Vibrerende bælte viser soldater vej i krigszoner
Soldater behøver ikke længere at slippe geværet og gribe fat i deres GPS for at finde vej gennem krigszoner. Et bælte med vibratorer skal vise vejen frem og give beskeder fra gruppeføreren.
Læs mere om
Dokumentation
Et bælte rundt om livet og en elektronisk handske gør det muligt for fremtidens soldater at bevæge sig lydløst gennem natten i et krigsområde.
I stedet for at tænde en håndholdt gps og risikere at afsløre soldaterenheden med lyset fra gps-skærmen, så har amerikanske forskere udviklet et bælte med otte vibratorer, der hele tiden fortæller soldaten, hvilken retning han skal bevæge sig. Og til bæltet har firmaet Anthrotronix udviklet en handske til gruppeføreren, der opfanger hans håndsignaler og sender beskederne til soldaternes bælter.
På den måde kan en fremrykning i krigszonen ske helt uden, soldaterne behøver at slippe deres våben eller overse et signal fra gruppeføreren.
Bæltets otte vibratorer vibrerer med 250 hertz, så soldaterne blot mærker en svag summen. Både gps, accelerometer og et digitalt kompas er koblet til bæltet, og det giver mulighed for, at soldaten kan få den vibrerende besked om den rigtige retning, uanset om han ligger ned eller er i bevægelse, skriver New Scientist.
»Så længe du bevæger dig i den rigtige verden, vil du mærke det på forsiden af din krop,« siger Linda Elliott, en psykolog, der har testet systemet på soldater under træningsøvelser ved militærets forskningslaboratorium ved Fort Benning i Georgia.
Ifølge Linda Elliott vil vibratorerne holde op med vibrere, når soldaten befinder sig inden for 50 meter fra sit mål, mens vibrationerne vil blive kraftige, når soldaten kun er 15 meter fra sit mål.
I samarbejde med andre forskere har Linda Elliott testet en lang række vibratorer anbragt på forskellige dele af soldaternes krop, men bæltet omkring livet viste sig at være den klart bedste løsning.
Soldat: Man behøver slet ikke tænke
Gruppeførerens handske fra firmaet Anthrotronix arbejder også godt sammen med bæltet.
Beskeder som »Stands!« bliver oplevet som en vibration på både forsiden og bagsiden af kroppen, mens en besked som »Ryk frem!« bliver oplevet som en pulserende bevægelse fra vibratorerne på ryggen til vibratorerne foran, så det føles som om soldaten nærmest bliver skubbet fremad.
Bæltet har nu været testet på en lang række soldater fra almindelige kampsoldater, til snigskytter, mens de udførte træning om dagen og natten.
Sammenlignet med traditionelle håndholdte gps, et kort og et kompas, så var bæltet mindst lige så godt, når det galt om at finde hurtigt og præcist frem til målet.
Dog med en lille forskel.
»Man behøver hverken bruge hænderne eller hjernen,« siger en soldat til New Scientist.






