Benno Levison spørger:

»I Henrik Svensmarks bog 'Klima og Kosmos' nævnes, at Solen passerer rundt gennem galaksens spiralarme over en periode på ca 230 mio. år. Skal man forstå det sådan, at spiralarmene er eet system, og der så er nogle mere frie stjerner, der følger andre systemer? Er vores solsystem således et specielt tilfælde?«


Martin Andreas Bødker Enghoff, forsker i kosmoklimatologi på DTU Space, svarer:

»Vores galakse, Mælkevejen, består af milliarder af stjerner. De bevæger sig alle sammen rundt om galaksens centrum, som er et supermassivt sort hul. Så stjernerne i vores galakse danner en slags tynd skive, der er omkring 100.000 lysår i diameter og ca. 1.000 lysår tyk – et lysår er omtrent ti tusind milliarder kilometer.

Det tager ca. 230 millioner år at nå hele vejen rundt, så det er lidt af en tur. Men der sker noget sjovt undervejs på turen. Ligesom der kan være køer på vejen, når man er ude i sin bil, så opstår der en slags køer rundt omkring galaksen, hvor stjernerne klumper sig sammen. Jo tættere sammen de er, des mere tiltrækker de nemlig hinanden, ligesom Jorden tiltrækker Månen, os mennesker og alt andet i nærheden af planeten. Og det er de køer, som bliver til galaksens spiralarme.

Figuren viser, hvordan forskerne, baseret på observationer fra rummet, mener, at Mælkevejen ser ud, hvis man kigger på den oppefra. Det er ikke helt sikkert, at det er præcis sådan, det ser ud, for det er svært at kunne se, hvordan noget er, når man er midt inde i det. Men der er altså nogle spiralarme – formentlig to store, to små og så nogle mindre strukturer. Og selvom de er der hele tiden, så er det altså ikke de samme stjerner, der udgør spiralarmene, ligesom det ikke er de samme biler på motorvejen, der udgør den kø, som er der i flere timer. Der er hele tiden nye stjerner, der kommer ind på den ene side, og stjerner, der fortsætter ud på den anden. Spiralarmene er iøvrigt også der, hvor nye stjerner dannes, når store gasskyer kollapser, så gastætheden bliver så stor, at stjerner kan tændes.

Så Solen bevæger sig altså rundt om galaksens centrum ligesom alle de andre stjerner. Og den tager alle sine planeter med. På den måde rejser vores solsystem, som et lille rumskib, rundt og rundt i galaksen. Nogle gange kommer vi ind i en spiralarm, og andre gange er vi imellem spiralarmene – det ser ud til, at der går ca. 140 millioner år imellem, at vi rammer en spiralarm. Grunden til, at det ikke helt går op med de 230 millioner år, det tager at komme hele vejen rundt, er, at de andre stjerner også flytter sig. Når vi har taget en rundtur, så har spiralarmsstrukturerne også bevæget sig et stykke. Desuden er det meget svært at finde ud af, præcis hvor hurtigt det går, så der er stor usikkerhed på tallene.

Lige nu er vi på vej ud af en spiralarmsrest, dog tager det så lang tid, at det ikke kommer til at ske, mens vi eller de næste mange generationer lever. Men det er sjovt at tænke på, hvordan vi suser rundt mellem alle de andre stjerner.«

Martin Andreas Bødker Enghoff arbejder med kosmoklimatologi, som går ud på at finde ud af, hvordan og hvor meget rummet påvirker Jordens klima. Hans hovedopgave er at lave eksperimenter, der undersøger, hvordan kosmiske stråler fra rummet kan påvirke skydannelse.