Derfor mangler din telefon altid strøm

Af Rolf Ask Clausen,  tirsdag 20. sep 2011 kl. 16:20

Se lige denne fine graf, som Technology Review støvede af for fire uger siden.



Som det fremgår, går det voldsomt opad med mange parametre på vores elektroniske apparater – hvilket er yderst relevant for vores smartphones og alt andet elektrisk gear, som ikke er i nærheden af en stikkontakt.

Kun et parameter rykker sig ikke nævneværdigt: Nemlig batterikapaciteten. Ing.dk’s søstermedie elektronikbranchen.dk havde fat i udviklingsmulighederne i september sidste år. Vi er tydeligvis ikke på en eksponentialkurve.

Læs videre i kilden til Technology Reviews blogindlæg (graf side 3) som anlægger et helt andet syn på, hvor vi skal få strømmen fra.

Bottom line: Hvis ikke batterikemikerne snart kommer på et eller andet, så står vi på en erkendelsestærskel, nemlig, at vi skal skaffe strømmen til de små apparater på en anden måde.

For eksempel ved at ryste i bukserne.

Overser jeg et eller andet? Er der et batterigennembrud forude?



20. sep 2011 kl 17:00

Brian Funk

Energiforbrug??

Er det bare mig, eller siger den graf intet om faktisk energiforbrug? Er det ikke bare ydeevne på tingene? Eller har jeg overset et "ydelse/watt" et eller andet sted i figuren?

P.S. Ja ja, det er energiomsætning, men I ved hvad jeg mener..


20. sep 2011 kl 19:55

Christoffer Hansson

Re: Energiforbrug??

Er det bare mig, eller siger den graf intet om faktisk energiforbrug? Er det ikke bare ydeevne på tingene? Eller har jeg overset et "ydelse/watt" et eller andet sted i figuren?

P.S. Ja ja, det er energiomsætning, men I ved hvad jeg mener..

Jeg må give Brian ret.

Ser vi generelt på fx. CPU'er, så er clock-frekvensen ikke steget så voldsomt de seneste år, vi har blot fået flere kerner og et lavere forbrug.

Det underbyger dog også selve blogindlæggets point. Det er ikke pga. batterierne at vi idag kan have dual-core super computere i vores lommer, men nærmere udviklingen af strømsparende CPU'er og ande komponenter.

Jeg tror dog de fleste efterhånden har vænnet sig til at mobilen skal lades op hver dag, og ikke som dengang man havde en nokia 6310, som snildt holdt strøm i flere dage.


20. sep 2011 kl 20:08

kurt christensen

Re: Energiforbrug??

jeg har en nokia c7, den holder en uge når den kun står stand-by
selv med brug af gps af en time holder den et par dage, egentligt ret tilfredsstillende, selv om forbedringer altid er velkomne.


20. sep 2011 kl 20:32

avatar

Jens Pedersen

Re: Energiforbrug??

Jeg tror dog de fleste efterhånden har vænnet sig til at mobilen skal lades op hver dag, og ikke som dengang man havde en nokia

Nej da, det er netop grunden til at jeg stadig har min 3510. Da den var ny holdt den strøm i et par uger. Nu omtrent 9 år senere skal den lades ca 3 gange så ofte, og kapaciteten er tydeligt dalende.

På et tidspunkt så kryber jeg vel også til korset og skaffer en android. Ikke fordi jeg behøver en, men fordi de så efterhånden ikke længere vil være dårligere end en grundigt udtjent nokia classic.

mvh Jens :o)


20. sep 2011 kl 20:36

Ulf Larsen

Energitæthed

Overser jeg et eller andet? Er der et batterigennembrud forude?

Der er en vis erfaring for, at den bedste måde at stimulere sådan et teknologisk gennembrud er, at få en stor kanon til at stille sig op og erklære at "man vil aldrig kunne...". Så har du det sandsynligvis indenfor et årti;-)


21. sep 2011 kl 04:29

Leif Petersen

En anden rute

Telefonproducenterne kunne gå en lidt anden vej ved at forøge telefonernes volumen lidt, og derved få plads ti et større batteri. I min telefon udgør batteriet ca 14,6%. Jeg ville gerne have telefonen 14% større, hvis belønningen så var, at den kunne holde strøm en hel uge.
Den ville så måske også få en størrelse, så den var bedre at bruge.


21. sep 2011 kl 06:54

René Hansen

Brændselsceller?

Hvor bliver de af? Telefoner, standard"batterier"og andre småapparater af som bare kan tankes op med butan som en Ronsonlighter, eller med en smule metanol?


21. sep 2011 kl 10:00

Claus Nielsen

Re: Brændselsceller?

Er det virkelig nemmere med brændselsceller?
Ganske vist kan du få større energitæthed end i et batteri, men til gengæld skal du så til at tanke brændstof på din telefon.
Elektricitet har den udprægede fordel at det er nemt tilgængeligt i flere hjem i verden end nogen anden energibærer.


21. sep 2011 kl 10:04

Søren Okkels Uhrskov

Re: Brændselsceller?

Hvor bliver de af? Telefoner, standard"batterier"og andre småapparater af som bare kan tankes op med butan som en Ronsonlighter, eller med en smule metanol?

Mener at Toshiba var ret langt fremme med en methanol brændselscelle laptop til bussines segmentet. Mener at huske at ideen faldt til jorden igen, da flyselskaberne/myndighederne ikke ville tillade dem ombord på deres fly.


21. sep 2011 kl 10:29

kurt christensen

fint

kan man konkludere den manglende interesse her betyder at det egentlig går meget godt med batteritiderne?


21. sep 2011 kl 10:39

Torben Frandsen

Re: Brændselsceller?

Hvor bliver de af? Telefoner, standard"batterier"og andre småapparater af som bare kan tankes op med butan som en Ronsonlighter, eller med en smule metanol?

Det virkelig interessante perspektiv ved brændselsceller i mobiler er, at de kan gøre en fugtig plet på bukserne til et statussymbol.


21. sep 2011 kl 14:05

avatar

Carsten Wagner

Batterier til mobiler

Leif Petersen har fat i den lange ende: Fordi telefonerne skal være mindre og lettere for hver generation, er der ingen plads til batterier mere. Rent modelir. Giv ikke kemikerne skylden.....


21. sep 2011 kl 14:33

kurt christensen

Re: Batterier til mobiler

jeg syntes da de er begyndt at vokse igen?


21. sep 2011 kl 15:30

Henrik Untiedt Værø

Gammelhed

Det har åbenbart været umuligt at supplere med nye data siden 2003?


21. sep 2011 kl 15:50

avatar

Rolf Ask Clausen

Re: Gammelhed

Det har åbenbart været umuligt at supplere med nye data siden 2003?

Samme spørgsmål blev stillet på Techology Review.

Jeg vil meget gerne se nyere data, men kan ikke finde.

Desuden:

1) Argumenteres der jo i det linkede paper for at droppe forventningerne til batterier og i stedet skaffe strømmen andetsteds fra.

2) Fremgår det af interviewet på elektronikbranchen, at der ikke skal ventes voldsomme spring i batteriernes evner.

Ser frem til at blive sat til vægs af bedre oplysninger. :-)


21. sep 2011 kl 16:08

Ole Munk Riberholt

Vi forventer mere

Mon ikke begrundelsen er at din telefon i dag kan mere end den største pc du kunne købe da en nokia 2110i var det vildeste man kunne få.

En smartphone kan faktisk holde ganske længe på en opladning hvis man bare bruger den som telefon.


21. sep 2011 kl 22:46

Steen Petersen

Re: Energiforbrug??

Jeg tror dog de fleste efterhånden har vænnet sig til at mobilen skal lades op hver dag, og ikke som dengang man havde en nokia 6310, som snildt holdt strøm i flere dage.

Hvad mener du med dengang?
Den holder stadig strøm i næsten en uge og som telefon er den mig bekendt aldrig overgået. Jeg har i hvert fald altid forbindelse når andre står med armene mod himlen og leder efter signal.


22. sep 2011 kl 17:59

Nicolai Rasmussen

Hvor på skalaen?

Begrænsning af energi-kapacitet er jo et almindelig ingeniør dilemma. Det kommer aldrig til at ændre sig. Hvis man fik super-batterier med 1000x kapacitet, ville der være behov for 10000x kapacitet osv. F.eks. ville jeg gerne have min telefon med indbygget terrassevarmer, der kan holde en 8 timers tid på 6KW = 42KWh - for mig er 65g passende for en telefon (skjortelommer), men der er sikkert også nogle der ville ønske mere effekt og mindre vægt.

Så det er 100% ligegyldigt hvor meget energi der er til rådighed, behovet vil altid være større end det teknologisk mulige.

Det er da nemt/muligt at lave en bærbar computer med batteritid målt i uger, men det er der ikke så mange der ønsker - derfor er de ikke tilgængelige. De ville være for store og tunge, og performe for dårligt.

Selve opstillingen af spørgsmålet om batterikapacitet vs computer kraft er lidt vrøvlet/mærkelig/kunstig. Det virker som en diskussion om vindmøller vs. vind.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.