Huitfeldt.
På afstand kan man se, hvordan sprængningen sender en vandsøjle omkring 50 meter op i luften. Man kan håbe, at undergrunden ved sprængning ikke gemmer på de kalklag, man tidligere er kommet til at foretage chokstest over. For som en officer fortalte tidligere på dagen:
»Som sådan er det jo ikke noget problem for skibet, men der har været tilfælde, hvor choktest over kalklag har resulteret i, at vinduer på land 20 kilometer væk er sprængt i stykker.«
