Forskningspolitikken har de seneste år været kendetegnet af forholdsvis brede forlig.

På den vis er det ikke overraskende, at forskning ikke spiller en hovedrolle i valgkampen. Men i betragtning af, at hovedtemaet i valgkampen er vækstpolitik, er det alligevel tankevækkende, så lidt forskningen fylder.

Til trods for politikernes generelle enighed er det nemlig ikke uinteressant, hvem der vinder valget og dermed kan sætte sig i spidsen for forskningspolitikken.

Der er tre hovedspørgsmål, der umiddelbart skal afgøres:

jHvordan skal fordelingen være mellem frie midler til universiteterne og konkurrenceudsatte midler?

jHvor stort skal forskningsbudgettet være i de kommende år?

jHvordan skal Videnskabsministeriet skrues sammen, bl.a. i forhold til Undervisningsministeriet?

Og endelig er det interessant og betydningsfuldt for udviklingen, hvem der indtager ministerkontoret i Bredgade i København.

Forskellene i partiernes holdning træder mest klart frem, når det gælder fordelingen af de offentlige forskningsbevillinger.

Noget overraskende er der en form for interessefællesskab mellem Venstre, Konservative, Socialdemokraterne og SF. Heroverfor står Enhedslisten, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Mange partier taler for at øge de midler, som universiteterne selv råder over til forskning - de såkaldte basismidler. Men når valget er afgjort 15. september, tyder meget på, at videnskabsministeren alligevel vil lave en plan for at sende forskningskroner til nøje udvalgte forskningsområder, som energi, fødevarer og sundhed.

For ministre har det bedst med at selv at styre - uanset om de kommer fra blå eller rød blok.

I dag udgør basismidlerne omkring 56 pct. af forskningsbevillingerne. Resten af forskningsbevillingerne uddeles efter hård konkurrence, hvor forskerne indsender ansøgninger til en lang række af forskningsråd og fonde.

Venstre og Konservative ønsker den nuværende fordeling mellem basis- og konkurrencemidler opretholdt.

Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ønsker at øge basismidlernes andel til 60 pct.

Radikale Venstre og Enhedslisten ønsker, at basismidlerne skal udgøre hele 70 pct. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ønsker også at øge basismidlerne betragteligt.

Det er ikke overraskende, at Radikale Venstre og Enhedslisten har dette synspunkt. Det er derimod holdningen hos Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Hos Dansk Folkeparti skal forklaringen findes hos Jesper Langballe, der egenhændigt har administreret Dansk Folkepartis forskningspolitik. Han er fortaler for det klassiske universitet, der sætter grundforskning i højsædet. Hans synspunkt er, at strategisk forskning er noget, Fanden har skabt.

Jesper Langballe udtræder af Folketinget, men hans søn Christian Langballe ser ud til at blive valgt. Han er også et godt bud på at overtage posten som forskningsordfører for Dansk Folkeparti. I en e-mail til Ingeniøren erklærer han sig helt på linje med sin far på dette område.

Det hører dog med, at politikerne har en tendens til at mudre billedet.

Hvis man gerne vil give flere basismidler til universiteterne, men samtidig have hånd i hanke med, hvad pengene bruges til, så opfinder man et nyt fordelingsprincip.

Socialdemokraterne og SF har lanceret et forslag om at oprette fire nye såkaldte erhvervsforskningscentre, der skal placeres på universiteterne efter en udbudsrunde og forske inden for nøje afgrænsede områder.

Der skal årligt afsættes 500 mio. kr. til disse erhvervsforskningscentre - et beløb, som de to partier anfører er ekstra basismidler til universiteterne. Mere korrekt vil det dog være at betegne det som strategisk forskning.

Det er ikke kun fordelingen af pengene, der deler partierne. Det samme gælder størrelsen af det offentlige forskningsbudget.

Den såkaldte Barcelona-erklæring er EU-landenes hensigtserklæring om, at de vil bruge en procent af bruttonationalproduktet til det offentlige forskningsbudget.

Danmark nåede op på den ene procent for nogle få år siden med bred støtte fra alle partier. I 2011 er det offentlige forskningsbudget på 19,3 mia. kr. eller 1,065 pct. af det forventede bruttonationalprodukt.

Det skyldes, at bruttonationalproduktet har været faldende under krisen, samtidig med, at forskningsbudgettet i kroner er øget.

I forskerkredse møder man ofte synspunktet, at en procent er uambitiøst. I Finansministeriet har man derimod længe hadet den indbyggede automatik i forskningsbudgettet, og nu øjner man en mulighed for at spare penge - for automatikken må vel gå begge veje.

Logikken tilsiger, at et fald i BNP må have som konsekvens, at forskningsbevillingerne falder. Altså skal det offentlige forskningsbudget ned på 1,0 pct. af BNP i fremtiden.

I VK-regeringens forslag til en finanslov for 2012 er det foreslået, at bevillingerne skal falde til 18,7 mia. kr. - eller 1,01 pct. af BNP.

Socialdemokraterne og SF holder også fast i målet om 1 pct., men har samtidig sagt, at bevillingerne ikke må falde i kroner i de kommende år. Liberal Alliance har i et udspil fra april erklæret, at de vil øge forskningsbudgettet med 800 mio. kr.

Enhver ny regering vil overveje, hvordan ressortområderne skal fordeles mellem ministerierne.

Får vi en rød regering - med eller uden de Radikale - er der meget, der tyder på, at man vil overføre de korte og mellemlange videregående uddannelser til Videnskabsministeriet, som i forvejen administrerer universitetsuddannelserne.

Det vil efterlade Undervisningsministeriet med ansvar for folkeskolen og de gymnasiale uddannelser.

En sådan omfordeling kan også tænkes, hvis en blå regering fortsætter - men omfordelingen vurderes af iagttagere som værende mindre sandsynlig i dette tilfælde.

IT- og Telestyrelsen, som i dag ligger under Videnskabsministeriet, kan eventuelt overføres til Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Hvis Charlotte Sahl-Madsen (K) skal fortsætte som videnskabsminister, skal VK for det første genvinde regeringsmagten. Og selv om det ikke er et formelt krav, vil hun sandsynligvis også skulle vælges ind i Folketinget, hvor hun ikke sidder i dag. Begge dele kan blive svært. Hvad pladsen i Folketinget angår, er Charlotte Sahl-Madsen oppe mod partifællerne Mike Legarth og Carina Christensen i Sydjyllands Storkreds, og der bliver nok kun plads til én af dem i Folketinget.

Vinder blå blok valget, uden Sahl-Madsen kommer i Folketinget, skal Lars Løkke Rasmussen altså sandsynligvis finde en ny videnskabsminister.

Fra kredse med indgående kendskab til Videnskabsministeriet lyder rådet at udpege en akademisk uddannet person, som lettest vil kunne forstå og begribe det spegede spil, der foregår på universiteterne.

Hvis rød blok vinder, og Videnskabsministeriet bliver styrket ved at overtage de korte og mellemlange uddannelser, lyder en vurdering, at Christine Antorini (S), som mange ellers har udset som undervisningsminister, kunne blive videnskabsminister. Så kunne en SF'er eller eventuelt en radikal blive minister for børne- og ungdomsuddannelserne.