Et frit fald på 31 meter er en skræmmende oplevelse, selv når det foregår under velkontrollerede forhold, som man kan opleve det i en forlystelsespark i Dallas.

Liggende på ryggen på et bræt falder man gennem luften og lander sikkert og blødt i et specialbygget net. Oplevelsen er så skræmmende, at tiden for de fleste føles meget længere end de to et halvt sekund, faldet rent faktisk varer - et velkendt fænomen fra rigtige livstruende situationer.

Helt konkret vurderede en gruppe forsøgspersoner, at det frie fald tog 36 pct. længere for dem selv end for personer, som de iagttog.

Men går tiden virkelig i slowmotion? Det satte hjerneforskeren David Eagleman fra Baylor College of Medicine i Houston, Texas sig for at undersøge.

20 forsøgspersoner blev forsynet et armbånd med et display med 8x8 lysdioder. Displayet blev sat til at vise et bestemt tal. Ved at tænde og slukke lysdioderne fremstod tallet skiftevis som et positivt og negativt billede.

Så længe der skiftes langsomt mellem de to visningsformater, er det let at identificere tallet. Skiftes der hurtigt, flimrer billedet, og forsøgspersonen kan ikke bestemme tallet.

For hver forsøgsperson bestemte David Eagleman den mindste tid, der skulle gå mellem de to forskellige visningsformater, for at personen korrekt kunne identificere et tilfældigt tal. Tidsrummet varierede fra person til person, men lå omkring 30-60 millisekunder.

Hvis tiden under det skræmmende, frie fald blev opfattet som ægte slowmotion, skulle forsøgspersonen kunne identificere tallet under det frie fald, selv når lysdioderne glimtede så hurtigt, at den samme person ikke kunne bestemme tallet under normale forhold.

En lang række målinger og observationer viste, at det ikke var tilfældet. Selv om faldet synes at tage lang tid, så foregår det altså ikke i slowmotion.

Der må være en anden forklaring på, at tiden føles lang.

David Eagleman mener, at sanserne under en skræmmende oplevelse arbejder på højtryk, og hjernen lagrer langt flere ting, end den gør under mere normale omstændigheder.

Når man bagefter tænker tilbage på en sindsoprivende situation, så føler man, at der er gået lang tid - fordi der ifølge hjernens opfattelse er sket meget.

Den omvendte situation opstår, når man keder sig - eksempelvis under en lang flyrejse. I selve øjeblikket synes tiden at gå langsomt. Når man tænker tilbage, synes flyveturen derimod at have været kortere end den var - for hjernen var på standby og lagrede ikke mange informationer.

Den samme mekanisme kan forklare, hvorfor et år synes lang tid for børn, men næsten ingen tid for voksne.

Børn opsamler hele tiden nye sanseindtryk og lagrer megen ny information. Voksne oplever derimod gentagelser fra år til år.

Når et barn tænker tilbage på, hvad der er sket siden sidste fødselsdag, er det en situation, der minder om det frie fald i forlystelsesparken. For voksne minder det forrige år mere om en kedelig flyrejse.

»Einstein forklarede, at tiden forkortes, når man bevæger sig, men sagen er meget mere kompliceret,« sagde David Eagleman, da har for nylig holdt foredrag på konferencen Setting Time Aright i København, hvor den amerikanske organisation Fundamental Questions Institute, FQXi, havde samlet godt og vel et halvt hundrede fysikere, filosoffer og hjerneforskere for at diskutere vores forståelse af tiden.

Den såkaldte 'oddball'-effekt er et andet fænomen, der forstyrrer hjernens opfattelse af tid.

Hvis man viser en forsøgsperson en række billeder på en computerskærm af samme varighed - typisk i nogle hundrede millisekunder ad gangen - så vil personen opfatte det, som om billederne vises i kortere og kortere tidsrum, hvis det samme billede gentages.

Dukker der pludseligt et nyt billede op på skærmen - eksempelvis et billede af en sko efter fem billeder af den samme blomst - så vil forsøgspersonen vurdere, at billedet af skoen er vist længere end billederne af blomsten.

David Eagleman forklarer, at gentagelse af samme billeder kræver mindre og mindre neural aktivitet og energiforbrug. Et nyt billede (en 'oddball' eller 'særling') kræver derimod, at hjernen øger sin neurale aktivitet.

Eksperimentet viser, at den opfattede tid er bestemt af den neurale aktivitet.

Menneskers opfattelse af virkeligheden stammer fra en lang række sanseindtryk, som ankommer på meget forskellige tidspunkter til hjernen.

Synsindtryk ankommer med lysets hastighed og dermed næsten momentant. Lyd ankommer lettere forsinket med en hastighed på omkring 340 meter pr. sekund.

Tilskuerne til en basketballkamp, der sidder på de bageste rækker 25 meter væk fra banen, modtager lyden fra en bold, der bliver slået i gulvet, næsten 75 millisekunder efter det visuelle signal.

Alligevel opfatter tilskuerne, at lyd og synsindtryk er fuldstændigt synkroniseret - takket være hjernens rekalibrering og det faktum, at hjernen er i stand til at reagere hurtigere på et lydsignal end på et visuelt signal.

David Eagleman, der oprindeligt læste til elektroingeniør, sammenligner dette med, at ingeniører i fjernsynets barndom opdagede, at man ikke behøvede at gøre sig ekstraordinære anstrengelser for at synkronisere lyd og billede.

Så længe forskellen ikke var over 100 millisekunder, var der ingen, der lagde mærke til noget usædvanligt.

Den internationale teleunion ITU angav således i en rekommandation i 1998, at audio-signalet kunne tillades at være op til 45 ms foran eller op til 125 ms efter video-signalet, uden at det vil give anledning til målelige fejl.

Nervesignaler kan have en hastighed helt ned til nogle få meter i sekundet. Sådanne signaler skal hjernen også synkronisere med information modtaget af øjne og ører.

David Eagleman ynder at sammenligne hjernens opgave med at holde styr på tiden med den store mongolske leder Kublai Khans (1215-1294) forsøg på at skabe sig et overblik over sit riges tilstand.

Kublai Khans imperium var så stort, at han måtte sende mange personer ud for at observere, som sidenhen at vendte tilbage for at fortælle, hvad der skete rundt omkring i riget.

De udsendte, som rejste over forskellige afstande med forskellig hastighed, kom hjem og fortalte om krige og andre afgørende hændelser, som var indtrådt og afsluttet.

Kublai Khans opgave var at sætte disse budskaber, som han modtog i næsten tilfældig rækkefølge, sammen til en kronologisk fortælling om, hvad der var hændt i riget.

David Eaglemans forskning viser, at hjernen løser en tilsvarende opgave ved at ikke at fortælle os, hvad der sker lige nu, men derimod i den umiddelbare fortid.

Hans forsøg viser, at hjernen opsamler information i et tidsrum på ca. 80 millisekunder og sætter dette sammen til en sammenhængende fortælling.

Det betyder også, at hjernen ikke kan synkronisere lyd og billede af en person 100 meter borte, der slår en bold i jorden. Her er sanseindtrykkene tidsforskudt for meget i forhold til hinanden - på samme måde som lyn og tordenbrag er usynkroniserede.

Det er altafgørende for vores liv, at hjernen evner at holde styr på forskellige sanseindtryk. Fejl i systemet vil være ubehagelige.

David Eagleman har en hypotese om, at skizofreni ligefrem kan skyldes hjernens manglende evne til at rekalibrere inputsignaler - et forhold, som han for tiden undersøger nærmere.

»Jeg vil endnu ikke sværge på, at hypotesen er rigtig, spørg mig igen om seks måneder,« sagde David Eagleman under sit foredrag.

Han formoder, at de stemmer, som skizofrene hævder at høre, i virkeligheden ikke er anderledes end de indre monologer, som alle har. Men hvis hjernen ikke behandler dem rigtigt, kan de synes at tilhøre en anden.

David Eagleman forklarer dog, at problemet med at teste hypotesen er, at skizofrene har svært ved at overholde spillereglerne for videnskabelige forsøg.

»Forsøgene er derfor vanskelige, men de første resultater er positive,« sagde David Eagleman på konferencen i København.