»Du risikerer at ødelægge acceleratoren. Det går ikke det her.«

Sådan lyder Klaus Bahners tryglende besked til en af projektlederne på renoveringen af Aarhus Universitet få dage inden sprængningseksperter sender rystelser gennem kælderen og formentlig totalskader en af universitetets mest værdifulde fysik-maskiner, en såkaldt tandem-accelerator.

Gennem ti år havde tandem-acceleratoren været Klaus Bahners absolutte omdrejningspunkt på Aarhus Universitet, hvor han sammen med kolleger havde ansvaret for at holde den i topform. Og al hans erfaring og viden om den type acceleratorer, inklusive viden om jordskælvsskader på lignende acceleratorer, sagde ham, at rystelser fra en sprængning risikerer at ødelægge ikke bare et nationalt klenodie, men også hans arbejde gennem ti år.

Trods Klaus Bahners funktion som chefingeniør på tandem-acceleratoren bliver han først bekendt med beslutningen om at foretage sprængninger i kælderen fem dage inden, den skulle foregå.

Det er lørdag den 21. august 2010, og Klaus Bahner åbner arbejdscomputeren derhjemme efter en uges ferie. I hans arbejdsmail opdager han en besked sent fredag eftermiddag fra en af projektlederne på renoveringen af universitetet.

I mailen står der, at Institut for Fysik og Astronomi bliver spærret for adgang dagen efter, da man forbereder en prøvesprængning af to strålingsporte i kælderen.

»Min første tanke er, at det er fuldstændig galt. Jeg tror ganske enkelt ikke mine egne øjne,« siger Klaus Bahner, der straks griber telefonen og ringer til en af lederne af renoveringsprojektet.

»Jeg er ophidset og siger direkte til ham, at han risikerer at ødelægge accelerationsrørene. På det tidspunkt er jeg faktisk mest bekymret for en såkaldt fem millioner volts-accelerator, der står i samme lokale som sprængningerne foregår. Men han spørger bare, hvad accelerationsrørene er og beder mig tage det roligt. Han siger, at prøvesprængningen allerede er foretaget, og han har sikret sig, at der ikke kom gas ud af maskinerne,« forklarer Klaus Bahner.

»I mine øjne kan der sagtens være kommet små revner eller andre skader, som ikke er opdaget, men jeg orker ikke diskutere mere med ham og er oprevet resten af dagen,« siger Klaus Bahner.

Foreslår brug af diamantbelagte betonsave
Mandagen efter prøver Klaus Bahner igen at overbevise projektlederen om, at sprængningerne må stoppes, og han lufter også en bekymring om, at nitrøse gasser fra sprængningen kan føre til korrosion i maskinerne. Men projektlederen prøver at berolige ham og siger blandt andet, at han har kontaktet sprængteknisk selskab, der siger, at deres elektronik ikke bliver beskadiget, når der bliver sprængt i miner.

»Men den forklaring giver ingen mening for mig, da udstyr i minerne er Ex-mærket, altså hermetisk forseglet. Det her udstyr af en helt anden karakter. Jeg føler hele tiden, jeg løber panden mod muren,”« fortæller Klaus Bahner, der i forvejen er frustreret over hele renoveringsprojektet, og kun nogle uger forinden har været til samtale med institutlederen, der har kaldt hans opførsel uacceptabel, efter han havde ytret kritik angående byggeledelsens arbejdsstil.

Ifølge Klaus Bahner så er han uforstående over for, hvorfor strålingsportene ikke bliver savet ned med eksempelvis diamantbelagte betonsave. Den metode blev nemlig benyttet, da der skulle skæres en nødudgang i kælderens metertykke betonvæg for nogle år siden. Lignende metoder, som eksempelvis vandskæring, er også brugt på Risø.

Giver op efter flere advarsler
Tirsdag lykkes det at få en samtale med institutleder Brian Bech Nielsen, der er enig i, at sprængning er en rabiat metode. Men han ønsker ikke at blande sig i de beslutninger, som bygningslederne har taget, forklarer Klaus Bahner.

Men Klaus Bahner føler ikke, at institutlederen er enig i argumentet om, at selvom risikoen for skader ved sprængning måske er lille, så er det tåbeligt at tage risikoen, når skadestørrelsen kan være så stor som en ødelagt accelerator.

»Det var som at sidde på Titanic og vide, at man styrede direkte mod et isbjerg. Jeg er dybt frustreret og tirsdag eftermiddag giver jeg op,« forklarer Klaus, der sammen med en kollega skynder sig at installere et apparat på tandem-acceleratoren, der kan måle rystelser.

Gastanken har mistet tryk
Onsdag sker sprængningen. Udslag på Klaus Bahners apparat viser tydeligt, at acceleratoren er blevet rystet voldsomt, og allerede dagen efter finder han, sammen med en kollega, det første tegn på, at maskinen har taget skade: Gastanken har mistet tryk.

»Vi tør ikke tro på, at det er sprængningens skyld. Men selvom vi er fortvivlede, så kan vi intet gør. Renoveringen er i fuld gang og vi har hverken strøm, trykluft eller vand til at undersøge acceleratoren nærmere,« siger Klaus Bahner.

Vågner midt om natten
Først et halvt år efter, i februar, kan ingeniørerne gøre det første forsøg på at genstarte tandem-acceleratoren.

»Det er en stor dag for os og til at starte med ser det hele faktisk rigtig godt ud. Men så sprænger pludseligt et vaakumrør. På den ene side tænker jeg, at den slags sker med en 40 år gammel maskine, men på den anden side ved jeg godt, at alt hænger samme i det her apparat, og jeg har en dårlig fornemmelse,« siger Klaus Bahner.

I slutningen af februar får ingeniørerne for første gang en ionstråle gennem maskinen, men noget er helt galt.

»Vi opdager, at vi får helt upræcise dateringer og vi arbejder faktisk to måneder i døgndrift på at tjekke løse forbindelser og udelukke alle fejlkilder. Men jeg har aldrig set de her fejl før,« fortæller Klaus Bahner.

Og midt om natten rammer det ham så pludselig som et lyn.

»Jeg vågner simpelthen midt om natten med en klar fornemmelse af, hvad der er gået galt. Alle de mystiske målinger vi har fået peger på en ting; nemlig at søjlen gennem maskinen er sunket og ikke længere har den fornødne stabilitet. Den kan forklare, hvorfor vi får forskellige målinger,« siger Klaus Bahner.

Kikkertmåling er en dødsdom over maskinen
Røret i midten af acceleratoren skal være fuldstændigt lige, for at ionstrålen kan fokuseres, og da det er umuligt at understøtte røret på grund af spændingsfeltet, er metalrøret spændt op i hver ende, som i en skruetvinge. Metal- og glasrøret skal være i spænd med et tryk på 20 ton. Ellers bøjer det nedad.

Næste dag går sandheden op for Klaus Bahner og hans kolleger. Med en kikkert måler han accelerationsrørene i maskinen som en landmåler med sit pejleudstyr, og konklusionen er, at røret hænger med mellem 10 og 12 millimeter på midten.

»Jeg ved godt, at det er virkelig dårlige nyheder. Det er en dødsdom over maskinen. Alligevel kontakter jeg kolleger rundt omkring i verden over nettet for at høre deres erfaringer. I subject-feltet skriver jeg ‘A really bad day’,« siger Klaus Bahner.

Men ingen kolleger har haft lignende erfaringer med en accelerator med vertikalt bøjet søjle og alle er enige om, at det er et rigtig skidt tegn.

»Mit arbejde er sprængt i stykker«
I de følgende dage studerer Klaus Bahner detaljer i grundkonstruktionen, som han aldrig har beskæftiget sig med før, og sammen med sine kolleger beslutter han sig for at åbne tanken og se på indmaden.

Den endelige konklusion bliver, at acceleratoren er totalskadet, og at det ikke kan betale sig at reparere på den. Årsagen er ikke alene, at søjlen er sunket, men lige så afgørende er det, at acceleratorens cirka 70 kubikmeter tryktank er deformeret. De bliver bekræftet af et uvildigt inspektionsfirma over for Klaus Bahner, og vurderingen er, at der højst sandsynlig er revner i tanken, som betyder, at den vil udgøre en risiko for de ansatte.

»Mit arbejde gennem ti år er sprængt i stykker, så jeg informerer ledelsen om mine opdagelser, skriver en skadesrapport og siger op,« fortæller Klaus Bahner.

»Jeg er frustreret, bitter og vred over, at ingen bliver holdt ansvarlig for at have tilladt de ødelæggende sprængninger. Mit arbejde er ødelagt, så jeg har ingen grund til at blive længere. Jeg har sat en personlig ære i at piske den her maskine op på et højt internationalt niveau, og enhver nyindkøbt accelerator vil have svært ved at konkurrere med den,« siger Klaus Bahner, der nu har fået job et andet sted.

Nu arbejder universitetet på at få erstatning fra entreprenøren Juel Ditlefsen og Nielsen, der fik foretaget sprængningen af nedbrydningsfirmaet Per Rasmussen. Men selvom det lykkes universitetet at skaffe 30 millioner til en ny maskine, så vil det aldrig kunne erstatte den gamle tandem-accelerator.

Den var nemlig bygget helt specielt af et amerikansk firma til Niels Bohr Institutet og var optimeret til blandt andet kulstof 14-dateringer på en måde, så den nød anseelse fra internationale forskere.