Matematisk præcision er den af alle faktorer, der virkelig gør forskningsresultater troværdige. Intet overbeviser bedre en godtroende journalist på et teknisk magasin - end tal, ligninger og kurver, der står trykt i et offentliggjort paper i et forskningstidsskrift. Hvis forskning først er kommet så langt, så MÅ det jo passe. Ellers er der ingenting, man kan regne med.

Og præcis denne psykologiske medie-naturlov blev sønderskudt 29. september, da årets Ignobel-priser blev uddelt. Årets matematikpris blev nemlig givet til en perlerække af internationale matematikere, som alle har bevist, at Jorden går under på et bestemt tidspunkt.

Dorothy Martin fra USA mente, det skulle ske i 1954. Landsmanden Pat Robertson regnede det ud på en anden måde og fik året 1982. Elisabeth Clare Prophet (også USA) korrigerede beregningen og fandt, at det ville ske i 1990. Men ifølge Lee Jang Rim fra Korea var det absolut forkert, for det rigtige år måtte være 1992. Formentlig hovedrystende fik matematikeren Credonia Mwerinde fra Uganda et nyt facit, 1999. Og endnu en amerikaner gjorde sig klar til at drage sit sidste jordiske suk den 6. september 1994. Han blev dog senere klar over, at resultatet måtte være forkert, og nu foreligger hans endelige resultat - 21. oktober 2011. Der er ikke så længe til, så det er nu, læserne skal overveje, om de forfaldne regninger og restskatten skal betales.

Ignobel-priserne, som ikke må forveksles med året Nobelpriser, uddeles altid til forskning, som først får os til at grine, og derpå får os til at tænke. Og den ovennævnte matematikpris blev givet for at få verdens befolkninger til at være en lille smule skeptisk over for matematiske forudsætninger og beregninger.

Taktiske møder bør omfatte te eller kaffe
Helt anderledes troværdig er Ignobel-prisen i medicin. Den er givet til et internationalt hold af forskere, som har afprøvet en teori om, at den menneskelige beslutningsproces måske bliver dårligere, hvis man skal tisse.

Det viser sig, at nogle typer hjernearbejde bliver klart ringere udført med en bristefyldt blære. Men andre hjernefunktioner bliver faktisk bedre, eksempel den, der hedder impulskontrol eller selvdisciplin. Og det er jo et resultat, der har aktuel relevans.

De politiske processer, der for eksempel fører frem til en ny regeringsdannelse, foregår typisk på meget langvarige møder på hotelværelser. En taktisk finte, hvis forhandlingerne er ved at køre fast, kunne være at servere en øl eller en kop te, som fremmer urinproduktionen.

Kunsten at prioritere sin tid
Der uddeles ialt 10 Ignobel-priser, altid kort før de "rigtige" Nobel-priser uddeles, altså dem, man kun skal tro på uden at tænke over dem.

Som eksempel på dem, man skal tænke over, kan nævnes Ignobel-litteratur-prisen, som gik til John Perry fra Stanford University. Han har udtænkt Teori om Strukturerede Overspringshandlinger (Theory of Struktured Procrastination). Den går i korthed ud på, at hvis man virkelig vil nå nogen vegne her i livet, så skal man altid foretage sig noget vigtigt - som undskyldning for at undlade at tage sig af ting, der er endnu vigtigere.

Ignobelpriser gives dog ikke altid til forskningsresultater. Somme tider gives de for prisværdige handlinger - ligesom Nobels fredspris. I år gik Ignobel-fredsprisen til borgmester Arturas Zuokas fra hovedstaden Vilnius i Litauen. Han har nemlig demonstreret for alverden, hvordan man tackler et næsten uløseligt parkeringsproblem - nemlig de riges biler, som bliver smidt allevegne uden hensyn til de latterligt små parkeringsafgifter.

Han går konsekvent til værks, som det kan ses i nedenstående video. Og derpå belærer han høfligt parkeringssynderne om, at "sådan går det, når du ikke respekterer parkeringsskiltene". Til sidst griber han selv en kost og fejer pænt op efter sig. Prisværdigt, mente Ignobel-kommiteen.