Rent vand skal skylle Løkke ned af taburetten
Drikkevandssikkerheden skal styrkes, hospitaler skal rense medicinrester ud af spildevandet, og kloakkerne skal dimensioneres til større regnskyl. Rundspørge viser oppositionens vandambitioner.
Tema
Læs også
-
Ingeniørens Visionarium: Sådan bliver det danske drikkevand sikkert
-
Særlige toiletter skal standse hospitalers medicinforurening
-
Minister vil stoppe udslip af cellegifte og bakterier fra nye sygehuse
Dokumentation
Rent vand kan blive resultatet af de seneste ugers beskidte valgkamp. En rundspørge lavet af brancheforeningen Dansk Miljøteknologi viser nemlig, at oppositionen er enig om at stramme voldsomt op på vandlovgivningen.
S, SF, R og Enhedslisten vil alle kræve, at alle vandværker fremover skal arbejde efter systemet 'dokumenteret drikkevandssikkerhed', der blandt andet indebærer mange flere egenkontroller, og at vandværkerne analyserer sine installationer og udarbejder en plan for forureningsforebyggelse.
Det var i øvrigt også en anbefaling fra Ingeniørens visionarium om drikkevandssikkerhed, hvor fem vandeksperter fastslog, hvordan Danmark kan højne drikkevandets kvalitet.
En af de potentielle farekilder, der er for drikkevandsforureninger, er sammenblanding med spildevand – eksempelvis under oversvømmelser, hvor urenset spildevand kan trænge op i terræn og løbe ned i utætte vandledninger eller boringer.
En måde at mindske den risiko på er ved at analysere, hvor spildevand kan udgøre en risiko, og derefter arbejde for at mindske risikoen eller fjerne den helt ved at bygge større kloakker eller overløbsbassiner. Det er faktisk to af kravene i EU's såkaldte oversvømmelsesdirektiv.
Miljøminister: Kommuner skal beholde ansvaret
Direktivet åbner dog for, at regeringerne kan fritage sig selv for at udarbejde planer for spildevandssystemerne, og det har den danske regering benyttet sig af, fordi den mener, at hvis regeringen udarbejdede analyser af oversvømmelsesrisikoen fra spildevandssystemer og planer for at minimere risikoen, så ville regeringen de facto overtage ansvaret for kloakkerne fra kommunerne.
'…staten skulle tage stilling til, i hvilket omfang der er risiko for, at kloakkerne ikke er tilstrækkeligt dimensioneret til at aflede for eksempel regnvand. Det ville dels forudsætte, at staten tilvejebringer et meget detaljeret lokalt kendskab til kloakkernes dimensionering og tilstand samt andre lokale forhold, og dels at staten fastlægger, hvilket serviceniveau der er ønskeligt i den enkelte kommune. Det ville i realiteten medføre, at staten overtager ansvaret for dimensioneringen af kloakkerne', skrev miljøminister Karen Ellemann (V) i et svar til Folketinget i juli.
Tilsyneladende giver oppositionen ikke meget for miljøministerens bekymringer, for alle partierne vil have Danmark til at leve op til hele oversvømmelsesdirektivet.
Hospitaler skal rense vand for medicinrester
Oppositionen er også enige om, at faren fra spildevandet skal reduceres, blandt andet ved at nye hospitaler skal rense deres spildevand for medicinrester, kontrastvæsker og andre farlige kemikalier, slipper igennem almindelige rensningsanlæg.
Spildevandsrensning har dog også været i regeringens fokus – i 2009 udsendte den daværende miljøminister, Troels Lund Poulsen (V), ’Handlingsplan for hospitalsspildevand’ – men regeringen har villet lade det være op til kommunerne, der bestyrer kravene i hospitalernes udledningstilladelser, og regionerne, der bygger de nye hospitaler, at bestemme, om spildevandet skal renses eller ej.
Dansk Miljøteknologi har stillet Folketingets øvrige partier de samme spørgsmål, men de har ikke svaret.






