Den smertestillende virkning fra placebo viser sig at have flere kemiske veje til målet. Det lyder helt ulogisk, fordi placebo jo netop IKKE indeholder noget som helst kemisk aktivt kemikalie.

Men en undersøgelse, som gik ud på at plage nogle forsøgspersoner ved at påføre dem smerter, er netop blevet dokumenteret i forskningstidsskriftet Nature Medicine.

Undersøgelsen viser tydeligt, at placebos virkemåde er langt mere kompleks, end man skulle tro. Det nye viden er, at kroppen kan finde på at bruge helt andre nervesignalveje end dem, morfin benytter.

Man ved fra mange tidligere forsøg, at en del af placeboens smertestillende virkning skyldes nogle såkaldte endogene opioider, altså smertestillende morfin-agtige stoffer, som kroppen selv er i stand til at producere, skriver magasinet Ars Technica.

Det kan man afprøve ved at udsætte nogle mennesker for en smerte og derpå give dem et virksomt opiumsbaseret, smertestillende stof, for eksempel morfin. Medicinen giver dem straks et bedre velbefindende. Smerten påføres indledningsvist med en årepresse eller armslynge, som strammes til, så blodomløbet i en arm standses. Det får hurtigt den ønskede virkning.

Morfinvirkningen er velkendt
Denne cyklus af tortur og medicinering gentages, og efter et par omgange udskifter man det virksomme, smertestillende stof med nogle sukkerpiller, som ikke indeholder noget som helst andet end sukker. Og det virker nu lige så godt som det aktive stof. Smerten forsvinder, og det gør ingen forskel, at personen er klar over, at der kun er tale om placebo.

Nu kommer noget af det sjove. Man kan blokere for virkningen af det rigtige, smertestillende, opiumsbaserede stof ved at indsprøjte en såkaldt opioid-antagonist, altså et stof, som blokerer morfinvirkningen – stoffet hedder naloxone. Og det viser sig, at naloxone blokerer lige så godt for placebo-sukkerpillernes smertestillende virkning.

Forsøgspersonerne fortsætter med at klynke, hvis de har naloxone i blodet, når de får et placebo. Ergo, konkluderer forskerne, må kroppens egetproducerede smertestillende stof, som placeboen udløser, være i opiumsfamilien ligesom morfin.

Kroppen kan kopiere Ibuprofen
Men det bliver sjovere endnu. Hvis man nu udskifter morfinen i ovennævnte forsøg med Ibuprofen, som ikke er opiumsbaseret, så bliver spillereglerne ændret lidt.

Forsøgspersonerne får igen et par omgange med armslyngen, indtil de hyler. Så får de noget Ibuprofen, og det hjælper straks. Lidt mærkeligt, måske, for Ibuprofen er et stof, som kaldes NSAID (Non-Steroidal Anti-Inflammatory Drug). NSAID-stoffer er nok smertestillende, men på en anden måde end de narkotiske midler. Man ved en del om, hvordan stofferne virker, og det har kastet en enkelt nobelpris af sig, men det fulde omfang af NSAID'ernes virkemåde kendes ikke endnu.

Uanset hvad, så virker Ibuprofen på smerter, og torturen med armslyngen kan holdes ud, når man får stoffet. Det næste er, at når Ibuprofen-pillerne efter et par dage bliver skiftet ud med sukkerpiller, så virker de også smertestillende. Kroppen er altså udmærket i stand til at kopiere virkningen – uden at behøve morfin-lignende kemi.

Så hvad nu, hvis de stakkels forsøgspersoner får et skud naloxone først. Det var jo den opioid-antagonist, som blokerede både for virkningen af morfin og for kroppens egen erstatningsmorfin.

Det viser sig som forventet, at naloxone ikke kan blokere for virkningen af Ibuprofen, og – mere bemærkelsesværdigt – naloxone kan heller ikke blokere for kroppens egetproducerede NSAID-lignende stof, som udløses i blodet, når forsøgspersonerne får sukkerpiller. Placebo-pillerne virker, smerten går over.

Hvad så med hash?
Der er nu gået et par dage i det italienske laboratorium, men forsøgspersonerne kan ikke sendes hjem endnu. Forsøgene fortsættes i fem dage, men nu får de ikke længere besked om, hvilke kemikalier de skal udsættes for.

Der er nemlig en tredje måde, man kan stille smerter på. Med hash, marijuana, cannabis – kært barn har mange navne. De virksomme stoffer hedder cannabinoider, og de virker ved at gøre en nerve-receptor ved navn CB1 ekstra følsom, så den fyrer mange nervesignaler af sted i hjernen. Det giver en rus – og en smertestillende virkning.

Men forskerne vil ikke bare gentage cyklussen fra før. Der findes nemlig en godkendt medicin ved navn Rimbonant (sælges som Accomplia). Det var den først godkendte CB1-antagonist i verden. Den virker ved at blokere for CB1-receptoren, så med Rimbonant i blodet vil man ikke opleve nogen hash-rus.

Alligevel bliver 'pinsel og medicin'-cyklussen nu gentaget med Rimbonant i stedet for morfin eller NSAID. Det virker slet ikke. Smerten er stadig meget nærværende. Det interessante er imidlertid, om der skulle være en placebo-effekt alligevel.

Efter de sædvanlige ekstra runder med slyngen bliver Rimbonant-medicinen udskiftet med de sædvanlige sukkerpiller. Det virker heller ikke. Ergo, konkluderer forskerne, er den nervesignalvej, som kroppen bruger til at skabe en morfin-lignende effekt med sukkerpillerne, ikke den samme signalvej, som blokerer for en hash-rus.

Kroppens medicinfabrik har nye esser i ærmet
Men der mangler stadig en kombination, og det er den, der til sidst giver en overraskende, ny viden. Derfor må to af forsøgsgrupperne have endnu et par dages oplevelser med armslyngen.

De to grupper får på førstedagen morfin for at holde det ud. Men de næste to dage får de i stedet en ny NSAID-medicin ved navn Ketorolac. Det er altså et stof, der virker på samme måde som Ibuprofen.

På fjerdedagen skal sukkerpillerne bruges i stedet, og som de ovenfor nævnte forsøg viste, så er der fuld, smertestillende placebo-effekt i snydepillerne, både når man begynder med morfin og med et NSAID. Så forventningen må være, at sukkerpillerne også virker fint denne gang.

Imidlertid putter forskerne nu lidt Rimbonant i sukkerpillerne hos gruppe 2. Det bør ikke gøre nogen forskel, for Rimbonant er jo virkningsløs som smertestillende stof og også virkningsløs som placebo, for receptor-signalvejen var jo forkert.

Men pludselig er der en forskel alligevel. Forsøgspersonerne i gruppe 2 ømmer sig. Placeboen virker ikke, når der er Rimbonant i. Det vil sige, at Rimbonant også blokerer for placebo-effekten.

Af dette sidste forsøg udleder forskerne, at den signalvej, som kroppen benytter, når den producerer smertestillende stoffer, der IKKE er morfin-lignende narkotiske, har et eller andet vigtigt til fælles med den signalvej, som hashen bruger til at påvirke nervesystemet.

Der er dog en usikkerhed. For det kan tænkes, at Rimbonant også påvirker andre steder end gennem cannabinoid-receptoren CB1. Derfor mener forskerne, at der i videnskabens interesse bør udføres mange flere armslynge-forsøg.