Forbrugerne er, som alle andre nødt til at forholde sig til at vi er midt i et paradigmeskift. Desværre er modstanden mod den slags oftest at finde hos dem, der lever af "det forældede".
Derfor efterfølger mit (lidt gamle) artikkel omkring det paradigmeskift jeg ser:
Et paradigmeskift, der presser på med behov for ændringer.
Opstået behovet for begrænsning af brugen af ild.
Det medfører et behov for en decentralisering af vores energihåndtering og dramatisk ændringer i vores måde at have elforbrug på.
Hvad er et paradigme? Det er de vilkår vi i en given tid er nødt til at forholde os til og rettes os ind under, hvis vi vil opretholde eller måske endda forbedre vores levevilkår.
Hvad er så et paradigmeskift? Det er når viden og/eller teknologiudviklingen medfører at vi mennesker er nødt til at begynde at tænke på ”en ny måde”. Herefter beskrives et paradigmeskift og lidt om hvad det medfører af ændringskrav. Det er nogle dramatiske, men aktuelle ting, som vil vende op og ned på den måde vi plejer at tænke og handle omkring energi
I tusinder af år har det at bruge det at brænde noget af, været drivkraften i menneskets udvikling. Men brugen af afbrænding af materiale er løbet løbsk og vi er nødt til at ændre spor.
Vi har, vel alle, efterhånden erkendt, at de fossile brændsler ikke holder evigt og at et af slutprodukterne fra afbrænding, CO2, forurener vores klode. Det er et paradigmeskift.
Paradigmeskift skaber dilemmaer.
For hvordan skal vi håndtere ændringskravene? Lad os se på dilemmaet omkring brugen af afbrændingsenergi først:
Vi bør nedtone vore brug af ild. I millioner af år har brug af ild som sagt været kilden til den menneskelig udvikling og teknik, men nu er ulemperne ved denne brug ved at overstige fordelene. Vi må se det paradigmeskift i øjnene hurtigst mulig. Og:
Hvad kan vi sætte i stedet? Jo, el kan jo i dag laves uden at noget brændes af. Det ser vi på vindmøller, solceller og elproduktion baseret på temperaturforskelle. Derfor ligger løsningen lige for:
El-samfundet i stedet for ild-samfundet.
Min oldemor tændte ild i et stearinlys eller en olielampe, når hun ville lave lys. Det gør jeg ikke. Jeg bruger elpærer. Min bedstemor satte et strygejern over ild, som varmede det op, så hun kunne presse bukser. Det gør jeg ikke. Jeg bruger et el-strygejern. Min moder tændte ild i gas, for at lave varm mad. Det gør jeg ikke. Jeg bruger et el-komfur.
Alle steder har el-samfundet stille og roligt afløst ild-samfundet, men nu haster det med at komme videre. Næste ting, som skal over på el, er opvarmning. Desværre viser det sig, at der er brancher, der ikke vil se og forstå udviklingens nødvendighed. Jeg tænker her mest på Fjernvarmebranchen. I starten var fjernvarme en fantastisk ting. Når man lavede el via ild, opstod der noget varme, som man dengang ikke let kunne lave til mere el og derfor fik betegnelsen ”spildvarme”. Derfor var det en god idé at bruge den til rumopvarmning. Men den tid er forbi, mere og mere el laves uden at der opstår varme og selv af svag varme kan laves til el. Derfor findes ”spildvarme” ikke mere og så bør fjernvarme baseret på varmt vand revurderes, fordi det system har nogle store energitab, der ikke mere er uundgåelige.
Hvor er så ”fremtiden”?
Jo, vi (bortset selvfølgelig fra centraladministrationens ansatte) har vel så småt opdaget, at centraliserings ulemper, i hvert fald her på energiområdet, nu er ved at være større, end dets fordele og erkendt at omkostningerne vokser stærkt ved de centraliserede foretagender. Samtidig ved vi at transport af energi i form af varmt vand medfører nogle energitab, vi ikke mere kan forsvare og heller ikke behøver at finde os i. I mange år var centralisering godt, fordi det medførte at man kunne bruge en effektiv teknik, der ikke var tilgængelig hos den enkelte forbruger. Det gav naturligvis centraliseringsfordele, men naturligvis også en begrænsning af forbrugernes frihed, en del administrationsomkostninger og en del distributionsproblemer. Nu har ny teknik gjort decentral energiindfangning mulig og det giver mulighed for at reagere på paradigmeskiftet.
Og vi ved også godt at centralisering medfører et stigende omkostningsniveau f.eks. til et stigende antal høje cheflønninger for at administrere noget som fremover kan laves decentralt. Det skaber også en stigende afstand og fremmedgørelse for forbrugerne, som er med til at fjerne vores fællesskabsfølelse.
Vi er kommet i en situation, hvor decentralisering nu pludselig er vejen frem. Og forbrugerne har jo længe været utrygge ved at alt ”bare” skulle være større og større.
Og hvad kan el så på varmefronten? Jo, el kan via varmepumper bruges til at trække varme ud af luft og jord og flytte det op i temperatur og ind i vore huse. Dvs. at vi med lidt el-energi kan få meget og CO2-fri varme. Varmepumper kan også bruges til at tilbagehente noget varme man har lagt i et lager (f. eks. i jorden) på et tidspunkt hvor der var nok af det (f. eks. om sommeren).
Hvorfor gør vi så ikke ”bare” det?
Det er der flere årsager til: Der er investeret i mange millioner i fjernvarmerør og der er mange, der har deres levebrød i branchen. Det første vi bør gøre, er at stoppe udbygningen af ”gammeldags” fjernvarme. De forkætrede ”barmarksværker” er jo netop et tydeligt eksempel på fejlinvesteringer. Naive forbrugere er blevet lokket til at danne andelsselskaber og lægge navn til bygningen af disse misfostre. Naturgasrørnettet kunne ikke løbe rundt og ejerne, kommunerne og naturgasselskaberne mente, at central afbrænding af gas kunne løse problemet og derfor pressede de på for at få brugt naturgas centralt til at lave kraftvarme. El-priserne blev presset af vindmøller og udenlandsk kernekraft, så det blev varmekunderne, der kom til at betale overpris for fjernvarme, for at få disse værker til at løbe rundt. Men et er økonomi, det er slemt nok, men samtidig er det et spild af resurser at bygge og især at drive et system, der har enorme energitab. Ofte nær halvdelen af den tilførte gas-energi. Disse værker bør enten bygges drastisk om eller måske nedlægges.
Vi er også nødt til at forholde os til en konsekvens af paradigmeskiftet mere: Vi har været vant til at el-produktion tilpassedes forbruget, men fremover vil vi ikke kunne styre el-skabelsen på samme måde som hidtil. Vi bliver nødt til at ændre el-forbrugssystemet, så det i større udstrækning kan flyttes efter hvornår el laves af vindmøller og solceller. Her er anvendelse af el til opvarmning en af mulighederne, men så skal vi have slagtet en ”hellig ko” på det område. El-varme har været lagt for had i flere år, men varmepumper og el-produktion på lav-temperatur-forskelle, bør få dette ændret.
Andre fejl:
Ikke kun hos ”eksperterne” hænger fast i konservative løsninger. Også mange politikere mangler fremsynethed på det område. Havde man i god tid set el-samfundet komme og vindmøllerne brede sig, havde man ikke udskiftet de diesel-elektriske MY-lokomotiver med andre lokomotiver drevet af fossilt brændstof. Et MY-lokomotiv var bygget på den måde at en dieselmotor trak en generator, som lavede el, hvorefter drivkraften for toget var en el-motor. Havde man elektrificeret vores jernbanenet, kunne MY-erne let være bygget om til at være dualistiske. De ville så kunne udnytte vind-el, når det blæste og bruge dieselolie, når det var vindstille. Det ville have løst en stor del af de store flaskehalsproblemer omkring den flukturerende vind-el. Og hvem var det da også, der udskiftede el-sporvognene med oliebrugende busser? I mange andre lande moderniserede man sporvognene, så de passede til tidens behov.
Hvad bør læren være af det:
Vi skal se i øjnene, at enhver ting har sin tid. Selv om en ting er god, når den indføres, vil det vende på et eller andet tidspunkt. Derfor skal afskrivningsperioderne ikke være for lange, således at der er råd til at kassere, når tiderne er skiftet. Det sværeste ved ny teknik er ikke at få det udviklet, det er at få ”det gamle” til at vige. Vi skal også passe på, at vi ikke oftere lader nogen prøve at løse problemer på det eksisterende, ved at bygge/købe ting, der skaber nye problemer. Derfor bør fremtidens energipolitik ikke overlades til ”enøjede” eksperter eller taburetklæbende politikere.
Forbrugerne/skatteyderne (det er de samme), der jo altid skal betale prisen for investeringer, også for fejlinvesteringer, skal være opmærksomme på om det, eksperterne foreslår, er fremtidsorienteret eller ”bare” en ”konservativ” leflen for det, der var godt i fortiden.
Et paradigmeskift er ofte svært for eksperter at forholde sig til. De har jo gået på ”de højere læreanstalter” og husker de principper, der var gældende, da læste og de har ofte stadig deres lærebøger fra dengang. Så er det svært at være med til at forkaste det, der var godt engang.
Derfor er det forbrugerne/skatteyderne, altså de almindelige borgere, der skal være mere aktive, prøve at sætte sig ind i de problemer, der opstår ved paradigmeskift og aktivt gå ud at kræve ændringer hos planlæggerne. Forbruger/skatteyderne er nemlig dem, der altid i sidste omgang skal betale for de fejltagelser, der vil ske, hvis samfundet ikke i rette tid erkender paradigmeskift og handler med rettidig omhu.
Og hvordan gør man det?
Ja, man kunne f. eks. starte med at melde sig ind, eller måske endda være aktiv i:
SDE, Sammensluttede Danske Energiforbrugere,
som prøver at varetage forbrugernes interesser på området.
Af Mogens Bülow, næstformand i SDE
