/it

Japanere vilde med animerede popstjerner

To af Japans seneste popsensationer hedder Hatsune Miku og Eguchi Aimi. Mens Miku giver koncerter for fyldte stadioner og topper hitlisterne med sin musik, optræder Aimi i Playboy og primetime-tv. Ingen af dem er imidlertid mennesker.

Af Ryan Smith, lørdag 24. sep 2011 kl. 15:00

Med turkise rottehaler, der når til anklerne, og øjne, der er bredere end hendes arme, er der ingen, der kan være i tvivl om, at Hatsune Miku er en animeret figur. Ikke desto mindre optræder hun gerne live, og hendes koncerter er så godt som altid udsolgt. Miku har optrådt overalt i Japan, og hvis alt går efter planen, skal hun også give koncert i Los Angeles næste sommer.

Når Miku optræder, er det som animeret hologram på scenen, oftest iført en tætsiddende skolepigeuniform, selvsiddende strømper, høje hæle og en serie indstuderede danse- og syngebevægelser, der er programmeret på forhånd af hendes ejere i Crypton Future Media.

Mikus stemme er modelleret over en 'ægte' sangers og derefter kørt igennem den digitale manipulations velsignelser ved hjælp af Yamahas Vocaloid-software.

Miku lå nr. 1 på de japanske hitlister sidste år, hendes musik har været anvendt i tv-reklamer, og som det logiske modsvar på Mikus succes har Crypton Future Media udviklet software, som tillader den menige japaner at komponere sange til Miku, som hun så kan opføre for kunden derhjemme.

Andetsteds i Japan påstod pigebandet AKB48 for nylig, at de havde fået et nyt medlem ved navn Eguchi Aimi. Aimi blev introduceret for offentligheden som en genert 16-årig fra Tokyos forstæder, der ikke helt forstod at begå sig normalt blandt mennesker. Aimi vakte opsigt både med en fotoserie i det japanske magasin Weekly Playboy, og da hun blev brugt som promotionpige for slikfirmaet Ezaki Glico.

Entusiasmen voksede blandt AKB48-fans, indtil det til sidst kom frem, at Eguchi Aimi ikke var et levende menneske, men en digital komposit af næse, øjenbryn, hår og læber - en forening af træk fra seks eksisterende bandmedlemmer.

Tiderne skifter, og fænomenerne Miku og Aimi præsenterer potentielle udfordringer for en lang række faggrupper og brancher fra playboymodeller over sangere til sladderblade, der ikke længere vil kunne skrive om stjernernes seneste scoringer og/eller kokainskandaler.



25. sep 2011 kl 08:45

morten holgersen

Popstars og politikere

nærmer sig hinanden yderligere.
Mvh


25. sep 2011 kl 18:34

avatar

Peter Bøggild

Jeg stemmer ikke på nogen af dem her!

http://www.youtube.com/watch?v...ated

Det er en ret vild film. Jeg kunne godt tænke mig at høre noget mere om teknikken bagved. Jeg kan ikke regne ud hvordan det er er lavet.

Musikken derimod, er lavet af torturspecialister. Stakkels japanske unge.


28. sep 2011 kl 11:18

avatar

Thomas Nielsen

Re: Jeg stemmer ikke på nogen af dem her!

Det er en moderne variant af Pepper's Ghost, som sin alder til trods stadig imponerer. Det er samme teknik som Gorillaz har brugt. En transparent folie er spændt ud på scenen (formentlig mellem de 2 gittermaster man kan se) i en vinkel i forhold til publikum. Dernæst projicerer man animationen op på folien via en matskive, som jeg forøvrigt ikke kan se nogen steder i videon her, således at folien reflekterer billedet for publikum. Da man kan kigge gennem "lærredet" og se baggrunden bag, er effekten ret overbevisende. Danske ViZoo (http://www.vizoo.com/) har en dedikeret projekter, Cheoptix, som fungerer efter dette princip, hvor 4 "lærreder" er spændt op i pyramideform. I forbindelse med at vi skulle bruge en Cheoptix på en messe i Skotland og i sidste øjeblik skulle lave film til den fra Danmark (og ikke havde 2), lavede vi en selv, med en matteret glas-skabslåge fra Ikea som matskive, en rude fra en skifteramme som lærred og en ganske almindelige video-projektor :-). Fungerede fremragende.


29. sep 2011 kl 15:12

Bjørn Hansen

Stemmesoftware

Jeg vil lige rette artiklen og sige at Hatsune Miku er et Vocaloid Software, som så blev populært via den animerede popfigur.

Må jeg pointere at figurerne både har lavet sjove sange, men også mere seriøse og alvorlige.

De er hold op med at spille "Last night, Good night" live da det fik publikum til at gærde og blive for triste.

Dog kan det anbefales at lytte til den førnævnte sang, Love is war og world is mine. Men hjælper nok hvis man kan japansk, ellers er der også musikvideoer med undertekster.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.