Fransk kampfly favorit i Schweiz
Det franske kampfly Dassault Rafale er favorit til at vinde i Schweiz, der har ført en af de mest krævende konkurrencer. Nu venter en folkeafstemning.
Rafale er et 'søsterfly' til Eurofighter, skabt ud fra stort set samme kravspecifikationer. (Foto: Dassault)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Svenske Saab og det fælleseuropæiske Eurofighter må nok indstille sig på, at milliardordren på nye kampfly til Schweiz går til franske Rafale.
Ifølge avisen Basler Zeitung er Rafale i hvert fald favorit hos Armasuisse, der er det civil-militære indkøbsorgan, som varetager alle indkøb til det schweiziske militær.
Nyheden kommer efter en flerårig evaluering, der blandt andet har budt på omfattende testflyvninger af alle tre kandidater. En benhård proces, som Ingeniøren tidligere har beskrevet under et besøg i Alpelandet.
Selve resultatet er hemmeligt, men beskeden om det franske flys dukserolle er sluppet ud til den tysksprogede avis. Avisen citerer kilder for, at Rafale vandt foran Eurofighter, mens Saab Gripen måtte nøjes med en sidsteplads trods en pris betydeligt under de 100 millioner schweizerfranc (godt 600 millioner kroner), som både Eurofighter og Rafale angiveligt ligger på.
Slaget er dog ikke helt slut. I løbet af efteråret indsender Armasuisse sin anbefaling til parlamentet, og herefter forventer de fleste, at selve beslutningen om købet af nye kampfly skal til folkeafstemning.
Sejren rykker altså tættere på for det franske 'søsterfly' til Eurofighter. Det produceres af Dassault, som målt i eksportordrer er blandt de allermest succesfulde udviklere af kampfly, især med Mirage-jagerne.
Det har dog knebet gevaldigt med Rafale, der til dato ikke har vundet en eneste eksportordre trods flere forsøg og ihærdig opbakning fra den franske regering.
Kamp om stor indisk flyordre
Både Rafale og Eurofighter kæmper om den største internationale ordre netop nu. Det er til Indien, der skal have 126 kampfly med option på flere.
De europæiske leverandører er valgt ud efter de første testflyvninger og evalueringer, og ifølge rygterne blandt de internationale fagjournalister er det her Eurofighter, der står med favoritrollen.
Schweiz forventes at købe i omegnen af 30 kampfly.






