Danmark er stort set ukendt land for professor Joshua Brickman, Edinburgh University. Når den anerkendte amerikanske stamcelleforsker alligevel har valgt at flytte hertil efter ti år i Skotland, er der i virkeligheden kun én god grund: DanStem, stamcellecentret ved Københavns Universitet, der har tilbudt ham jobbet som forskningsleder.

»Helt ærligt ved jeg stort set ingenting om Danmark. Min kone ved meget mere. Jeg har set byen, og folk virker flinke, men det er alt. Hovedårsagen er forskningen og at lederen af DanStem, Henrik Semb, har samme holdning som mig til, hvordan tingene skal gribes an, og hvordan pengene skal bruges,« siger Joshua Brickman.

Det er to solide bevillinger på henholdsvis 64,8 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningsråd og 350 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden, der skaber de betingelser, som kan lokke en forsker i verdensklasse til Danmark. Pengene leverer det fundament, som er nødvendigt for at få succes, mener han.

»Gode basisbevillinger er essentielt, fordi et af problemerne i forskning normalt er, at der er stor utålmodighed efter at udnytte forskningen kommercielt, og det er problematisk, fordi forskning kræver tid,« siger Joshua Brickman.

Holdet fra Edinburgh flytter med
De mange penge betyder også, at der kan sættes et stærkt hold fra begyndelsen. Seks af forskerne fra Joshua Brickmans forskergruppe i Edinburgh har valgt at følge med ham til Danmark. Inden for kort tid er det meningen, at gruppen skal vokse til 15 personer. Joshua Brickman håber på og regner med, at det stærke hold, han allerede har sat, gør det nemt at lokke andre dygtige stamcelleforskere hertil. Og det er meget vigtigt, påpeger han.

»Jeg tog selv til Edinburgh for ti år siden, fordi det dengang var det bedste sted at arbejde med stamceller. Mange tror, at forskning er en ensom opgave, men de fleste forskere trives i et miljø med andre. Det er sjovest, hvis man har nogen at dele sin begejstring med. Da jeg kom til Skotland, blev jeg dygtigere og fik et nyt perspektiv. Nu tager jeg så til København, hvor der er folk, jeg kan lide og kender i forvejen, og hvor der er en masse gode muligheder,« siger Joshua Brickman.

Dansk papirarbejde trækker fra
Men der er også minusser ved at flytte til Danmark, særligt det danske bureaukrati og papirarbejde kan være tungt at have med at gøre.

»Uddannelsessystemet virker meget ufleksibelt. Vi vil gerne tilbyde femårige ph.d.-stillinger, som kan konkurrere med de bedste internationalt, men det er meget besværligt, fordi det ikke passer med den danske definition af en ph.d.,« siger Joshua Brickman.

Derudover har han også opdaget, at ikke alle tager for givet, at det er et internationalt forskningscenter, når det ligger i Danmark.

»Vi fik ingen ansøgere efter vores første jobannonce, men i den næste skrev vi, at forskningen foregik på engelsk, og så kom ansøgningerne,« siger han og skynder sig at tilføje, at det internationale islæt ikke betyder, at der ikke bliver plads til danskere på centret.

»Det betyder bare, at vi leder efter de bedste i hele verden; det er meget vigtigt,« siger Joshua Brickman.

Officielt havde han første arbejdsdag torsdag i sidste uge, og i løbet af den kommende uge begynder de første kolleger fra Edinburgh University, to ph.d.-studerende og laboratoriechefen.

Det er dog først midt i december, at hans kone og otteårige datter flytter herover. De første måneder kommer Joshua Brickman til at pendle frem og tilbage mellem hjemmet i Skotland og den lille gæstelejlighed i Nyhavn, som Nationalbanken har stillet til rådighed.

»Vi er meget taknemmelige for gæstelejligheden, fordi det gør det meget lettere for os, at vi har en base, mens vi finder det rigtige sted at bo,« siger han.

Bekymret for det danske skolesystem
I torsdags var han ude at se på skole til sin datter. Han og hans kone har fravalgt en international skole og i stedet valgt at sætte deres datter i den jødiske skole i København, selv om de ikke jubler over det danske uddannelsessystem.

»Vi er lidt bekymrede for det danske skolesystem, fordi det bygger på en anden filosofi end det britiske. Her er ikke så meget disciplin, og vores datter er trænet i et andet system. I Storbritannien begynder man også tidligere i skolen, så vi er spændt på, hvordan det går,« siger Joshua Brickman.

Han glæder sig dog over, at familien er blevet rigtig godt modtaget på skolen, som har lovet at hjælpe med at skaffe ekstra engelskundervisning til datteren.

Når familien har valgt en international skole fra, hænger det sammen med, at det ud fra en forskningsmæssig synsvinkel ikke giver mening at blive i Danmark i mindre end seks-syv år, og at opholdet sandsynligvis bliver permanent.

»Vi ønsker, at vores datter lærer sproget, så hun kan lege med danske børn, når hun skal være her så længe,« siger han.

Forlader stort socialt netværk
For hans eget vedkommende står danskundervisning langt nede på prioriteringslisten, men hans kone, der er født i Skotland, er allerede gået i gang med at lære dansk. Hun er også den af de to, der kender Danmark bedst – og måske afgørende for det endelig ja til at flytte hertil.

»Jeg er tidligere blevet tilbudt stillinger andre steder i verden, men det mest begejstrede respons, jeg nogensinde har fået af min kone, var, da jeg foreslog, at vi flyttede til Danmark. Hun er meget positiv og mener, at der er mange ligheder mellem dansk og britisk kultur, men at de er sløret af forskelligt sprog. Mens de store forskelle på amerikansk og britisk kultur på den anden side bliver sløret af, at sproget er det samme,« siger Joshua Brickman.

Hans egen personlige bekymring går da også på, at den udadvendte og sociale kultur, der er naturlig for ham som amerikaner, kan få det lidt svært i den mere lukkede danske kultur.

»Vi efterlader et stort socialt netværk i Edinburgh, og mit indtryk er, at folk i København er mere lukkede og har nok i sig selv. Så min største personlige bekymring handler om det sociale,« siger den nyudnævnte forskningsleder på DanStem.