blogs kategori-billede

Skiffergas - Tv og virkelighed

Af Troels Halken,  søndag 25. sep 2011 kl. 12:17

Skiffergas er blevet spået et stort potentiale, men hver eneste gang det nævnes, nævnes der også brændende vandhaner. Det til trods for at miljøstyrelsen og alle andre siger at udvindingen af skiffergas ikke udgør en større trussel mod miljøet end konventionel gasudvinding.

Påstanden om farligheden ved udvinding af skiffergas stammer fra dokumentarfilmen Gasland. Den centrale påstand i filmen, er at efter at man har begyndt at udvinde skiffergas ved hjælp af hydrofracturing, så er grundvandet blevet forurenet med metangas, i en grad så man kan tænde ild til vandhanen.

Josh Fox har imidlertid ikke fortalt hele historien. I 1976 foretog Colorado Division of Water en undersøgelse, hvor de konkluderede at der var problemer med metangas i grundvandet i området. 1976 er lang tid inden at man begyndte på at udvinde skiffergas.

I et videoklip erkender han at han var bekendt med den rapport, men afviste den som værende uden relevans for filmen. Han beretter ligeledes at noget lignende var rapporteret så tidligt som i 1936. Igen noget som han mener ikke er relevant for seerne af hans film.

Ingeniøren skriver i en artikel: "Direktør Peter Helmer Steen i Nordsøfonden, den danske stats olieudvindingsselskab, siger i en tidligere artikel i Ingeniøren, at der ikke er nogen risiko forbundet med udvinding af olie og gas fra skifer, når blot de stramme, europæiske retningslinier overholdes."

"Der er imidlertid ikke grund til at bekymre sig om i Danmark, mener reservoirgeolog Niels Schovsbo fra GEUS.

Han deltager i en stor europæisk kortlægning af de mulige gasudvindingssteder i Europas underjordiske skiferlag:

»Der er da ingen tvivl om, at udvinding af skifergas er en teknologi, der kan give miljøproblemer ligesom al anden olieudvinding. Men der er jo ikke nogen, der siger, at den gør det. Det er ikke en mere forurenende teknologi end så mange andre. Men der kan altid ske uheld. Myndighederne må stille de nødvendige krav, og vi har jo en meget stram miljølov i Danmark,« siger han og påpeger, at der endnu ikke er gang i borearbejdet i herhjemme."

Så de danske myndigheder mener ikke at der er grund til bekymring, noget som bør mane til eftertanke.

En anden artikel siger at risikoen for metangas i drikkevandet stiger 17 gange for landmænd som bor mindre end en kilometer fra en boring. De har ikke kunne finde spor af kemikalierne som bruges til hydrofracturing i drikkevandet. Det er dog under amerikanske forhold og lovgivning, som under Bush blev væsentligt skåret ned.

Hvorfor er skiffergas så interessant? Fordi det er billigt og i vores egen baghave. Prisen på gas har historisk fulgt olieprisen, men i USA er gasprisen blevet afkoblet fra olieprisen pga. skiffergas og USA er gået fra at importere gas til at være selvforsynende. Prisen er næsten halveret.

Kort sagt, så tilbyder skiffergas altså at man undgår at være afhængig af f.eks. import af russisk gas eller den høje oliepris. Det handler om billig energi. Noget som er grundlæggende for økonomien. Med den nuværende økonomiske krise, så er behovet bare endnu større. At vi samtidig kan være med til at lave teknologieksport, hvis vi er tidligt ude, er bare en ekstra fordel.

Vh Troels



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.