Vestens regeringer har over de sidste 40 år brugt milliarder af dollars på at genoprette tabte økosystemer, så de kommer til at ligne dét, vi intuitivt opfatter som deres oprindelige tilstand. Det gør vi, selvom biologer i årevis har påpeget, at billedet af det ‘oprindelige’ økosystem ofte er baseret på vilkårlige data, og at den natur, vi forestiller os, vi genopretter, således snarere er en slags kultur: En manifestation af menneskehedens billede af et givent økosystems fortid snarere end en tilbagevenden til noget som helst ‘naturligt’.

Denne kritik af ‘naturgenopretning’ får ny ammunition med videnskabsjournalisten Emma Marris’ nye bog ‘Rambunctious Garden: Saving Nature in a Post-Wild World’.

For det første, skriver Marris, så kan man slet ikke masterminde et økosystem og så kalde det naturligt. Som vi kan læse hos Darwin, så er den økologiske udvikling jo decentralt bestemt, og uanset, hvor gerne de ville, så kan en gruppe natureksperter på et universitet ikke eftergøre den ægte vare. Deres mål og planer vil nemlig altid bære præg af en vilje mod bestemte mål, og deres natur kan derfor aldrig blive naturlig.

Og for det andet så er der ikke noget ekvilibrium at vende tilbage til, for økosystemer forandrer sig over tid. Det er disse to argumenter, der tilsammen danner grundlag for, at vi nu skal smide tanken om det naturlige på lossepladsen.

Pillearbejde på Hawaii
Vi begynder på Hawaii, hvor regeringsbetalte biologer har kastet sig ud i et pillearbejde af drabelige dimensioner: Her kæmper man ihærdigt for at skaffe sig af med invasive arter som den asiatiske lillablomstrede bellis og en underskov af guavajordbær, der angiveligt står på nippet til at udrydde den særlige tornløse rose, der oprindeligt hørte til på Hawaii.

Men hvad vil det sige, at noget er oprindeligt? Selv hvis det lykkes os at fjerne alle invasive arter, så vil vi blot have genskabt Hawaii, som økæden så ud, før den britiske opdagelsesrejsende James Cook ankom dertil i 1778. Men de polynesiske stammer, som indvandrede til Hawaii omkring år 800 e.v.t. tog jo også deres invasive arter med sig, så hvor kan man overhovedet drage et skel mellem ‘naturlig’ og ‘oprindelig’?

Ifølge bogen findes der intet facit, og alt for ofte ender det med, at myndigheder og interesseorganisationer simpelthen oversætter ‘oprindeligt’ til ‘som før europæerne ankom’. Vores forestillinger om det oprindelige er altså delvist bundet op på vores white man’s burden og på Vestens skyldfølelse over koloniseringen. Forestillingen om det naturlige er altså i høj grad kulturelt bestemt. Vi vil gerne tilbage til naturen, sådan som det var ‘meningen’, den skulle være. Det er derfor dybest set en religiøs og ikke en videnskabelig tilgang til miljøbevarelse, vi her har med at gøre.

Hvis Marris’ bog havde et slogan, så kunne det meget vel have været ‘alt det ægte er falskt’. Med udgangspunkt i moderne klimavidenskab viser Marris nemlig, hvordan menneskehedens forfædre var med til at forårsage globale klimaforandringer for ca. 10.000 år siden, da stenaldermennesket systematisk udryddede de enorme planteædende, methan-pruttende pattedyr, der dengang levede i Amerika.

Ligeledes viser hun, hvordan Nordamerikas indianerstammer var blevet så godt som udryddet af forskellige sygdomme i århundrederne op til europæernes landgang i 1400-tallet. Det, vi i 550 år har anset som ‘naturlig’ natur, var altså snarere en tilgroet baghave, som de tidligere ejere netop havde forladt.

På elegant vis rejser Marris således spørgsmålet, om vi virkelig kan være bekendt at gøre en overrendt baghave til udgangspunktet for, hvad vi endnu i dag definerer som ægte natur.

Vildtvoksende optimisme
Det lyder måske sort alt sammen, men ikke desto mindre er ‘Rambunctious Garden’ faktisk en grundlæggende optimistisk bog. Marris vil have os til at lægge forestillingen om den ‘naturlige’ natur i graven, men bogen er ikke kun en kritikbog: Forfatteren har konkrete løsninger i ærmet, som hun gerne vil sætte i stedet for samtidens semireligiøse naturkult:

Gennem interviews med ledende videnskabsfolk og verdsligt sindede miljøorganisationer beskriver Marris således, hvordan et paradigmeskifte muligvis kan være på vej, idet flere og flere fremsynede eksperter får øjnene op for, hvordan alt det ægte er falsk.

Med klarsyn og entusiasme beskriver Marris pragmatiske tiltag såsom ‘re-wilding’, hvor man (gen)introducerer arter, som var gået tabt, uden samtidig at bestræbe sig på at fjerne eksisterende arter, og ‘assisted migration’, hvor tømmerarbejdere systematisk planter nye træer på grænsen af deres arbejdsområde, sådan at mængden af træer forbliver konstant, og hele skove således kan ‘vandre’ over en årrække. Og endvidere beskriver Marris, hvordan moderne teknologi giver helt nye muligheder for biodiversitet, når blot vi forlader forestillingen om ‘det oprindelige’.

Stadig plads til bevarelse
Marris leger således med tanken om kunstigt optimerede ‘halv-vildnis’, hvor arter introduceres på baggrund af biologiske beregninger og ikke, fordi de tilfældigvis voksede dér engang. Om særligt sjældne fugle, der kun yngler i bjerghuler, men nu kan tilskyndes til at formere sig i inge­niørmæssigt manipulerede landskaber, som simulerer de omgivelser, fuglene har tilpasset sig over årtusinder, og som i yderste konsekvens kan bringes til at avle i kunstige bjerghuler på toppen af storbyens tage, hvis det er dét, vi mennesker ønsker.

En lang række miljømæssige mål – fra bevarelsen af udryddelsestruede arter til kultiveringen af betagende naturomgivelser – kan således alle realiseres, når blot vi dropper forestillingen om det oprindelige og overgiver os til en verdslig og anvendelsesorienteret tilgang til det naturlige.

Marris’ bog vil utvivlsomt provokere ortodokse miljøforkæmpere, idet den ser stort på de traditionelle dogmer og vender dagsordenen om naturens velbefindende på vrangen (har naturen det bedst, hvis den er henvist til små afkroge af kloden, eller er det mon bedre, at den bliver integreret i menneskehedens planer for fremtiden?).

Ikke desto mindre er det dog kvalificeret provokation i form af en velskrevet og velresearchet bog, som giver et glimt af, hvad der kan ske i en fremtid, hvor vi i stigende grad overgiver os til tanken om Moder Jord som én stor have med os selv som gartnere.

Rambunctious Garden: Saving Nature in a Post-Wild World, af Emma Marris,
224 sider, Bloomsbury Publishing, 2011. ISBN 1608190323

Anmeldelser:
Nature
Mother Jones
reason.com