Ekspert: Ny forsvarsminister – færre kampfly
Den nye forsvarsminister, Nick Hækkerup, er et driftssikkert valg, som er klar til at barbere i budgetterne, mener ekspert. Han peger på, at Forsvaret nok skal indstille sig på endnu færre kampfly.
Tema
Læs også
Dokumentation
Et godt navn og en driftssikker politiker med gode relationer til partitoppen.
Sådan betegner lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen udnævnelsen af Nick Hækkerup som forsvarsminister.
»Det lyder som et fornuftigt valg. Så vidt jeg ved, kommer han ikke fra en by, hvor der skal tages særlige hensyn til kaserner eller flådestationer. Det bliver en fordel, for han kommer til at stå for de gennemgribende besparelser på to milliarder kroner, der venter Forsvaret,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Netop relationerne til en af de store institutioner i Forsvaret, Flådestation Korsør, kan have været et problem for en af favoritterne, den socialdemokratiske forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen, der er valgt i Korsør-kredsen.
I august endte Dyrby Paulsen i et større slagsmål med Forvarets Materieltjeneste over en sag om potentielt manglende udlicitering af opgaven med motorvedligehold på flådestationen. Det har i hvert fald ikke hjulpet ham, mener Peter Viggo Jakobsen.
Han peger dog på andre årsager til, at John Dyrby Paulsen ikke fik posten trods års stabil og indsigtsfuld indsats på forsvarsområdet for Socialdemokraterne.
»Jeg tror, valget af Hækkerup handler mere om den interne position i partiet end om viden på forsvarsområdet. Det er resultatet af studehandler og magtkampe, og sikkert en vurdering af, hvem der har det største politiske talent frem for faglig indsigt,« lyder vurderingen fra Peter Viggo Jakobsen.
Ud over at skulle spare to milliarder kroner får Nick Hækkerup ansvaret for det, der kan blive den største militære anskaffelse i nyere tid. Beslutningen om, hvilket kampfly der skal erstatte F-16, venter lige om hjørnet, men S og SF har allerede lagt op til reduktioner af antallet.
Ifølge dokumenter fra styregruppen bag Joint Strike Fighter forventede Forsvarsministeriet så sendt som i november 2010 at skulle købe 30 F-35, hvis valget ender på F-35.
Det interessante bliver dog, hvordan Nick Hækkerup, der blandt andet har flere penge til velfærd blandt sine personlige mærkesager, vil stille sig, når beslutningen nærmer sig.
»Der er bred politisk enighed om, at der skal købes nye kampfly. Det tror jeg ikke, der bliver pillet ved, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis der blive tale om endnu færre kampfly i sidste ende,« siger Peter Viggo Jakobsen.






