/energi

Politikere kræver midlertidigt stop for skifergas

Det bør ikke være muligt at efterforske og indvinde skifergas nogen steder i EU, før teknologien er undersøgt til bunds, mener politikere, som frygter forurenet drikkevand.

Af Erik Holm, Marc Prosser, fredag 23. sep 2011 kl. 14:47

En gruppe politikere i Europa-Parlamentet arbejder i disse uger på et moratorium, der skal stoppe efterforskning og indvinding af skifergas.

Gruppen, som blandt andre tæller danske Anna Rosbach, der er medlem af den politiske gruppe Europæiske Konservative og Reformister, mener ikke, at teknikken til at indvinde gassen – kaldet hydrofrakturering – er tilstrækkelig sikker. Indvinding kan tværtimod resultere i uoprettelige miljøskader.

»Vi vil hellere forebygge end helbrede. Så lad os for en gangs skyld få undersøgt, hvilke konsekvenser indvinding af skifergas har for dyr, mennesker og miljø, før vi for alvor går i gang,« siger Anna Rosbach.

Europa er delt i øst/vest i spørgsmålet om indvinding af skifergas. Mens Østeuropa ser skifergas som en vej til forsyningssikkerhed og frihed fra det, der mere og mere ligner russisk monopol på gasområdet, frygter politikerne i en række vesteuropæiske lande, at metoden kan forårsage skader på miljøet – herunder grundvandet.

»Jeg har med egne øjne set, hvordan indvindingen af oliesand kan have enorme konsekvenser for miljøet. Det er ikke helt det samme, men der er dog flere paralleller, herunder brugen af vand og kemikalier. Igen, det er blot for at være så sikre som muligt på, at teknologien er sikker nok,« siger Anna Rosbach.

Brændende drikkevand i USA
I et svar til erklæringen kalder en gruppe østeuropæiske politikere erklæringen 'forhastet' og skadelig for Europa. Gruppen mener, at den nuværende efterforskning af skifergas skal ses som en stor mulighed for at udvikle teknologier, der kan beskytte miljøet under indvinding af alternative gaskilder.

»I den nuværende økonomiske krise kan ukonventionelle gasressourcer være et meget positivt værktøj til at sikre energiforsyningen og sikre bæredygtig konkurrencekraft,« hedder det i svaret.

Både polakkerne, Nordsøfonden, Dong Energy og franske Total, som vi har talt med, siger, at teknologien i sig selv er sikker. Hvorfor tror du ikke på dem?

»Deres fokus er på at tjene penge, og regeringerne vil gerne være selvforsynende. Der er store interesser i det her. Jeg kan godt forstå, at polakkerne får julelys i øjnene, men der har været tilfælde i USA, hvor man har kunnet tænde ild til drikkevandet fra hanerne. Det er for langt ude, og den risiko vil vi gerne have forskernes ord for, er minimeret,« lyder det fra den danske parlamentariker.

Gruppen har samlet knap 100 underskrifter blandt de europæiske politikere. Hvis halvdelen af de 736 parlamentsmedlemmerne skriver under, kan Kommissionen i sidste ende blive tvunget til at udarbejde lovforslag på området. Det når hun dog ikke, men kampen fortsætter, fastholder Anna Rosbach.

»Skifergas bliver et af de store emner i EU i den kommende tid,« lyder det fra Anna Rosbach, der understreger, at hun gerne ser skifergas – hvis indvindingen kan ske sikkert nok.

»Vi skal finde pragmatiske løsninger på de energiudfordringer, Europa står over for. Også skifergas, hvis uafhængige forskere siger, at teknologien er god nok og gennemafprøvet. Men vi bør være så sikre som overhovedet muligt, så vi ikke ødelægger drikkevand, afgrøder og fødevarer.«



23. sep 2011 kl 18:52

Henrik Eismark

Sabotage

Ordet stammer fra franske arbejdere, som smed træssko (sabot) ind i de nye maskiner, som billigere kunne producere flere varer til manden på gulvet.

Der er altid partshavere som vil modsætte sig forandringer af status quo, der gavner dem selv.


24. sep 2011 kl 09:05

Vitar Enluns

Rettidig omhu

Det var på tide at der var nogen som sagde fra. Først nu er man i USA begyndt at spørge sig selv, hvilke kemikalier der rent faktisk bruges til udvinding af skifergas. Det er flere år efter man har begyndt at udvinde gas. Faktum er at det ikke blot er den gas der ofte kommer ud af vandhanen, og tilmed kan antændes, men også at hundredevis af "ukendte", hemmelige kemikalier finder vej til grundvandet, misfarver vandet, og gør folk syge. Og olieindustrien vil naturligvis ikke tage ansvar. Hvorfor skulle det være anderledes i europa?


24. sep 2011 kl 09:08

Vitar Enluns

Deklarationer på kemikalier.

Det bør simpelt hen være sådan at kemikalierne skal offentliggøres. Virksomhedshemmeligheder eller ej. intet andet. Det skal være åbent så vi ved hvad de propper i jorden, og naboer, mv. kan få tjekket om det udgør en risiko.


24. sep 2011 kl 21:42

avatar

Joakim Nygård


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk