/transport

Knækket drivaksel sendte dansk Lynx i havet

Årsagen til det dramatiske helikopterstyrt den 22. august var en knækket drivaksel til halerotoren. Hvorfor den knækkede, er endnu ikke afklaret, og indtil videre må kun to af Forsvarets Lynx-helikoptere flyve igen.

Af Erik Holm, mandag 12. sep 2011 kl. 16:13

Det var en knækket drivaksel til halerotoren, der betød, at en af Forsvarets Lynx-helikoptere måtte nødlande i havet under dramatiske omstændigheder den 22. august.

»Det er konklusionen i den foreløbige rapport fra Havarikommissionen,« siger generalmajor Henrik Røboe Dam, der er chef for Flyvevåbnet.

Under indflyvningen til inspektionsskibet Hvidbjørnen, der lå til kaj i Grønnedal, lød der et højt smæld. Umiddelbart efter måtte piloten nødlande helikopteren i vandet 25 meter fra skibet. Ingen af de fem ombordværende kom noget fysisk til.

Forsvarets Havarikommission undersøger stadig den præcise årsag til, at drivakslen knækkede. Det sker sammen med producenten Augsta/Westland, oplyser Røboe Dam.

»Der er flere teser for, hvad der gik galt, men dem holder vi for os selv, til vi kender den faktiske årsag. Lynx’en er jo en kompliceret maskine, så der kan være mange årsager.«

Kun to må flyve
Det medfører konkret, at kun to af de syv tilbageværende helikoptere er undtaget fra det delvise flyveforbud, der blev nedlagt over Lynx-helikopterne efter havariet. Henrik Røboe Dam forventer dog at have yderligere to helikoptere klar ved udgangen af ugen.

»Vi skal være helt sikre på, at der ikke er problemer med drivakslerne på hver enkelt helikopter, før vi sender dem i luften. Det er lidt foruroligende, at drivakslen kunne knække på den måde,« siger Henrik Røboe Dam.

Han ved endnu ikke, hvornår den endelig årsag er fastlagt.

»Men det kan godt tage noget tid,« siger generalmajor Henrik Røboe Dam.



12. sep 2011 kl 22:16

Søren Jespersen

Det kunne være endt galt

Hvor er det dog fantastisk heldigt at akslen knækkede der hvor den gjorde. Hvis det var sket højere oppe eller over land var det sikkert end meget værre!


12. sep 2011 kl 22:41

Michael Bojsen

Re: Det kunne være endt galt

Hvor er det dog fantastisk heldigt at akslen knækkede der hvor den gjorde. Hvis det var sket højere oppe eller over land var det sikkert end meget værre!

Uden at vide noget specifikt om Lynx, så burde den vel kunne autorotere ned uden større problemer?


13. sep 2011 kl 03:25

Jørgen Hedelund Andersen

Re: Det kunne være endt galt

Ingen helikopter kan autorotere med halerotor-fejl.
Når man autoroterer, udnytter man at man har højde, til at lade luftstrømmen gennem hovedrotoren, mens man daler nedad, til at man samtidig kan styre, fordi hovedrotoren trækker halerotoren.
Halerotorfejl er noget af det sværeste at komme godt fra, som helikopterpilot.


13. sep 2011 kl 09:14

Anders Brandt

Det var nok ikke så galt

Ingen helikopter kan autorotere med halerotor-fejl.

Det undrer mig meget.
Netop i autorotering er der intet motordrejemoment der skal holdes tilbage af halerotoren.
Nej, piloten kan ikke styre helikopteren om sin lodrette akse, men han kan da sagtens autorotere den blødt ned til moder Jord - og det er da det væsentlige i sådan en situation.


13. sep 2011 kl 13:34

Troels Gripping

Auto rotation uden hale rotor

Auto rotation uden hale rotor, er mere end svært, da kroppen jo pludselig helst vil rotere med hovede rotoren rundt (og selv om den drives at "kun" vind). og så snart der gives positiv pitch på h.rotoren vil halen tæve rundt.


13. sep 2011 kl 13:48

Peter Stig Hansen

Re: Auto rotation uden hale rotor

og så snart der gives positiv pitch på h.rotoren vil halen tæve rundt.

Hvor kommer momentet fra, når motoren ikke er koblet ind?


13. sep 2011 kl 13:58

Michael Eriksen

Re: Auto rotation uden hale rotor

Hvor kommer momentet fra, når motoren ikke er koblet ind?
Fra hovedrotoren. Motoren i sig selv giver ikke moment på heloens krop.


13. sep 2011 kl 14:21

Peter Stig Hansen

Re: Auto rotation uden hale rotor

Hvor kommer momentet fra, når motoren ikke er koblet ind?
Fra hovedrotoren. Motoren i sig selv giver ikke moment på heloens krop.

Fint nok, men hvordan får man overført moment fra rotoren til flykroppen i *frikoblet* tilstand på sådan måde et halen begynder at "tæve rundt".

Det eneste som får kroppen til at følge med rotoren må være friktion i lejer og evt gearkasse, men den (friktionen) ændrer sig vel ikke ved mer positiv pitch?


13. sep 2011 kl 14:40

Michael Eriksen

Re: Auto rotation uden hale rotor

Fint nok, men hvordan får man overført moment fra rotoren til flykroppen i *frikoblet* tilstand på sådan måde et halen begynder at "tæve rundt".

Det eneste som får kroppen til at følge med rotoren må være friktion i lejer og evt gearkasse, men den (friktionen) ændrer sig vel ikke ved mer positiv pitch?
Det er også rigeligt. Sæt dig på en kontorstol og begynd at rotere med udstrakte lemmer og så træk dem ind og du ligner en skøjteprinsesse. Det eneste der forbinder dig med stolen er friktionen på sidefladen (elegant formulering, ikke :-)

Den forøgede pitch er "bare" for at holde liv i rotationen og dermed opdriften. Man tvinger hovedrotoren til at lege vindmølle og holder den oppe i omdrejninger og dermed give lift.


13. sep 2011 kl 15:25

Peter Stig Hansen

Re: Auto rotation uden hale rotor

Jeg tror vi snakker forbi hinanden(?)

Mit oprindelige spørgsmål var egentlig et lidt retorisk spørgsmål til Troels Gripping fordi han påstår (så vidt jeg forstår ham) at når man øger pitchen mens man autoroterer, så vil flykroppen (i højere grad) begynde at rotere med rotoren. Jeg kan ikke se hvordan det kan lade sig gøre.
Din model med kontorstolen forklarer ikke dette, men som sagt jeg tror at vi to snakker forbi hinanden.

I øvrigt: Forøget pitch vil vel reducere rotorrotationen, men øge opdriften?


13. sep 2011 kl 15:41

Michael Eriksen

Re: Auto rotation uden hale rotor

I øvrigt: Forøget pitch vil vel reducere rotorrotationen, men øge opdriften?
Korrekt og korrekt vi har talt forbi hinanden. Min fejl.


13. sep 2011 kl 22:41

Henrik Gormsen

Re: Auto rotation uden hale rotor

Det kommer lidt an på hvornår, og i hvilken stuation halerotoren strejker.
Hvis helikopteren ellers flyver ligeud, med go' fart på, i god højde, skulle de fleste helikoptere uden 'størrer' vanskeligheder kunne flyve sig (autorotere) sig ud af situationen. Hvis momentet fra hoved rotoren reduceres, eller fjernes, vil de aerodynamiske kræfter på halen nogenlunde rette helkopteren op med næsen nogenlunde op i vinden.

Hvis det imidlertid sker i lav højde, og uden fartvind til at stabilicere omkring højdeaksen, (hover) så stiller det piloten i en nogen anden situation. Her er der stort set ikke anden valg tilbage end at stoppe touqen fra hovedrotoren, og aceptere at lande i det der er umiddelbart lige under...........


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.