Post Danmark skifter til elcykler
Post Danmark udskifter en del af ombringningsflåden til elbiler, elknallerter og elcykler. Første skridt bliver taget på Bornholm, men resten af landet følger med i de kommende år.
Læs også
Læs mere om
Omkring 100 elbiler, 100 elknallerter og 1.000 elcykler kommer snart til at få påmonteret postens traditionelle logo. De skal nemlig udgøre spydspidsen i Post Danmarks satsning på at gøre udbringningen af post mere miljøvenlig:
»Målet er, at vi er til stede i de 20 største danske byer med elbiler i løbet af et par år. Vi vil derfor nu gå i gang med at sætte ladestandere op på de relevante steder,« fortæller miljøchef i Post Danmark Søren Boas.
I koncernen Posten Norden, som Post Danmark er en del af, er der blevet oprettet en miljøfond på 100 millioner kroner, som alle dele af koncernen kan søge. Otte overordnede miljøaktiviteter skal blandt andet være med til at reducere koncernens CO2-udledning med 40 procent inden 2020. Heraf indgår udrulningen af eldrift i ombringningen.
For selv om andelen af ombragte breve for tiden falder drastisk, så forventer Post Danmark, at andelen af pakker, som skal bringes rundt til de danske husstande, vil stige i de kommende år.
Men hvordan kan der for eksempel opnås en CO2-gevinst ved at udskifte postbudenes hæderkronede cykler med elcykler?
Det forklarer Søren Boas:
»Ved at udskifte de traditionelle cykler med elcykler kan vi gøre ruterne længere og dermed reducere behovet for depotkørsel. Tilsammen giver det en klar miljøfordel.«
Først nu teknologien er tilrådighed
Selv om hverken elbiler eller elcykler er noget nyt, så har man hos Post Danmark været tilbageholdende med at kaste sig over teknologien. Det forklarer Per Henrik Brask, der er direktør i Post Danmark Leasing A/S, som står for indkøb og drift af hele Post Danmarks flåde:
»Vi har da set på en del ombyggede biler til eldrift, men vi ville være sikre på, at leverandøren kunne garantere for kvaliteten. Derfor har vi kigget på de store producenter, og det er først nu, at vi ser dedikeret elbilsmodeller med producentens eget logo på,« siger han.
På Bornholm, hvor de første elbiler netop er blevet introduceret, har man valgt Mercedes Vito, som ifølge Per Henrik Brask er den eneste varebil, der for tiden sælges i en ren elbilsversion. Men det er endnu ikke fastlagt, hvilke elbiler posten vil indkøbe til resten af landet:
»Det skyldes også, at vi ikke kan lægge os fast på kombinationen af alternative brændstoffer på nuværende tidspunkt. Vi kigger for eksempel også på biogas og bioethanol som et alternativ til fossile brændsler,« siger Per Henrik Brask.






