Rapport: Strategiskifte kan spare DSB for milliarder
Politiken: Hvis DSB indfører pendulfart fra København til Aarhus og Sønderborg, kan virksomheden spare rigtig mange penge, lyder konklusionen i en uafhængig rapport.
DSB's administrerende direktør, Christian Roslev, holder kortene tæt til kroppen. Han vil ikke afsløre, om DSB overvejer at strategiskifte, som kan føre til store besparelser. (Foto: Kenneth Ploug & Susanne Horsmark)
Læs også
Læs mere om
Der er store besparelser at hente, hvis DSB omlægger strategien og fremover satser på tog i pendulfart efter forbillede fra lavprisflyselskaber.
Der skal være intensiv togdrift med få stationer på to hovedlinjer, der begge tager udgangspunkt i København og ender i Aarhus og Sønderborg. Skal passagererne andre steder hen, må de skifte til sekundære toglinjer. Det vil kunne optimere brugen af det personale, som er ombord på togene.
Det fremgår af en uafhængig rapport fra konsulentfirmaet Quartz+co, skriver Politiken.
Ifølge rapporten kan DSB opnå en besparelse på op til 1,3 milliarder kroner om året ved at udnytte lokoførernes arbejdstid mere effektivt, skære en tredjedel af de administrative stillinger væk, skille sig af med bygninger og gennemgå sine indkøb af blandt andet konsulentydelser, slår rapporten fast.
Bør undersøges nærmere
Alex Landex, der er trafikforsker på DTU’s Institut for Transport, synes umiddelbart, at ideen om at etablere to centrale linjer og kombinere dem med en række decentrale linjer er interessant.
»Det er en mulighed, der skal undersøges nærmere. På den ene side vil hovedstrækningen over Fyn til København blive styrket, så den bliver mere attraktiv for kunderne. Det kunne give flere passagerer, men på den anden side vil det også betyde flere skift for kunder, der skal længere end hovedstrækningen,« siger han.
To ud af tre kunder, der rejser gennem landsdelene, benytter sig af strækningen mellem København og Aarhus. Alligevel er Per Homann Jespersen, trafikforsker fra Roskilde Universitet, skeptisk over for forslaget.
»Det går stik mod tendensen de seneste mange år i Danmark og i Europa at gøre tog til ’rå transport’, hvor det blot gælder om at komme fra sted til sted. Jernbaneselskaberne har slået på, at man kan arbejde undervejs, gå på nettet, slappe af i stillekupeen eller få lidt at spise. Det harmonerer ikke med at skulle skifte tog undervejs,« vurderer han.
Kunder vil opleve forringelser
Alex Landex er enig i, at et eventuelt strategiskifte vil betyde, at de kunder, der skal skifte tog undervejs, vil opleve det som en forringelse af produktet.
DSB selv har ingen kommentarer til, hvorvidt det kunne være interessant at arbejde videre med tanken om at strategiskifte.
»En række forslag i rapporten indebærer strategiske til- og fravalg. Det videre arbejde med at rette op på økonomien i DSB vil ske i tæt dialog og samarbejde med de relevante parter. DSB har undervejs givet input til Quartz+co. Derfor er mange af forslagene i rapporten ikke fremmede for DSB,« siger administrerende direktør Christian Roslev.
Læs hele artiklen i Politiken her.






