Ny miljøminister styrer direkte mod slagsmål med landmænd
Danmarks nye miljøminister, Ida Auken, vil rykke naturen længere op på dagsordenen, og hun vil samtidig stille skrappere krav til landmændene.
Ida Auken (SF) får travlt som ny miljøminister. Hun har tidligere kritiseret landbruget meget skarpt, og hun har givet udtryk for at ville have 'styr på landbruget' og samtidig sikre bedre vilkår for naturen.
Tema
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
10 år efter at Svend Auken sagde farvel til Miljøministeret, har hans niece, Ida Auken (SF), overtaget roret. Hun har været SF’s miljøordfører, ligesom hun tidligere har været medlem af Folketingets miljøudvalg, energiudvalg og kulturudvalg.
Ida Auken har været en hård kritiker af landbruget, og hun skrev for to år siden et blogindlæg med titlen ’Hvis jeg var miljøminister’, hvor hun kritiserede de mange danske landmænd.
'En af de store kilder til, at naturen er under så hårdt pres, er landbrugets udledninger af kvælstof, fosfor og pesticider. De frivillige aftaler med dansk landbrug virker med al tydelighed ikke: Landmændene sprøjter mere end tidligere år, behandlingshyppigheden er steget væsentligt, siden regeringen kom til i 2001, man har ikke fået styr på kvælstofudledningerne, og så er der ikke blevet oprettet de 40.000 ha randzoner, som landbruget forpligtede sig til i Vandmiljøplan III', skrev hun dengang.
Hvis Ida Auken får lov at sætte dagsordenen i Miljøministeriet, tyder alt derfor på, at landbruget får det sværere de kommende år. Hun vil ifølge sit blogindlæg lægge ’en helt ny kurs for dansk landbrug, der indebærer et helt andet ambitionsniveau med hensyn til implementering og udvikling af ny miljøteknologi’.
SF har også tidligere givet udtryk for, at genmodificeret korn ikke bør være tilladt på danske marker.
»Vi ønsker ikke GMO-afgrøder på danske marker, for det ville være for svært at dyrke økologiske afgrøder samtidig, da vi ikke har så store arealer, at vi kan have en ordentlig afstand mellem økologiske og genmodificerede afgrøder. Og vi kan se, at det giver et problem i USA, hvor det faktisk betyder, at man ikke kan slippe for at have GMO-afgrøder, fordi såsæden spreder sig til de andre marker,« har Pia Olsen Dyhr, tidligere EU- og forbrugerordfører for SF, forklaret til ing.dk.
Til gengæld har SF givet udtryk for at ville forbedre miljøet i naturen ved at igangsætte SF’s naturplan.
»Den vigtigste målsætning drejer sig om, at 35 procent af Danmark skal være naturarealer. Det efterlader stadig to tredjedele af landet til intensiv dyrkning og bebyggelse,« fortalte Ida Auken i sit blogindlæg, hvor hun også advokerede for planlægning af kystbeskyttelse og en fiskeri- og forstyrrelsesfri zone i havet.
Ida Auken overtager ministeriet fra Karen Ellemann (V), og regeringens ambitioner for miljøet vil formentlig blive præsenteret i eftermiddag, når regeringsgrundlaget offentliggøres.






