Nu står det så klart, at den blå-rødstribede nye regering kører den økonomiske politik nogenlunde uændret efter det sædvanlige ærkedanske koncept: Det skal såmænd nok gå alt sammen…

Når nogle få hundrede stemmer kan svinge regeringsflertallet henover midten mellem rød og blå, kan det næppe være anderledes. Vi i det hårdt prøvede private erhvervsliv vil derfor formentlig også i de næste 10 år fortsat miste international konkurrenceevne.

Det løser næppe alle vore problemer, at vi formentlig snart slipper af med den helt idiotiske 'multimedieskat', som ingen nogensinde har fattet visdommen i. Men faktisk er vi nok mange borgerlige stemmer, som først nu ser, hvor grov en mangel på økonomisk ansvarlighed og perspektiv, der har karakteriseret ’djøf-perioden’ (som nullerne under Fogh og Løkke burde kaldes).

Nu står den nye regering så næste år med et arvet et underskud på over 80 milliarder, hvis da ikke det bebudede ’kasseeftersyn’ gør det endnu værre, som det i praksis vil vise sig meget vanskeligt at gøre noget ved. Men vi har måske også meget godt af stille og roligt at blive lidt fattigere som nation?

Regeringsgrundlaget er fyldt op med velmenende og ganske interessante hensigtserklæringer - for ikke at sige floskler - om at vi nu alle sammen skal stramme ballerne og gennemføre de nødvendige ændringer og en økonomisk hestekur. Men vi er næppe mange, der tør tro på det.

Nå, men selv om vi blive fattigere, kan vi jo godt blive lykkeligere.

De generelle signaler i regeringsgrundlaget om en fremtid med mindre kontrol og mere tillid, som regeringen klart udsender, er faktisk et særdeles glædeligt budskab – specielt set fra en ægte liberal og frihedselskende synsvinkel.  
 
Ikke alene nedlægger man de to mest kontrollerende og destruktive ministerier, som den såkaldt ’borgerlige’ regering (hvad det så betyder i vore dage?) opfandt, nemlig Integrationsministeriet og Videnskabsministeriet. Man signalerer også, at man vil befri samfundsmaskineriet for den dyne af kontrol og mistillid, som Venstres djøf-regime har påført landet på alle niveauer.

Den nyslåede ’minister for videnskab, teknologi og udvikling’, Morten Østergaard, vil angiveligt indføre ’mindre kontrol og mere frihed’ i forhold til forskningsinstitutionerne. Efter Helge Sanders ideologiske rædselsregime – ’Fra forskning til faktura’ – kan det faktisk kun gå fremad på den front.

Man vil åbenbart også nuancere det urimeligt rigide ’taxametersystem’ – en ægte djøf-konstruktion – så uddannelsesinstitutionerne må tage andre hensyn end at lempe flest muligt igennem ved at sænke niveauet for at score kassen og få butikken til at løbe rundt. Det burde ganske vist helt afskaffes, men lidt er da bedre end ingenting, som man siger.
   
I regeringsgrundlaget står der f.eks.også, at ”Målet om at de offentlige forskningsinvesteringer udgør 1 procent af BNP skal være et gulv – ikke et loft. Og så skal forskningen afbureaukratiseres og forankres bredere i uddannelsesverdenen end hidtil.” Den køber jeg gerne!

Eller hvad mener I om denne her passus: ” S-R-SF-regeringen har ikke de  eneste løsninger på alle Danmarks udfordringer. Og den vil lytte, før den handler. Frihed for den enkelte, lige muligheder for alle, fællesskab, respekt og tolerance er vores værdier”. 

Jamen du godeste, skal vi virkeligt tilbage til dengang en Niels Bohr kunne få lov til at forske helt uden at skulle tænke på fakturaer!

Nå, så tror vi nok også på den med julemanden.
Rrrrrr!
Petersen, overingeniør