Sidste tanker før valget...

Af Poul-Henning Kamp,  tirsdag 13. sep 2011 kl. 17:56

I morgen skal jeg i byen og fejre at der var engang for 50 år siden, hvor teknikkens fyrster i Danmark, i form af Akademiet for de Tekniske Videnskaber, var langt nok fremme i skoene til at satse på den helt ny og uprøvede "cifferregnemaskine"-teknologi.

I overmorgen skal jeg stemme på den yngste kandidat jeg har kunnet finde, som ikke har sagt noget indlysende tåbeligt hvor jeg har kunnet finde det refereret.

Kontrasten kan dårligt blive større, kan den ?

I støjen fra valget imellem Dupont og Dupont har nyheder om issituationen i nordpolshavet måtte vige for dybdeborende journalistik om hvorvidt en stemme på Enhedslisten er det samme som at vi skal have valg allerede i 2012 og om Lene Espersens lillesøster skaffede storesøster stemmer ved at vise ben, bag og bringe i TV.

Skidt med Titanic, hvad skete der med isbjerget ?

Der er to tendenser i meningsmålingerne:

Dem der stemmer mere rabiat og derved giver fremgang til Liberal Alliances nyreaganism og Enehedslistens retro-mode-kommunisme.

I begge tilfælde simple, letforståelige patentløsninger, som historien til overflod har dokumenteret ikke virker som påstået.

Den anden tendens er dem der tiltrækkes af de Radikales pluralistiske konsensuspolitik.

Her vil de historiske vittigheder om de radikale der skifter mening som vinden blæser helt sikkert blive luftet igen.

Den tid og energi vi bruger på at bekrige hinanden indbyrdes her i landet bliver ikke brugt til at forbedre Danmarks konkurrenceevne overfor udlandet, vores børns uddannelse, vores virksomhedsskabelse, eller noget andet der gavner landet.

Hvis de faktisk mener noget med det, er K-R aftalen om at forhindre blokpolitik derfor det største fremskridt der er sket i dansk politik de sidste 10-20 år.

Om man stemmer på S, SF, Ø eller R, er ifølge V, K, O og LA et fedt, og det er svært at se hvilken praktisk forskel en R minister mere og en SF minister mindre skulle gøre.

Hvem af V, K, O eller LA man stemmer på er også et fedt, for de ryger efter alt at dømme i en veltiltrængt opposition, hvor de kan slikke sårene efter det tvangsægteskab der de sidste 10 år har tvunget dem til at bide sig selv i tungen og banke hovedet ind i væggen i tide og utide.

De af mine læsere der ikke ser verden som sort/hvid, vil jeg derfor anbefale at overveje om ikke den bedste anvendelse af en stemme i overmorgen er at "belønne" de Radikale og de Konservative for deres opgør med blokpolitikken, på bekostning af de partier der har ført blokpolitisk valgkamp.

Det er ikke den anden halvdel af Danmark der er Danmarks problem og skal problemerne løses, skal begge halvdele arbejde sammen om det.

phk


PS: Og nej, der er ingen måde at gennemskue hvem jeg stemmer på, baseret på ovenstående, så lad bare være med at gætte.



13. sep 2011 kl 19:18

Lars Pedersen

Re:

"PS: Og nej, der er ingen måde at gennemskue hvem jeg stemmer på, baseret på ovenstående, så lad bare være med at gætte."

OK. Baseret på dine tidligere indlæg, må det være LA.


13. sep 2011 kl 19:44

stig per andersen

Hvad skete der med demokratiet i Danmark

P-HK; du skriver:

"...bedste anvendelse af en stemme i overmorgen er at "belønne" de Radikale og de Konservative for deres opgør med blokpolitikken, på bekostning af de partier der har ført blokpolitisk valgkamp."

Du må altså undskylde mig, men hvordan kan de Konservative råde bod på de sidste 4 års politik med tre ugers råwen om "opgør med blokpolitik"?

For mig er det stadigvæk en konservativ stemme, der denne gang bliver blank. Blå stue har da fuldstændig ødelagt begrebet "demokrati" de sidste år og rød stue bliver ikke ret meget bedre ...


13. sep 2011 kl 19:50

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Hvad skete der med demokratiet i Danmark


Du må altså undskylde mig, men hvordan kan de Konservative råde bod på de sidste 4 års politik med tre ugers råwen om "opgør med blokpolitik"?

Nu er du for hård ved de Konservative.

De har slået sig i tøjret i temmelig lang tid og der har været mukken i lokalafdelingerne endnu længere end det.

Men indrømmet: brok er ikke det samme som handling.


13. sep 2011 kl 20:44

stig per andersen

Re: Hvad skete der med demokratiet i Danmark

Hej igen P-HK

Nu er det første gang i 31 år, at jeg ikke vil stemme på C, så jeg er ikke for hård!

MEN lige nu er det sq da rent ynk af stand-up komik (a la Live fra Bremen) om, hvad "vores" toppolitikere har af basal viden på DR1.

OK - Lars Barfod har været på en skole idag og er "derfor opdateret med viden om problemerne her" ... Huttelihut


13. sep 2011 kl 20:59

avatar

Carsten Sonne

Blank

De af mine læsere der ikke ser verden som sort/hvid, vil jeg derfor anbefale at overveje om ikke den bedste anvendelse af en stemme i overmorgen er at ...

... stemme blank.

God valgfest :-)


13. sep 2011 kl 21:18

Michael Jensen

Ung kandidat

I overmorgen skal jeg stemme på den yngste kandidat jeg har kunnet finde, som ikke har sagt noget indlysende tåbeligt hvor jeg har kunnet finde det refereret.

Var nogenlunde det samme som jeg havde tænkt mig at gøre. Tog et par af de her kandidat tests, og valgte den højst ratede jeg ikke kendte.


13. sep 2011 kl 21:24

Per Frank-hansen

Blanke stemmer

Desværre har de "kære" politikkere ved en tidligere lejlighed vedtaget, at en blank stemme er en ugyldig stemme på linie med en stemme på Anders And og lignende. Det frarøver os muligheden for på en meningsfuld måde at tilkendegive, at ingen af dem har fortjent vores stemme. Efter min mening en uartighed. Men ikke overraskende at de kunne blive enige om det. Øv


13. sep 2011 kl 21:26

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Blanke stemmer

Det frarøver os muligheden for på en meningsfuld måde at tilkendegive, at ingen af dem har fortjent vores stemme.

Det er derfor jeg bruger "yngste" kriteriet: Hvis "unge uprøvede" politikere får flere personlige stemmer end "de gamle erfarne" må det alt andet lige medføre en eller anden form for fornyelse.


13. sep 2011 kl 22:43

Povl E. Petersen

SF

er det eneste parti, der har præsenteret en rimelig plan for en hurtig omlægning til størst mulig andel af VE.

Da energi indgår i alt hvad vi, både som personer og som samfund foretager os, der energispørgsmålet af aller største vigtighed.

Den krisen vi har haft siden 2008, er i meget høj grad også en energikrise.

Ingen! - overhovedet ingen - af partierne th for midten har nogele brugbare visioner på energiområdet - tvært om har de i 10 år gjort alt for at sætte os langt tilbage.

Derfor skal der af hensyn til landets fremtid stemme for nogen der har planer og visioner. De th for midten har bare brugt tiden på at rakke andre ned, frem for at tage udfordringerne op. Det holder jo ikke en meter.

Der skal nye kræfter til.


13. sep 2011 kl 23:47

avatar

Troels Halken

Re: SF

er det eneste parti, der har præsenteret en rimelig plan for en hurtig omlægning til størst mulig andel af VE.

SF er jo altid et godt sted at sætte sin stemme:

SF vil et socialistisk samfund. Det betyder:
· at den socialistiske markedsøkonomi er præget af forskellige former for fælleseje og råderet over de vigtigste produktionsmidler og den finansielle sektor. Der vil dog også være et islæt af privateje

Jeg går ud fra at det bla er energiproduktionen de mener. De skal så bare lige ekspropriere det som den svenske stat ejer, så har de fuld kontrol og kan gøre som de har lyst.

Det minder lidt om ELs lyst til at nationalisere Lego og Mærsk:
http://www.bt.dk/politik/vil-b...lego

SF vil en grundlæggende ændring af samfundet. ... . Det forudsætter en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen.

Afskaffe kapitalismen? Det mener jeg er prøvet før. Uden den store succes.

http://parti.sf.dk/default.asp...0954

Men nu skal man heller ikke glemme hvor de kommer fra:

Ole Sohn deltog, som formand for Danmarks Kommunistiske Parti, i hyldesten af DDR's 40-årsdag den 7. oktober 1989.

I et brev til Erich Honecker få uger inden DDR's fald skrev Ole Sohn at den østtyske socialisme er til "stor inspiration" og Sohn takker DDR for at have "udgjort en afgørende faktor for fred, sikkerhed og afspænding i Europa

Begge sakset fra den danske wiki om Ole.

Vh Troels


14. sep 2011 kl 00:17

Svend Ferdinandsen

Sofaen lokker

Jeg har alvorligt overvejet at blive hjemme.
Det er der forskellige årsager til. Een af dem er, at de fleste partier gør mere ud af at forklare hvor galt det går hvis de andre får magt, og ikke kan fortælle så meget om hvad de selv vil gøre.
En anden er, at hvis jeg stemmer og partiet får indflydelse, så hænger jeg på den og kan dårligt brokke mig.
Ved at blive i sofaen, så kan jeg helt frit brokke mig uanset udfaldet, og det er altså væsentligt. Man må jo også se på sit eget velbefindende, i særdeleshed når det ikke går ud over andre.


14. sep 2011 kl 05:12

avatar

Tine Andersen

Jeg så "Ding"

Til uindviede "So ein Ding"- og det mest morsomme er, at de røde går ind for MERE frihed. ("Skal man blokere personer/steder på nettet?")
(Programmet kan ses på dr.dk).

Når det kom til digitalisering, remsede de ALLE mere eller mindre det samme halvfordøjede remse uforståede af.

V mente fri konkurrence på bredbånd er godt. Og hvad der er godt er godt for -TDC. (Vi har FORTSAT intet alternativ- og billige er de skutte.
De ejer vores 2 kobberpar. Forskellen er bare- at de ikke kommer ud ved fejlmelding, medmindre man betaler- og det tager lang tid.)

DF- lå vi begge flade af grin over!

Det er mere troværdigt, at erkende, at man ikke ved alt.
---
Det er da lidt mærkeligt, at K siger nej til frihedsrettigheder, og Ø siger ja.

Men når de bliver valgt, så vil Nikolaj Sonne, sikkert blive deporteret til Gulag
...Øh. Lolland!

Jeg er da glad for Ole Sohn, fortsat skal ristes og stå til ansvar for hele Sovjetunionens, Kinas og Østtysklands politik under den kolde krig.
Det giver SÅ meget mening.

Det betyder at samtlige politikere (fra Helveg og Ellemann) der nogensinde har rost USA, kan drages til ansvar for Irangate, CIA og NATO.
Afghanistan?
Vietnam og Korea... men de er vist faldet for aldersgrænsen.
---

Og Golfkrigene. Og atombomberne.
---
Jeg ser frem til at høre deres forsvar?
---
Du skuffer mig Troels Halken. Sådan noget der sikkert var et skarpt våben, i 1992.
GAAB. Det er ikke C-sharp men g-flat.


Mvh
Tine


14. sep 2011 kl 05:31

Michael Eriksen

Re: Sofaen lokker

Ved at blive i sofaen, så kan jeg helt frit brokke mig uanset udfaldet, og det er altså væsentligt.
Svend, det kan du også ved at stemme blankt. Men så har du vist at du har respekt for demokratiet. Og det har du vel?


14. sep 2011 kl 05:36

Michael Eriksen

Re: Jeg så "Ding"

Du skuffer mig Troels Halken. Sådan noget der sikkert var et skarpt våben, i 1992.
GAAB. Det er ikke C-sharp men g-flat.
Touché Tine, det er bare *** godt ramt.


14. sep 2011 kl 06:25

avatar

Rasmus Rosenquist

Re: Sofaen lokker

Ved at blive i sofaen, så kan jeg helt frit brokke mig uanset udfaldet, og det er altså væsentligt.
Svend, det kan du også ved at stemme blankt. Men så har du vist at du har respekt for demokratiet. Og det har du vel?

Ved at stemme blankt viser du kun dig selv, at du har respekt for demokratiet. Blanke stemmer indgår ganske vist i en statistik et sted, men tæller ellers ingenting.

Til gengæld skal de sorteres og tælles, og det tager tid for de tilforordnede. Blanke stemmer fylder endda forholdsvis mere i optællingen, da man febrilsk leder efter et kryds på stemmesedlen - som ikke er der...

/Rasmus


14. sep 2011 kl 07:43

avatar

Søren Straarup

Re: Blanke stemmer

Så vidt jeg ved er der i USA et tomt felt på stemme seddelen.
Man kan ved at skrive "Mickey Mouse" i dette felt give Mickey en stemme og på den måde sige at der ikke var andre man ville stemme på.

Dette lyder for nogen nok latterligt, men det viser at den enkelte vælger har gjort sig nogle valg:
1) Komme hen og stemme.
2) Afgivet en gylding stemme.
3) Fortalt omverdenen at der ikke var en af de påtrykte som fortjente en stemme.

Jeg er tilhænger af at man tæller blanke stemmer eller indføre et blanktfelt hvor man enten kan stemme gyldigt blankt eller skrive den kanditat på om man mener skal have en stemme.

/Sørem


14. sep 2011 kl 08:09

Morten Jagd Christensen

Stemme imod

Det kunne måske overvejes at indføre muligheden for at stemme imod. Så
hvis man synes at de fleste kandidater er lige dårlige, men at der er en man i særdeleshed ikke ønsker valgt ind, så kunne ens mod-stemme trække
fra. Det var da bedre end at en blank stemme går til spilde?

/Morten


14. sep 2011 kl 08:14

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Stemme imod

Det kunne måske overvejes at indføre muligheden for at stemme imod.

Det ville bestemt ikke gøre det nemmere at vælge for mig...


14. sep 2011 kl 09:29

john jørgensen

K+R eller liste Ø?

K+R initiativet har afgjort fortjent opbakning fra vælgerne.
Om man tør tro på de fine ord er vel en smagssag.
Omvendt; hvad er alternativet?

(Mit er liste Ø som man fanme ved hvor man har)

Men se lige en fin naturpolitik;

"...Her har de fleste glemt, at Det Konservative Folkeparti den 16. juni 2011 barslede med et nyt og markant naturpolitisk udspil. K nærmede sig allerede dengang så tydeligt rød blok på dette felt, at DF følte sig svigtet og reagerede påfaldende skarpt mod K’s visioner..."

http://dansknatur.wordpress.co...get/


14. sep 2011 kl 09:29

avatar

Lars Bjerregaard

Min stemme

De af mine læsere der ikke ser verden som sort/hvid, vil jeg derfor anbefale at overveje om ikke den bedste anvendelse af en stemme i overmorgen er at "belønne" de Radikale og de Konservative for deres opgør med blokpolitikken, på bekostning af de partier der har ført blokpolitisk valgkamp.

Efter moden overvejelse er jeg nået frem til, at det er faktisk præcis det jeg har tænkt mig at gøre. Mere eksakt, og med fuld disclosure, har jeg tænkt mig, i stedet for at stemmet blankt som jeg længe har overvejet, at lægge en personlig stemme på Margrete Vestager.

Dels pga. ovenstående håndslag, som i det mindste er et _signal_ i den rigtige retning.

Men også da hun i min farvede optik, er den eneste der har fremtrådt med bare nogenlunde integritet og troværdighed igennem valgkampen, og er bare moderat tillidsvækkende.

Hendes "I den varme stol" optræden på TV2News, var det eneste valgprogram det lykkedes mig at sidde igennem, og faktisk lytte uden at måtte slukke pga. akutte opkastfornemmelser.

Da hun lægger stemmer til en ny regering, og det er der brug for. Håber et nyt hold kan sætte en anden dagsorden, og vende vinden lidt væk fra den rabiate og ækle egoisme, som jeg med stort mismod har set brede sig som en destruktiv cancer i Danmark, især de sidste 10 år.

Da hun virker som om hun i det mindste har en ægte interesse i, at vende tendensen til stadig større politisk polarisering (blokpolitik), som _aldrig_ i sin yderste konsekvens fører til noget godt.

Da hun faktisk virker som et anstændigt menneske, og det vejer altid tungt i min bog.

Da hun ikke virker helt så opsat på at vinde et valg ved at kaste mudder, og tale om hvor dårlig "modstanderen" er, og i stedet fokuserer på at fremlægge sin egen politik.

Da jeg faktisk tror at det kan blive umådeligt forfriskende, at få en kvindelig (vores første) statsminister. Der er i den grad brug for en ny vinkel på de fleste ting.

Havde faktisk ikke noget imod et interessant eksperiment lige nu, hvor jeg ville give hende statsministerstolen for en periode, og se hvordan hun klarer den.


14. sep 2011 kl 11:28

Flemming Frandsen

De konservative er farlige for software

Man skal lige passe på at man ikke kommer til at stemme på de konservative, hvis man ellers mener at vi skal have en softwarebranche, for de er for både softwarepatenter, Microsoft monopolet og NemID.

http://www.version2.dk/artikel...7095


14. sep 2011 kl 11:51

avatar

Jon Bendtsen

Re: Sofaen lokker

Jeg har alvorligt overvejet at blive hjemme.
Det er der forskellige årsager til. Een af dem er, at de fleste partier gør mere ud af at forklare hvor galt det går hvis de andre får magt, og ikke kan fortælle så meget om hvad de selv vil gøre.
En anden er, at hvis jeg stemmer og partiet får indflydelse, så hænger jeg på den og kan dårligt brokke mig.
Ved at blive i sofaen, så kan jeg helt frit brokke mig uanset udfaldet, og det er altså væsentligt. Man må jo også se på sit eget velbefindende, i særdeleshed når det ikke går ud over andre.

Jeg er helt uenig med dig. Ved ikke at deltage i demokratiet mister du retten til at brokke dig over demokratiet. Det mindste du kan gøre er at stemme. Det bedste du kan gøre er at stille op.


14. sep 2011 kl 12:00

avatar

Jon Bendtsen

Re: Min stemme

Da hun virker som om hun i det mindste har en ægte interesse i, at vende tendensen til stadig større politisk polarisering (blokpolitik), som _aldrig_ i sin yderste konsekvens fører til noget godt.

De Radikale fører deres egen "blok" politik, den eneste grund til at vi ikke kalder det en blok er at vi har et andet navn og det er - midten.

(vk)O indgik en aftale med de Radikale da de kunne blive enige, altså blev de Radikale ikke holdt ude af højre blok politik. Jeg kan også sagtens forestille mig at de Radikale i den nye regering godt vil indgå aftaler med DF - hvis de kan blive enige. De kan de næppe, men det betyder bare at vi har erstattet højreblokken med midterblokken. Men det er stadig en blok.


14. sep 2011 kl 12:31

Torkil Bladt

Blank

Jeg legede engang med tanken om at hvis der var tilstrækkeligt mange blanke stemmer, burde der være et tilsvarende antal tomme stole i Tinget.
Men til de fleste debatter er der aligevel mange tomme stole, så det ville alligevel ikke blive bemærket ;-)
Min stemme bliver ikke blank, heller ikke denne gang.


14. sep 2011 kl 12:50

Thomas Vesth

Re: Jeg så "Ding"

Tine

Læs venligst en historiebog og vær glad for at du ikke taler russisk idag, det er ihvertfald ikke Ole Sohns fortjeneste.

Men super med lidt humor.


14. sep 2011 kl 12:59

avatar

Lars Bjerregaard

Re: Min stemme

De Radikale fører deres egen "blok" politik, den eneste grund til at vi ikke kalder det en blok er at vi har et andet navn og det er - midten.

For den som kun ser blokke er alt vel en blok....

Det som jeg mener er, at der er et spektrum imellem, på den ene side kompromis, og på den anden side polarisering. Begge ender kan have deres fordele og ulemper. Men, alt andet lige, mener jeg at kompromis er den mest langtidsholdbare løsning, den som giver det mest tålelige politiske (og samfundsmæssige) klima. Så givet tingenes tilstand, ønsker jeg at trække spektret mere i retning af kompromis. Det har vist også historisk været en af de (positive) ting, som har kendetegnet Dansk politik generelt, og som vækker beundring andre steder.


14. sep 2011 kl 13:08

Klaus Elmquist Nielsen

Fordelingspolitik og politisk substans

De af mine læsere der ikke ser verden som sort/hvid, vil jeg derfor anbefale at overveje om ikke den bedste anvendelse af en stemme i overmorgen er at "belønne" de Radikale og de Konservative for deres opgør med blokpolitikken, på bekostning af de partier der har ført blokpolitisk valgkamp.

Jeg ville nu nok læse denne artikel først:
http://politiken.dk/politik/EC...ing/

Er det fint for en så fortsæt endelig med PHK's råd. Vil man noget andet skal man måske lige tænke sig om ekstra gang om.

Faktisk ville jeg ikke blive forbavset hvis selv et rødt flertal ender med en VKR regering fordi de radikale beslutter sig for at her finder de den bedste platform for at gennemføre radikal politik.

Nuvel, vi får se hvad der sker når "Cirkus Christiansborg" åbner for næste særson med tragikomiske forestillinger.

Kan i øvrigt kun tilslutte mig ønsket om et bredt samarbejde i folketinget.

Uanset valgresultatet bliver det spændende at se udviklingen på det fordelingspolitiske område. For det er i virkeligheden her at slaget mellem blokkene står.

Hvilket leder mig ind til valgkampsretorik kontra partiernes grundliggende værdier. Man må ikke glemme at valgkamp er "ansættelsessamtaler" hvor de politiske kandidater kæmper om at få en plads i næste valgperiode. Og dermed sikre sig deres fortsatte levebrød. Hvorfor et vist minimum af kritisk sans kan anbefales når man beslutter sig for hvor krydset skal sættes. Ikke alle valgløfter kan tages for pålydende!

Det er ikke et parti (måske bortset fra DJØF) som har absolut flertal i folketinget. Så uanset valgresultatet bliver der tale om kompromiser i de vedtagne beslutninger. Disse komprimiser tager udgangspunkt i partierns grundliggende værdier. Hvorfor man bør have disse grundliggende værdier i tankerne når man vælger hvor man sætter sit kryds. For i sidste ende er det disse værdier man er med til at vælge ind i folketinget når man stemmer.

Nuvel, god fornøjelse, særligt som brokkehoveder på sidelinien. For det er det eneste der er sikkert. Der bliver masser af politiske beslutninger at brokke sig over fremover. Sådan har det altid været og sådan vil det naturligvis også fortsætte med at være!


14. sep 2011 kl 13:23

Klaus Elmquist Nielsen

Re: Min stemme

Da hun faktisk virker som et anstændigt menneske, og det vejer altid tungt i min bog.

Jeg ville blive rigtig glad på danmarks vegne hvis vælgerne ikke kun tog udgangspunkt i politikernes fremtoning men også den politik som politikerne står for.

Skal det politiske landskab ændres til det bedre i danmark er der behov for forbud mod (politisk) spin samt krav om fuld ærlighed omkring partiernes politik.

Dette er særligt nødvendigt inden for områder som klimapolitik, arbejdsmarkedspolitik, erhvervspolitik og fordelingspolitik. For ikke at glemme det store behov for ærlighed og åbenhed omkring hvilke firmaer og organisationer som partierne modtager støtte fra.


14. sep 2011 kl 13:32

avatar

Lars Bjerregaard

Re: Min stemme

Jeg ville blive rigtig glad på danmarks vegne hvis vælgerne ikke kun tog udgangspunkt i politikernes fremtoning men også den politik som politikerne står for.

Afgjort, helt enig. Men, man skal aldrig glemme, at politik (heldigvis) i en pæn grad er drevet af individuelle menneskers karakter og holdninger, og deres evner til at opnå gode politiske resultater (hvilket i høj grad er en personlig kvalitet). Det er af denne grund, at både den politiske dagsorden _og_ personen hører sammen, som et hele, og begge er relevante.


14. sep 2011 kl 13:39

Klaus Elmquist Nielsen

Re: Min stemme

Afgjort, helt enig. Men, man skal aldrig glemme, at politik (heldigvis) i en pæn grad er drevet af individuelle menneskers karakter og holdninger, og deres evner til at opnå gode politiske resultater (hvilket i høj grad er en personlig kvalitet). Det er af denne grund, at både den politiske dagsorden _og_ personen hører sammen, som et hele, og begge er relevante.

God pointe. Blot bør man være opmærksom på at når en politiker står for en bestemt politisk værdi så bør man ikke tro på at denne værdi ikke gælder uanset hvad politikeren ellers ytrer.

En anden ting er at der findes eksempler særligt fra erhvervslivet hvor personer med stor udstråling og overbevisende retorik viser sig at have nogle andre værdier end man umiddelbart havde forestiller sig. Og at domstolene i øvrigt viste sig enige i vurderingen heraf.

Så derfor: Glem ikke jeres kritiske sans!

En anden ting er så at jeg aldrig helt har fattet hvordan en konkurrence om selvpromovering kan ende med at blive til fællesskabets bedste. Men det er måske heller ikke meningen!?


14. sep 2011 kl 13:50

avatar

Lars Bjerregaard

Re: Min stemme

En anden ting er så at jeg aldrig helt har fattet hvordan en konkurrence om selvpromovering kan ende med at blive til fællesskabets bedste. Men det er måske heller ikke meningen!?

Heh, godt spørgsmål. Jeg hader selv hele cirkus-aspektet. Men folk er meget forskellige... måske findes en god del af forklaringen i denne udemærkede artikel fra i dag: http://politiken.dk/kultur/ECE...yds/


14. sep 2011 kl 14:24

Jan Jensen

En anden mulighed end blank stemme...

Der kan mellem 16 og 20 på valgdagen ved noget som hedder Istedgadeboghandel, afbrændes valgkort offentligt og der vil efter sigende blive givet en gave. Et boldtræ guddødme. Det er sgu værkstedshumor. Så kan de lære det.
Link
agorist.dk

Har intet med det at gøre ellers. Det var bare til den debat mht hvad en blank stemme tæller.


14. sep 2011 kl 15:46

Poul Kristiansen

Wendell Phillips Quote før valget

Governments exist to protect the rights of minorities. The loved and the rich need no protection: they have many friends and few enemies.

Wendell Phillips


14. sep 2011 kl 15:50

Loke Dupont

Re: Blanke stemmer

Jeg er tilhænger af at man tæller blanke stemmer eller indføre et blanktfelt hvor man enten kan stemme gyldigt blankt eller skrive den kanditat på om man mener skal have en stemme.

Man tæller skam også blanke stemmer, og de tælles faktisk også seperat fra ugyldige stemmer (hvor folk netop har skrevet mickey mouse eller andet)

Se fx. københavns optælling fra sidste kommunalvalg: http://www.kmdvalg.dk/kv/2009/....htm


14. sep 2011 kl 16:54

Finn Christensen

Re: Fordelingspolitik og politisk substans



..snip..

Faktisk ville jeg ikke blive forbavset hvis selv et rødt flertal ender med en VKR regering fordi de radikale beslutter sig for at her finder de den bedste platform for at gennemføre radikal politik.

..snip..

Enig Klaus, i min optik få vi måske en 'nød'regering (i afsky og i mangel af bedre) der forventeligt ender i slagsmål - jeg giver 'nød'regeringen max. 1½ år - tidspunkt, når befolkningen ser FFL 2013 (Finanslov).

Stemmespild på over flere hundrede tusinde i morgen, der i 2012 endnu engang løber skrigende den modsatte vej. Mængden af tvivlere er alt alt for stor, så der er utallige løse stemmer på vandring.

Da Fi. krise 1 + 2 + EU økonomiske krise ikke forsvinder af sig selv de næste par år, så samler V??? igen stumperne op.


14. sep 2011 kl 17:06

Klaus Elmquist Nielsen

Re: Fordelingspolitik og politisk substans

Enig Klaus, i min optik få vi måske en 'nød'regering (i afsky og i mangel af bedre) der forventeligt ender i slagsmål - jeg giver 'nød'regeringen max. 1½ år - tidspunkt, når befolkningen ser FFL 2013 (Finanslov).

Min kommentar skal ses i lyset af at omtalte parti går til valg på et samarbejde og måske ender med et andet. Det er selve dette aspekt som jeg finder "interessant" set ud fra et troværdighedssynspunkt.


14. sep 2011 kl 17:16

Klaus Elmquist Nielsen

Re: Min stemme

Heh, godt spørgsmål. Jeg hader selv hele cirkus-aspektet. Men folk er meget forskellige... måske findes en god del af forklaringen i denne udemærkede artikel fra i dag: http://politiken.dk/kultur/ECE...yds/

Det er nemlig en rigtig god artikel om vælgerkorpsets opførsel. Bestemt værd at læse!

Der skal som nok være nogle der mener at beskrivelserne i en denne artikel er al rigelig grund til at fratage et så useriøst vælgerkorps deres stemmeret da de ikke kan finde ud af at bruge stemmeretten ordenligt og handle på baggrund af rationelle beslutninger. Det er så ikke lige min type budskab men jeg har en klar ide om hvorfra et sådant budskab eventuelt kunne komme om det skulle dukke op.

Nuvel, min kommentar kan nærmere siges at omhandle det grundligende systemdesign mens analysen af vælgeradfærden omhandler borgernes opførsel i sådan et system.


14. sep 2011 kl 17:26

avatar

Benny Allan Andersen

Re: Jeg så "Ding"

Læs venligst en historiebog og vær glad for at du ikke taler russisk idag, det er ihvertfald ikke Ole Sohns fortjeneste

I gymnasiet for 40 - 45 år siden, var der ikke nok tilmeldte til, at vi kunne fortsætte holdet andet år, så vi blev presset over på et franskhold.


14. sep 2011 kl 17:43

Michael Zetlitz


14. sep 2011 kl 20:13

avatar

Troels Halken

Re: Jeg så "Ding"

Det betyder at samtlige politikere (fra Helveg og Ellemann) der nogensinde har rost USA, kan drages til ansvar for Irangate, CIA og NATO.
Afghanistan?
Vietnam og Korea... men de er vist faldet for aldersgrænsen.

Tine, DDR var et socialistisk diktatur med hård undertrykkelse af den østtyske befolkning i mere end 40 år, og det syntes Ole åbenbart var helt fint, når bare farven var rød.

USA er bestemt ikke uskyldsren sne og har også en lang historie med at støtte højreorienterede diktatorer, noget man med rette kan kritisere USA for. Det er klart. Men i selve USA har der på ingen måde været noget som kan sammenlignes med DDR.

Det at rose et demokrati med menneskerettigheder som støtter dikatatorer i udenrigspolitikken er altså noget andet end at man selv direkte roser et diktatur som undertrykker befolkningen, hvilket er hvad Ole Sohn har gjort. Så i min bog er der helt klart forskel på de to. At Ole Sohn desuden ser ud til at have haft ret nære bånd til USSR er i min bog betænkeligt.

Vh Troels


15. sep 2011 kl 19:09

avatar

Tine Andersen

Det er mærkeligt

Som Ole Sohn, og Bjarne Riis- altid skal have tæsk. Den ene for sin holdningsændring og den anden for sin indrømmelse. (doping)

Man må ikke ændre holdning i Danmark, hvis man er kendt!

Næh, du må sidde i din ligkiste resten af dine dage. Fordi du mente noget for 20 år siden, så skal du stå til ansvar for det - idag

Det sikre er er gå ind for miljøgifte, forbud, og rette ind.

Ok- jeg vil egentlig gerne have, at I forklarer Irangate. Det må I jo vide alt om- og stå til ansvar for. Forresten også hvorfor Saddam Hussein skulle dømmes i sit hjemland (så han fik dødsstraf), og hvorfor det er rart at hans kumpaner blev hængt, så hovedet faldt af. Det må I jo stå til ansvar for.




15. sep 2011 kl 22:29

avatar

Jon Bendtsen

Re: Det er mærkeligt

Som Ole Sohn, og Bjarne Riis- altid skal have tæsk. Den ene for sin holdningsændring og den anden for sin indrømmelse. (doping)

Bjarne Riis skal til evig tid have tæsk for at snyde og bedrage med doping. Det er bare så usportslig optræden. Og han er endda stadig i sportsverden, føj en fusker.


15. sep 2011 kl 22:56

Thomas Magius

Re: Jeg så "Ding"

Vi har da heldigvis aldrig været i krig med østblokken... Derimod er vi i krig mod Taleban i Afghanistan som vores statsminister aktivt støttede.

Det har du vel også en mening om eller?


16. sep 2011 kl 01:14

Svend Ferdinandsen

Re: Sofaen lokker

Jeg har alvorligt overvejet at blive hjemme.
Det er der forskellige årsager til. Een af dem er, at de fleste partier gør mere ud af at forklare hvor galt det går hvis de andre får magt, og ikke kan fortælle så meget om hvad de selv vil gøre.
En anden er, at hvis jeg stemmer og partiet får indflydelse, så hænger jeg på den og kan dårligt brokke mig.
Ved at blive i sofaen, så kan jeg helt frit brokke mig uanset udfaldet, og det er altså væsentligt. Man må jo også se på sit eget velbefindende, i særdeleshed når det ikke går ud over andre.


Jeg er helt uenig med dig. Ved ikke at deltage i demokratiet mister du retten til at brokke dig over demokratiet. Det mindste du kan gøre er at stemme. Det bedste du kan gøre er at stille op.

Hvis du opfatter "demokrati" som dette at stemme, så er det en noget perverteret opfattelse af begrebet. Det kunne jo være at den helt "forkerte" blev stemt ind? Ligesom da vi stemte forkert ved diverse EU afstemninger.

Er det ikke mere reelt at afstå, end at stemme efter en indre lodtrækning.

Det siger jo alt om den demokratiske forståelse, når et parti der går tilbage bliver spurgt, om de ikke skulle ændre deres politik!


16. sep 2011 kl 12:15

Tom Paamand

Sohning...

Ole Sohn afleverede ganske rigtigt, på vegne af DKPs Centralkomité som det hed, den kendte fødselsdagshilsen fra tribunen i Østberlin. I Land og Folks reportage citeres han så for: "Jeg har talt med partifolk i DDR ved jubilæet, de indser også nødvendigheden af reformer og dialog med de oppositionelle kræfter".

Og Ole Sohn fortsætter - i den hilsen til DDR, han personligt fremsætter i partibladet: "DDR har brug for mere demokrati, ønsket om reformer er naturligt - og rejsefrihed skal være muligt".

Hvorfor han kastede sig ud et så håbløst projekt som at være med til at reformere hele betonkommunismen, er uforståeligt - det får han ikke min stemme for, hverken dengang eller nu. Men fortsat at påstå Sohn var pot og pande med DDRs betonhjerner, er simpelthen kontrafaktisk.


16. sep 2011 kl 12:53

avatar

Søren Rosendal Jensen

Re: Det er mærkeligt

Bjarne Riis skal til evig tid have tæsk for at snyde og bedrage med doping. Det er bare så usportslig optræden.

Usportsligt, min hat. Bjarne er en helt. Stadigvæk. Jeg vil blæse på, om han dopede sig - det gjorde man jo den gang. Det var bare uheldigt, at han indrømmede det. (Dermed mener jeg ikke at doping er acceptabelt i dag).

Han gav os en uforlignelig oplevelse den sommer i 1996.

- Søren


18. sep 2011 kl 17:13

avatar

Tine Andersen

Re: Det er mærkeligt

Brian Holm og Skibby, Rolf Aldag og mange flere HAR indrømmet doping.
Rolf Aldag er sportsdirektør.

En del andre cykler videre. Det er kun I Danmark, man ikke må indrømme, man er for evigt persona non grata.

Mvh
Tine


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.