En tur bag jerntæppet...
Af Poul-Henning Kamp,
søndag 18. sep 2011 kl. 13:40
Jeg skal ud og rejse og blandt andre destinationer er en USAnsk flådebase som i dette tilfælde ligger i USA.
Det betyder at jeg skal igennem hele USAs antiterrorist cirkus.
I forvejen er min INS folder fyldt med underlige fodnoter, forklaringer og undtagelser.
For mange år siden var jeg til en konference i SF og tog en en-dags svip-tur til Seattle for at besøge en ven.
I SFO blev jeg bedt om at tage venstre sko af så den kunne blive poleret med en lille bommuldsklud som derefter blev undersøgt for nitrogen-dobbelt- og trippel-bindinger.
Da jeg I Seattle på vej hjem igen blev bedt om at tage venstre sko af, spurgte jeg naivt om han ikke kunne bruge den højre, når nu den venstre var blevet poleret i SFO ?
Nogle få meter væk foldede en marinesoldat med et latterbrøl sammen over sit maskingevær og da han kom til hægterne igen fortalte han, at han havde stået i dagevis og tænkt på om terroristerne vidste at de bare skulle fylde sprængstoffet i højre sko, så var der fri bane.
Fyren med bommuldskludene blev dybt fornærmet og forklarede at "de var blevet trænet til at gøre det på præcis den måde", tilkaldte sin "supervisor" og så kostede det mig endnu en anmærkning hos INS, "for et meget nærliggende spørgsmål", som Steen ville sige.
Jeg duer simpelthen ikke til sikkerhedscirkus.
Denne gang kommer der oven i alle de andre komplikationer en fodnote i mine rejseplaner om at jeg agter (på vej ind) og har været (på vej ud) i nærheden af "Our Troops", selvom den pågældende flådebase stort set kun er ornamental.
Ud over den nu obligatoriske gang håndsex fra DHS kan jeg derfor forvente at få min laptop og mobiltelefon undersøgt og sandsynligvis backup-kopieret.
Jeg har overhovedet ikke lyst til at bruge en dag i lufthavnen på at forklare at jeg skriver mit eget operativsystem og at det krypterede filsystem ligner noget Bandits Of the Beltway bruger, fordi det var mig der skrev det til Bandits Of the Beltway til at begynde med.
Folk arbejder ikke i sikkerhedskontrollen i en lufthavn, hvis de kan forstå den slags ting og deres nuancer.
Jeg har engang haft en fornøjelig diskussion om hvorvidt et ESCON board til en Cisco router var "a computer" eller ej.
Hvis det var en computer skulle vi tage den ud af papkassen, tænde den og køre den igennem "the xray" en gang til.
Hvis det ikke var en computer kunne vi bare tage den og gå videre.
Vi nævnte ikke den indlejrede i960 CPU og ventede nogle hundrede meter med at ryste på hovedet.
I særdeleshed har jeg ikke tænkt mig at udlevere passwordet til mit krypterede filsystem og tilstå dem en kopi af hele mit professionelle virke, ikke mindst fordi deres sædvanlige keyword search ville få orgasme over mit mailarkiv.
Turen bliver derfor enten helt uden laptop, med et par pdf-filer på en USB-stick, eller med en eller anden tilfældig laptop der omhyggeligt er steriliseret inden rejsen.
Præcis som man plejede at gøre hvis man skulle rejse bag jerntæppet...
phk