De erfarne, friske unge og deres løbetider

Af Rolf Ask Clausen,  mandag 26. sep 2011 kl. 14:20

Second career er et emne, der kommer op ved mange frokostsnakke for tiden.

Den fundamentale iagttagelse er, at mange mennesker i 40-50 års-alderen har haft mange år på arbejdsmarkedet, men på ingen måde er slidt op fysisk, har deres nysgerrighed i behold og nu også har en hel del opsparet erfaring.

Efterlønsdebatten er et af stederne. For hvori består det rimelige i at fysisk og mentalt arbejdsdygtige mennesker dropper ud af den produktive fase af livet for at gå på en eller anden form for forsørgelse i måske 30 år?

Amerikanske bekendte udtrykker sig klarest. De beskriver, hvordan mange i denne aldersgruppe lige tager et år fri fra arbejde og studerer et eller andet og måske skifter branche. Måske har man været forsikringsagent og nu skifter man efter moden overvejelse til at være kurator for et museum - efter et år på universitetet, hvor man har opgraderet sin hobbyviden om kunsthistorie.

En rød tråd i disse diskussioner er, at det er evnen til at holde sig mentalt fleksibel, der er den afgørende faktor. En mellemleder i et globalt computerfirma udtrykte ved en sådan frokost den holdning, at hver anden post-50 årige efter hans opfattelse var åben og nysgerrig og har den for ham ønskværdige fleksibilitet. Om man er eller ej må være noget, man afgør med sig selv.

Men når fænomenet tager fart, og det kan det næppe lade være med, så vil begreber som "det grå guld" og "midtvejskrise" ændre betydningsindhold.

Nå men...

Ude af dén tangent blev jeg nysgerrig på, hvor længe folk, der motionerer, kan opretholde en anstændig form. Eremitageløbet kan levere nogle interessante data.



Selv når man tager skævheder i data i betragtning (kun trænede folk deltager og aldersfordelingen er langt fra jævn), kan man ikke undgå at bemærke, at for denne gruppe af mennesker, holdes der anstændige løbetider for løbets 13,3 km helt op til 70-årsalderen.

Man må nok formode at løberne generelt holder sig skarpe. Så data viser vel i bund og grund, hvordan fremtiden ser ud, når flere af os holder os i form og spiser sundt hele livet igennem.

Konsekvenserne må være mange. For efteruddannelse. For livsstil. For den offentlige økonomi. Og for behovet for teknologi hos en aldrende, men aldeles overfrisk befolkning.

Den diskussion må vi have hul på. Start her!



26. sep 2011 kl 19:43

Ulf Larsen

Lige meget hvor skarp man er...

...så skal man først på kursus og lære at være under 35.


26. sep 2011 kl 19:54

Bjarke Mønnike

Re: Lige meget hvor skarp man er...

Du glemte Ulf :o)

" For at få et velbetalt job"


26. sep 2011 kl 21:23

Jan Nyboe

Re: Lige meget hvor skarp man er...

Det behøver såmænd ikke at være velbetalt. Blot det er betalt, er nok for mit vedkommende.
Blot det, at kunne få en potentiel arbejdsgiver til at nøjes med at se på kvalifikationerne og glemme dåbsattesten, er en udfordring i sig selv.
Jeg har oplevet 50-års-syndromet en del gange efterhånden. Det bliver lidt træls i længden.
Fik en gang spørgsmålet "er du frisk nok til at arbejde videre i din alder", af en virksomhedsejer der var væsentligt ældre end mig selv. Kunne ikke lade være med at spørge hvordan han selv følte det. Fik ikke jobbet.
Mvh.
Jan


27. sep 2011 kl 09:10

avatar

Rolf Ask Clausen

Skarphed og løbetider

1) Den ovennævnte mellemleder, som ansætter mange, kørte benhårdt på "attitude". For ham var ansøgers attitude helt klart et afgørende argument.

Når han opdelte de friske-erfarne i segmenter ud fra sine erfaringer, så var det fleksibilitet i anskuelse, energiniveau, åbenhed og mangel på suk og støn, der var kriterierne. Hver anden kan, "and it is a personal issue that you have to decide on," sagde han.

Kun få vil formentlig frivilligt indrømme at de er blevet "gamle og sure" eller at de mangler opfriskning af kompetencer.

Hvad siger de ærede læsere, er det her, skoen trykker i "50 års-syndromet" ?

2) Eremitagetiderne ser ud til at vise, at mænd topper før kvinder. Nogen kommentarer?


28. sep 2011 kl 10:44

avatar

Rolf Ask Clausen


28. sep 2011 kl 13:45

Rasmus Møller

Re: Skarphed og løbetider

Ad. 2: Unge mænd er i gns. mere ambitiøse/presser sig selv mere end unge kvinder? - i hvert fald for et folkeligt løb som Eremitageløbet...


01. okt 2011 kl 13:58

Eremitageløb mv.

Jeg er en 65-årig kvinde, som i år skal løbe mit 17. Eremitageløb (i træk). Kun én gang, nemlig det år jeg var 50 år, fik jeg 'nåletid', men jeg er hele tiden tæt på. I 2010 løb jeg på 1 time 23 minutter og 10 sekunder. Jeg løber både på min gode fysiske form og min viljestyrke. Glad for at kunne og har været heldig helt at undgå løbeskader i de ca. 35 år, hvor løbesko har været en fast bestanddel af min garderobe. Imidlertid finder jeg, at den anførte Eremitageløb-nåletidsstatistik er alt for minimal til at kunne anvendes bredt. Statistikken omhandler en fjerdedel af løberne, vel ca. 4.500 personer (som ikke alle er danskere). I min nære omgangskreds og familie kender jeg ingen andre kvinder på min alder, der løber Eremitageløb. Nogle ganske få i periferien, men sjældent så konstant som mig selv.
Den ihærdighed jeg lægger for dagen i mit Eremitageløb, har jeg også lagt for dagen i mit arbejdsliv. Skiftede frivilligt job som 55-årig og gennemførte derefter også frivilligt i to semestre en videreuddannelse. Mon der var en sammenhæng mellem min livsstil som eremitageløber, og at jeg stadig var attraktiv på arbejdsmarkedet?
Nu er min mand og jeg begge pensionister, og vi er lidt trætte af at skulle betragtes som værende på forsørgelse. Vi har begge haft fuldtidsjob siden eksamensbordet, alt imens vi har fået tre børn (14 ugers barselsorlov til mor pr. barn). I kraft af begges mangeårige tilstedeværelse på arbejdsmarkedet har vi pæne pensionsopsparinger. Dem betalte vi ikke skat af, da vi tjente pengene i sin tid. Til gengæld var der flere år, hvor vi i det daglige manglede et større rådighedsbeløb i familieøkonomien. Nu betaler vi så skat af vores opsparinger, vi betaler skat af vores folkepension, og vi betaler 25 % moms af vores forbrug plus nu også en fedtafgift. Som husejer betaler vi ejendomsskat og ejendomsværdiskat. Vi betaler statsafgift på forbrug af varme, el og vand. Som bilejer bidrager vi også med pæne statsafgifter, selvom vi nu ikke kører mere end ca. 15.000 km/år. Som store kulturforbrugere bidrager vi til samfundet med at holde gang i Det Kongelige Teater (abonnenter i 36 år), danske folkehøjskoler, museer og andre kulturinstitutioner.
Vækker det misundelse, at vi efter at have knoklet hårdt i mange år og sat tre børn godt i gang (heraf 2 kvindelige civilingeniører), nu tillader os at nyde tilværelsen og glæde os over et hidtil godt helbred? Det er jo ikke til at vide, hvor længe det varer. Skal vi virkelig have dårlig samvittighed?


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.