The Blind Spot af William Byers er på flere måder en usædvanlig bog. Det er noget så overraskende som en professor i matematik, der argumenterer for, at paradokser og selvmodsigelser har en legitim plads i videnskaben. Det er med andre ord en sprængfarlig cocktail, vi her har at gøre med. Men på trods af emnets umiddelbare kompleksitet, er bogen både underholdende og letlæst. En af grundene skyldes sikkert, at Byers henter kraft til sine pointer fra vidt forskellige områder som antropologi, matematik, litteratur og filosofi. Ja, og mange flere. Byers er heller ikke bleg for at bringe Leonard Cohen frem for at kridte banen op på utraditionel vis. Det gør på mange måder bogen til en fornøjelig affære.

Ambitionsniveauet er højt i William Byers bog. Og efter at have læst bogen, må jeg sige, at dele af projektet virker stærkt overbevisende.

Hvad er det professoren vil overbevise os om – hvad er det, han vil fortælle?

Den gennemgående påstand i bogen er, at vores traditionelle måde at anskue videnskab på er forkert. Vi – det vil sige alle os lægmand, der i et eller andet omfang er afhængige af videnskabelige erkendelser – har misforstået, hvad videnskaben er. Vi har misforstået, hvad den kan, og hvad den bør kunne. Så er der ligesom lukket op for posen!

Hvor vi i sport og kærlighed hylder uforudsigelighed, forholder vi os ofte anderledes firkantet til videnskaben og dens udøvere. Her ønsker vi klare linjer og sikkerhed. Men videnskabens inderste væsen og egentlige afsæt bygger ikke på rationalitet og logiske ræsonnementer. Det bygger derimod på dynamik, hvor der skal være plads til forskerens kreativitet. En kreativitet der både kan være tvetydig, paradoksal og selvmodsigende.

Lyder det uldent, så hold ud lidt endnu. Forklaring følger.

Videnskab i den moderne verden
Videnskab opstår i forsøget på at tilvejebringe en følelse af sikkerhed. Som mennesker har vi psykologisk brug for en vis grad af sikkerhed og forudsigelighed. Troen på at vi kan eliminere usikkerhed og tvivl er opstået ud fra myten om, at vi i videnskab kan skille os af med den videnskabsmand, der bedriver videnskab og derved erkende virkeligheden, som den virkelig er. Videnskabsmanden er så at sige blot et tavst redskab i bestræbelsen på at afdække virkeligheden ved hjælp af videnskabelige metoder. Men præmissen er forkert! For videnskabsmanden, det udforskende subjekt, kan ikke stryges fra ligningen.

Vi må heller ikke glemme, at videnskaben, præsenteret som et ideologifrit redskab til at befri os fra ideologi i sig selv, er en ideologisk anskuelse af virkeligheden. En ideologi der potentielt er farlig, fordi den prætenderer at have elimineret usikkerheden fuldstændigt. Sikkerhed er nemlig hverken et absolut eller fuldstændig objektivt fænomen.

Troen på sikkerhed – en sikkerhed som videnskaben fejlagtigt er sat i verden for at tilvejebringe – bygger på illusionen om, at fornuften og rationalitet i princippet er ubegrænset. Men der kommer ikke et øjeblik, hvor vi til sidst har gennemskuet det hele om alt.

Jagten på sikkerhed
Jagten på sikkerhed kan nogle gange have katastrofale følger. Finanskrisen er et godt eksempel. I finanssektoren opererer man med matematiske modeller for at minimere risici. Det overordnede problem er, at disse modeller er konstruerede, så de slet ikke ser den egentlige fare før begivenhederne er indtruffet – før det er for sent. Modellerne er ikke designet til at være på forkant med situationen.

Det er ikke mærkeligt, at vi har dette naive forhold til videnskaben. Sikkerhed og tryghed er udtalte parametre i vores samfund. Ofte stoler vi blindt på, at vi kan risikostyre os udenom problemer. Ironisk egentlig fordi risikostyring jo bygger på antagelsen om, at verden ikke er determineret og dermed kan forudsiges fuldstændigt.

Denne trang til sikkerhed og orden kan formentlig indplaceres i den større fortælling om Guds bortgang, og vores higen efter ny tryghed. Og det er den rolle, vi vil have, at videnskaben skal udfylde. Den skal give os en forklaring på kosmos. Den skal give os et svar på vores placering og rolle. Det, vi ønsker, er, at videnskaben skal bidrage til “den store sammenhæng”, til enhed, til mening. Når noget går galt, undres vi, fordi alt jo tilsyneladende var tænkt igennem og planlagt “ned til mindste detalje”. Var der nogen, der sagde bankkrak, boligkrise, finanskrise, klimakrise? Hvad gik der egentlig galt?

Tvetydighed som grundvilkår
Kriser skyldes overvejende, at vi har naive og urealistiske forventninger til, hvad videnskaben kan tilbyde os. For i virkeligheden er videnskaben ikke entydig og absolut, men derimod tvetydig, siger Byers.

Og hvad betyder det så? Jo, som mennesker er det grundvilkår for os, at vi er en integreret del af den aktivitet det er at bedrive videnskab. At nå frem til nye erkendelse kræver, at der er bevidste subjekter til stede. Os. Der findes ikke er et meta-perspektiv, hvorfra de enkelte perspektiver kan anskues, perspektiveres og værdsættes. Nietzsches overmenneskelige perspektiv jenseits von gut und böse eksisterer med andre ord ikke.

Det har konsekvenser. Videnskabsmanden kan således ikke indtage en privilegeret objektiv position. Vi kan ikke stå udenfor og kigge ind. Et perspektiv er heller ikke bedre i betydningen ”mere værd” end et andet, blot kan nogle perspektiver vise sig at være mere anvendelige til et givent formål. Det er ren subjektiv pragmatik, der afgør sagen til fordel for den ene eller anden. Det hele må afgøres nede på jorden af manden i hvide kittel.

Kreativitet
Et bærende element bogen igennem er Byers insisterende tale om kreativitet som motor for videnskab. Kreativitet viser sig som en følelse, som vi kender fra udtryk som ”der gik et lys op for mig”. I den forbindelse er det interessant at notere sig, at måden vi taler om indsigt på – ja, faktisk også selve begrebet ”indsigt” – forbindes med lys. Det at se en problemstilling klart og tydeligt.

Koblingen mellem lys og indsigt er efterhånden en idé med en del år på bagen. Platons hulelignelse har således samme omdrejningspunkt, hvor fangen i hulen jo kun ser skyggerne, afbildningerne, og ikke de klare idéer – den i følge Platon – egentlige virkelighed ude i sollyset. Lyset som er kilden til ægte visdom.

På samme måde kan vi siges at famle i blinde med vores videnskabelige teorier, som vi mener, er en én-til-én beskrivelse af virkeligheden omkring os. I VIRKELIGEDEN er de blotte beskrivelser. Beskrivelser der principielt – fra fødslen, om man vil – er behæftet med usikkerhed og et menneskeligt, individbaseret iagttagerperspektiv. Et perspektiv der grundlæggende ikke kan være absolut, endeligt og objektivt.

Objektivitet og subjektivitet
Skellet mellem det subjektive og det objektive er vigtigt i forståelsen af, hvad videnskaben er, og hvad dens rolle er.

Som subjekter starter vores perception, vores sansning og oplevelse af omverden med os selv. Som unikke ”mig-er”. Vores oplevelse af verden starter nemlig nødvendigvis med selv. Den starter indefra. Det er i kraft af mit ”jeg”, at jeg overhovedet kan opleve verden. At jeg oplever den som ”Min verden”.

Nogle gange kan jeg vælge at se verden udefra. I den forbindelse ser jeg personen Jakob Rachmanski som en blandt mange (7 mia. andre). Fra et moralsk synspunkt er det typisk dette perspektiv, der anvendes. Det objektive, det bevidsthedsuafhængige, det upartiske. Jeg er fra dette perspektiv grundlæggende ikke vigtigere end andre.

Fra et eksistentielt og psykologisk forholder det sig selvfølgelig ganske anderledes. Her kan jeg ikke undgå at føle mere særlig end andre. Videnskabens tilgang er modsat den psykologiske. Her starter man udefra. Verden og beskrivelsen af den bringes ind i hver enkelt af os. I hver enkelt subjekt.

Der findes ikke en ”ud af kroppen”-agtig position, som vores observationer kan tage udgangspunkt i, hvor det hele roligt kan ses an, uafhængigt af den beskuende videnskabsmand. Der er ikke et bevidsthedsuafhængigt view from nowhere. Objektivitet er i denne sammenhæng kun én måde for bevidstheden, for subjektet, at arbejde på! Den orden og klarhed vi tror ligger derude, er ikke noget der ligger parat i verden. Det er noget, vi bringer ind i den. Subjektivt. Den ydre verden – det vi kalder den objektive virkelighed – er forbundet med den indre verden gennem vores sprog og vores begrebsliggørelse af den.

Byers bestræbelse er at bringe disse to perspektiver sammen. Den subjektive indefra-agtige oplevelse, hvor videnskabsmanden er i gang med sine undersøgelser, sammen med den objektivt iagttagende rolle, der traditionelt har karakteriseret den uvidende, der observerer fra sin lænestol.

Interaktion med det undersøgte – subjekt og objekt
At videnskabsfolk indenfor interagerer med det de undersøger, forekommer evident inden for samfunds- og humanvidenskaberne. Ligeledes er der ikke nogle oplagte grunde til at modsige påstanden om, at det samme gør sig gældende i naturvidenskaben.

Konsekvenserne synes dog på ingen måde at være sammenlignelige. I antropologisk feltarbejde bør det selvfølgelig overvejes og medtænkes i hvilket omfang man påvirker undersøgelsen ved sin blotte tilstedeværelse. Lige sådan i økonomiske undersøgelser, der kan påvirke forventninger og adfærd.

Jeg har dog svært ved at gennemskue, hvordan eksperimenter af naturvidenskabelig karakter er udsat for samme ”pres”. Spillereglerne behøver således ikke at blive lavet om, selvom den rene observatør (heller) ikke findes her. Det ændrer små 200 siders inspirerende læsning ikke på.

Som nævnt i indledningen, bruger Byers fantasifuldt indsigter fra mange områder herunder kunstens. Og jeg kan se, at jeg deler musiksmag med matematik-professoren. Leonard Cohen-citatet ”There is crack in everything. That’s how the light gets in” bliver brugt, for at imødegå det, der generelt har været ambitionen for videnskaben. Nemlig, at få en erkendelse af virkeligheden, som ikke indeholder nogle sprækker. Hele forklaringen.

Men her, ligesom enkelte andre steder, mener jeg, at Byers er lige hurtig nok på aftrækkeren. Han forveksler simpelthen niveauer. Lad mig forklare. Vi kan netop ikke sætte os udenfor virkeligheden og se, at der er sprækker. Vi kan ikke se ”hvor lyset trænger ind”. Derimod kan man godt, som Cohen antyder, i mindre afgrænsede undersøgelser – undersøgelser der sættes ind i en større forståelsesramme – argumentere for, at der er viden udefra, der kan bidrage til en dybere og mere kompleks erkendelse. Altså at der kan være huller i en given forståelse af et bestemt fænomen, og at lyset der trænger ind er med til at fuldstændiggøre det samlede billede.

Selvreference og videnskabens blinde punkter
Men der også andre problemer. Problemet omkring selvreference eksempelvis. Det er ren guf for folk med hang til gåder eller med interesse for forholdet mellem logik og semantik.

Byers hævder, at man ikke har forstået egentlige dybde og kompleksitet, hvis man tror, man har. Pointen er, at man så ikke har opfanget det tvetydigt paradoksale og logisk selvmodsigende. I følge Byers skal man ikke have ”forstået”, fordi forståelse jo netop er underlagt de logiske spilleregler, som Byers vil mistænkeliggøre som en del af det klassisk videnskabelige korpus. Det har selvfølgelig den paradoksale konsekvens, at ”man har forstået det”, hvis ”man ikke har forstået”. Og vice versa.

Men har Byers så selv forstået dybden? Og hvis han ikke har ”forstået” – for netop at have forstået dybden (!) – hvorfor så lytte til ham? Ja, hvorfor så overhovedet denne bog? Hvordan kan vi med andre ord være sikre på, at han har fat i den lange ende? For man behøver vel sikkerhed på dette så afgørende punkt, eller hvad? Jeg gør i hvert fald. Der er således noget grundlæggende paradoksalt ved Byers projekt i The Blind Spot, al den stund han forsøger at sætte ord og begreb på noget han allerede indledningsvis har tilkendegivet er noget ikke-sprogligt og før-logisk. Et Blind Spot.

Efter endt læsning, sidder man faktisk og klør sig lidt i håret. Dele af projektet virker nemlig stærkt overbevisende. Videnskaben er ikke sikker, den er ikke statisk. Videnskaben udføres af subjekter, der kan influere på det de undersøger. Det forhold gør videnskaben usikker. Men det gør den samtidig dynamisk.

Videnskaben, subjektet og samfundet
Byers’ bog kan dog have karakter af at sparke åbne døre ind. Det har nemlig længe været anerkendt i videnskabsfilosofien, at subjektet øver sin indvirkning på en lang række videnskabelige områder. Selv ikke den bedst udførte hjernescanning kan principielt indfange på en dækkende måde, hvad det vil sige at have en bestemt oplevelse. Den kan givetvis fortælle noget om, at man har en oplevelse, og hvor i hjernen oplevelsen kan lokaliseres. Det kan dog ikke give mere end et fingerpeg om, hvordan det føles. På dette område rammer Byers plet i sin kritik af en klassisk objektiverende forståelse af videnskab. Man har simpelthen glemt subjektet i sin objektiveringsiver.

Ser man bort fra den åbenlyse kendsgerning, at forskning finansieres med udgangspunkt i menneskelige beslutninger, forekommer det mig, at Byers tildeler det bevidste subjekt en for stor plads i det videnskabelige projekt. Særligt, hvis man isoleret ser på naturvidenskaben.

Det til trods, er The Blind Spot et væsentligt bidrag i forståelsen af videnskabens indbyggede begrænsninger. Et originalt sådant, fordi det er begået af en mand med fingrene nede i mulden.

I en tid hvor videnskab er Gud, hvor vi nærmest religiøst ukritisk vil videnskabeliggøre store dele af vores tilværelse, i bestræbelserne på at løse verdens problemer, er det godt at høre fra en fagmand, at forudsigelser, der præsenteres som viden af eksperter, er usikre. Det kan man faktisk ikke få nok af. Vores blinde tro på fuldkommen objektivitet, på rationalitet og på at videnskaben præcist kan forudsige menneskelig adfærd, er elementer der har haft en stærk indflydelse på den igangværende finanskrise. Derfor kan det være nok så værdifuldt at huske på, at vi kun i et vist omfang kan kontrollere vores omgivelser uden at medtænke individet. Vi kan ikke fjerne tilfældet – den menneskelige faktor – fra virkeligheden.

The Blind Spot: Science and the Crisis of Uncertainty, af William Byers,
224 sider, Princeton University Press, 2011. ISBN: 9780691146843

Anmeldelser:
Math-frolic!
zocalopublicsquare.org
seekingalpha.com