To meter i sekundet. Cirka så hurtigt bevæger luftstrømmen fra det menneskelige åndedræt sig under normale omstændigheder, og det rummer et nyt og overraskende potentiale.

For frem for at lade energien fise ud i luften til ingen verdens nytte kan man lige så godt udnytte den. Sådan tænkte i hvert fald professor Xudong Wang, der leder en gruppe ingeniører på University of Wisconsin-Madison i USA.

»Vi har arbejdet på at høste mekanisk energi på nano- og mikroniveau fra menneskelig aktivitet gennem flere år. Målet er at skabe energi til at drive bioimplantater og endda personlig elektronik,« siger Wudong Wang til tidsskriftet Energy & Environmental Science.

To meter i sekundet er ikke ligefrem orkanniveau. Det er nærmest kun nok til, at røg kan vise retningen, og små blade bevæger sig, når man ånder på dem.

Det har været et problem for tidligere teknologier, hvor forskerne har arbejdet med eksempelvis minivindmøller. De havde dog brug for mere vind, så forskere måtte tænke nyt for at udnytte energien fra åndedrættet. Samtidig skulle teknologien være mindre for at kunne bruges i kroppen og sej nok til at undgå slid over langtidsbrug.

Vindbælte går i svingninger
Resultatet var et apparat i mikrostørrelse med et lille 'vindbælte' lavet af PVDF (polyvinyldenflourid), en form for plast, der anvendes steder, hvor der stilles krav til en kombination af høj kemikalieresistens, mekanisk styrke og termiske belastninger.

Bæltet er så tyndt, at det sætter sig i svingninger, når luften bevæger sig over og under bæltet. I materialer som PVDF akkumuleres en elektrisk ladning som resultat af den mekaniske påvirkning. Dette er kendt som piezoelektrisk effekt.

Målet er nu at udvikle teknologien, blandt andet til at bygge små enheder, der kan overvåge glukose i blodet for diabetikere eller drive en pacemaker.