Universiteter konkurrerer. De konkurrerer om ressourcer, de dygtigste forskere og mest lovende studerende i en international arena. Globaliseringens udfordringer stormer ind på de højere læreanstalter, hvorfra vi alle forventer nye erkendelser og kandidater, der skaber grundlaget for udviklingen af vores samfund.

Verdensomspændende ranglister måler og vejer universiteternes præstationer og anvendes som karriereguider for den forskerelite, som søger det ypperste, og til prestige- og markedsføringskrudt hos de allerbedste af universiteterne.

Således forsømmer danske universiteter ej heller lejligheden til at udsende pressemeddelelser om selv mere ydmyge rangeringer, når 'THE - QS World University Rankings' eller det konkurrerende 'Academic Ranking of World Universities' barsler med det årlige benchmark. Nok kan man ikke prale i sammenligning med USA, England, Schweiz, Japan og Canada, men lejlighedsvis i sammenligning med Sverige og Tyskland.

Kan man sejre i kampen om verdens bedste hjerner og få dem til at slå sig ned i netop sit miljø, kommer der dobbeltgevinst med endnu flere forskertalenter og adgang til penge. Så hvad skal man gøre?

Københavns Universitet, landets ældste og suverænt største, tror på sammenlægning af fakulteter til endnu større enheder som vejen til at finde eliteprofiler, eksterne forskningsmidler og samarbejdspartnere i det erhvervsliv, der ser ud til at skulle spille en stadig større rolle i prægningen af fremtidens vidensskabelse.

Rektor Ralf Hemmingsen rystede angiveligt sig selv, men i hvert fald alt og alle, da han i denne uge foreslog, at universitetet allerede fra det spæde forår skal fusionere det sundhedsvidenskabelige, farmaceutiske og måske det veterinære område i et nyt medicinsk fakultet med cirka 2.400 årsværk og samle de natur- og biovidenskabelige områder i et kæmpe natur- og fødevarevidenskabeligt fakultet med omkring 3.500 årsværk.

Betydelig polemik ser ud til at være brudt ud blandt de ansatte og de studerende omkring såvel hastværk som proces i planen, der er lanceret som en grovskitse. De interne detaljer vil vi undlade at behandle her og i stedet forholde os til det overordnede.

Det er helt nødvendigt, at danske læreanstalter forholder sig til en verden, hvor størrelse og tyngde har en betydning for at opbygge de stærkeste forskningsmiljøer. Skal Danmark også i fremtiden gøre sig håb om at kapre forskningsmidlerne i EU's store milliard-programmer, kræver det kritisk masse. Det er i længden vanskeligt, når et etableret EU-center langt overgår det stiftende institut i størrelse.

Glædeligt er det, hvis de to superfakulteter får alvor får ryddet op i administrationen, så vi reelt får skabt frodigere forskningsmiljøer med flere muligheder og større muskler. Og mens det sker, kan man pusle med spørgsmålet om den fremtidige relation mellem det store tekniske universitet, DTU, og de to nye københavner-fætre - tættere samarbejde eller konkurrence?

For samfundet bør diskutere en ny vision for universiteterne efter ti år med Sanders 'Fra forskning til faktura'. Hvordan skal de i fremtiden tjene samfundet?