Jeg står og borer bolte i gavlen til MVAB; vores nye lodrette samlehal. Gavlen ligger solidt på gulvet i HAB. Endelig kan vi nu med brug af vores nye alu stillads få taget og enderne på den mobile hal.

Der er nærmest ingen grænser for, hvor lykkelig jeg er for vores rullestillads. Det er simpelthen en gevinst af rang.

Nogen råber...

Ind ad porten løber Morten, én af ubådsmændene fra Nautilus, mens han råber: "Kom og hjælp NU - MVAB er løbet løbsk"

En mobilhal på hjul skal fortøjres, jo; men vi har altså arbejdet på den denne stille aften. Med ét er det blæst op, og en regnbyge er kommet helt bag på os. Det har sat den nye hal i bevægelse !

Ude på siden af HAB er MVAB kørt afsted og er med stor kraft kollideret med Nautilus' 40 ton tunge skrog.

Nautilus sejrede - MVAB tabte.

Den står nu halvt bøjet sammen; vind og skæv i så mange dimensioner, at jeg ikke kan overskue det i midt i mørket og regnen.

Mens de andre prøver at få klarhed over skaderne, forlanger jeg en hurtigt virkende kur mod alt dette kaos af bøjet jern.

Øv ! - Nu, hvor vi endelig kunne få den færdig.

–-

Nu er det et par dage siden. Man skal aldrig give op, og et af mine slagord er, at det må tage samme tid at reparere noget, som det tager at lave skaden. Jeg ved ikke lige, hvor jeg har den logik fra; men insisterer man nok, kommer det nogen gange til at passe.

Flemming Rasmussen har advaret om den store vindflade kombineret med hjul, som vi har bygget; men jeg har ikke villet lytte. Vi har ellers tøjret den til betonklodser; - men netop i aften kastede vi altså los - og så BANG kom dette vejrfænomen.

I aften angreb samme Flemming og en anden Nautilus mand ved navn Per, så MVAB med taljer og stroppe og fik vredet den hårdt prøvede struktur tilbage i form. Det lykkedes overraskende godt, og den kan helt sikket komme til at opfylde sit formål som støbehal for polyuretan og high bay. Det var dejligt.

Den store kranbjælke i loftet har fået et vred; men det er uden for den zone, hvor den er belastet ved løft, og vi laver selvsagt en test med ekstra last. Men ellers ser den næsten fin ud igen.

At se MVAB i vinkel igen var som at få varm, smeltet Nutella gennem hjerteklapperne. Den bliver færdig nu, gavlene kom i aften. Polyuretan og malearbejde kan komme ud af HAB.

Ude i testområdet 100 meter fra HAB har andre fra crewet fået de sidste ankre i den store prøvestand. Dens ståldragere tårner sig op, og de 23 boltankre, der holder den, går 30 - 40 cm ned i den 25 ton tunge betonplade, den står på. 60 ton blokke kommer med lidt held ovenpå i ugen, der kommer. I kontoret arbejder Christian Ravn og Steen Andersen koncentreret med en lille lastcelle, som skal måle styrekræfter på den nye raket. På skrivebordet funkler fire fine stråleror, klar til montage i bagsmækken på, hvad der garanteret er Danmarks første aktivt styrede raket.

Vi har tre i high-tech materialet carbon-carbon, og én i det traditionelle materiale grafit. De er drønflotte. Jeg plejer ikke at være til CNC; men disse hypernøjagtige, komplekse emner, må jeg nok sige, er smukke.

Fuld gang i HAB tre dage om ugen 8 - 12 mand høj. Vi har også rædselsfuldt travlt, for om kun lidt mere end en uge har vi test, og der er så meget, der skal være klar. Stumper af selve raketten fylder motorenden af HAB, men ingen ting er færdigt.

Det har været en sindssyg uge. Foredrag i Fredericia i onsdags, om aftenen igen i Tycho Brahe Planetarium. Igen samme sted i dag. Man er på, publikum er på, det er godt; - men det er også på en positivt måde hårdt. Så ud i HAB.

Tro det eller ej, hvor nogen stresser, så elsker jeg det. Jeg er ikke rigtigt i stand til at sætte mig ned og bare slappe af. - Jeg har det godt med det liv, og jeg har levet det længe. Sirid var forbi idag. Hun elsker Refshaleøen, og hun farer altid rundt på sin Puch Maxi eller cykel og skal ordne en masse. I morgen skal hun lave noget med en helikopter herude.

Kristian von B har været forbi. Vi har ganske enkelt beslutninger, som ikke kan tages, og som jeg ikke vil tage uden hans input. Jeg kan ikke sige andet om von B, end at stress da er noget, der heler, - men ikke nødvendigvis hurtigt. Man må og skal simpelthen respektere det som et faktum, selvom jeg ikke selv har prøvet det. Nu har jeg heller aldrig brækket et ben, men jeg kan sagtens forstå hvor ondt, det kan gøre, alligevel.

Når der er mange folk på arbejde i HAB, prøver jeg at komme rundt og få givet en hånd eller et råd, hvor jeg kan. Nogen skal bare have en opmuntring, andre skal lige vende et problem.
Men det rykker - ting sker.

Når der så er lidt stille i huset, kan jeg selv få drejet lidt på den lille drejebænk eller få støbt nogle spandfulde brændstof. Jeg plejer at sige, at et par timers praktisk værkstedsarbejde om dagen holder psykiateren fra døren.

Hvordan von B klarer den uden at svejse på sin kapsel, er en gåde for mig. Jeg ville give meget for at få lov til nænsomt at slibe hæftningerne ned og lukke samlingerne med de fineste TIG svejsninger. Lugen kunne blive så lækker - vinduer ligeså. Men det er ikke alle, der har de samme behov og de samme måder at holde den mentale ligevægt på.

Det er ikke et hårdt liv, det er bare hektisk. Der er sus i skørterne og nogen gange kræver det meget overblik - men jeg gør bare nøjagtigt dét, jeg er til for.

Peter Madsen