/produktion

Bolt med indbygget chip sladrer om forkert montage

HI-messen: Hvis man bygger en chip ind i en bolt, kan den sladre om, hvordan montøren sparede på kræfterne, da han spændte bolten.

Klik for at se billedet i stort

For den, der ikke ved bedre, er der bare et lille, ekstra mønster graveret ind i bolthovedet. Men i praksis er det et ydre tegn på, at der er en lille 'ekkodal' inde i bolten. (Foto: Kent Krøyer)


Læs også

Læs mere om

Af Kent Krøyer, onsdag 07. sep 2011 kl. 14:33

En bolt med indbygget chip kan fortælle, om bolten er spændt rigtigt til. Bolten er en af nyhederne på HI-messen i Herning.

Der findes steder, hvor en bolts præcise tilspændingsmoment har afgørende betydning. Det gælder for eksempel, når en møllevinge skal skrues fast på møllen. Er tilspændingen for hård, svækkes bolten. Og er den for let, kan bolten arbejde sig løs, når vejret bliver barskt.

En løsning på det problem har firmaet Folke-Larsen nu fremskaffet gennem et samarbejde med den svenske bolt-fabrikant Momento/AppMo, som har udviklet en serie bolte i størrelser fra M22 og opefter med indbygget sladrehank.

Den sladrende chip sidder inde i bolthovedet, og en del af den er synlig. Der er dog ikke tale om en elektronisk chip. Det er en mekanisk chip af siliciumdioxid, som kan videretransmittere ultralyd.

»Problemet er, at 40-60 procent af tilspændingskraften på momentnøglen forsvinder i friktionen i gevindet og under bolthovedets sæde. Så momentnøglens aflæsning bliver særdeles unøjagtig,« fortæller Momentos svenske marketingmanager, Lars-Erik Rundquist.

Løsningen er at måle, hvor meget bolten er blevet strakt under tilspændingen. Derfor er chip-boltene forsynet med et veldefineret, aflangt hulrum inden i, som går fra chippen i bolthovedet og ned til spidsen af bolten.

»Når man så tager et almindeligt ultralyds-måleinstrument og sender ultralyden ind mod chippen, sendes lyden videre ind i bolten, mens den er på plads. Fra boltspidsen vender ekkoet tilbage, passerer chippen, og så kan afstanden måles præcist på måleinstrumentet,« siger han.

De forventede købere til sådanne bolte er vindmølle- og offshore-branchen. Underleverandører til vindmøller har allerede taget godt imod nyheden. Et kinesisk atomkraftværk har også vist interesse.

Prisen på de sladrende bolte er to-tre gange den normale pris på tilsvarende, men 'tavse' bolte.



07. sep 2011 kl 15:18

Leif Neland

Tilsvarende momentnøgle

Så skal man jo bare have en tilsvarende momentnøgle, der automatisk spænder indtil bolten siger "tak, der er nok" :-)


07. sep 2011 kl 15:29

Mark Jørgensen

Der mangler vidst noget

i den her sætning: "Prisen på de sladrende bolte er to-tre gange den normale pris på tilsvarende, men 'tavse' bolte."


07. sep 2011 kl 15:36

Bjarke Mønnike

Re: Tilsvarende momentnøgle

Ja og bolten skal tilmed have en overstørrelse som kompensation for "signalhullet" og chipspladsen :o)

Jeg antager, at boltene på møllevingerne er sikret mod at skrue sig løs med låseblik eller lignende tiltag som alle kvalitetsboltesamlinger er forsynet med.

Det kan være en forkert antagelse, men indtil andet er udtrykt, så går jeg ud fra at praktiseres godt håndværk når vingerne monteres......alt andet ville da være idioti


07. sep 2011 kl 15:44

Thomas Kristensen

Der er noget med overskriften.

Er det ikke en dejlig hjælp til Montører og ikke noget en hær af ingeniører efterfølgende vil efterse.
Thomas


07. sep 2011 kl 15:54

Martin Jørgensen

"Arbejde sig løs"?

"Er tilspændingen for hård, svækkes bolten. Og er den for let, kan bolten arbejde sig løs, når vejret bliver barskt."

Selvfølgelig arbejder den sig ikke løs. Boltene forspændes for at øge levetiden i forbindelse med udmattelse. Korrekt forspænding har stor betydning i f.eks. møllevinger.


07. sep 2011 kl 16:33

Tyge Vind

Kvalitetsboltesamlinger


At måle bolteforlængelser som mål for forspændingskraften har været benyttet i årtier. Det nye kan være målemetoden.
Tilspændingsmomentet kan ikke bruges, hverken med varmede eller hydrauliske tilspændinger.

Bolte udsat for krypnng kan måles og bogføres indtil de må kasseres.

Korrekt dimensionerede kvalitetsboltesamlinger har hverken låseblik eller andre løse skiver, som øger risikoen for fejl, og dermed minsker pålideligheden.

Eks: bilfælge mod nav, hilser Tyge


07. sep 2011 kl 17:27

Bjarke Mønnike

Re: Kvalitetsboltesamlinger

Men jeg mener at SKF markedsførte nogle bolte med en stav i midten monteret i et tilsvarnde hul som det nævnte måle hul for mange år siden. 40 år måske?

Disse stave ragede op over boltehovedet. Når man så spændte bolten, så var den rette spænding nået når stavens topflade var i plan med boltens hoved


08. sep 2011 kl 21:36

Martin Warner

Tilspænding

Det er ikke så meget det, at bolten ”rystes løs” som journalisten skriver, - en noget forenklet fremstilling. Bare det, at bolten/møtrikken mister sin tilspændingsmoment er kristisk i sig selv. Her hjælper diverse låseblik anordninger ikke meget. Udover det, der er tidligere nævnt, vil der i en dynamisk belastet situation opstå f.eks ”fretting” mellem de sammenspændte komponenter med revnedannelse til følge.

Jeg kan ikke helt forstå på artiklen om bolten også sladrer ved manglende tilspænding/begyndende løsgåelse. Dog er flere leverandører af specialbolte leverensdygtige i denne type, f.eks de berømte rotacaps bolte/møtrikker. De sidste jeg hørte om, var en lille sender i bolten der gav alarm ved begyndende løsgåelse/slap tilspændingsmoment.

Artiklens påstand om 40-60% af moment forsvinder i gevind/friktion på anlægsfladen finder jeg noget overdrevet. Her må der være tale om en særdeles rusten gevind og ujævn/revet anlægsflade. Alle manualer tilskriver brug af smøremiddel på gevind og anlægsflade, og spændeskiver af høj klasse når disse bolte skal spændes på moment. At disse regler ikke bliver efterfulgt må bero på den menneskelige faktor, med store havarier til følge.

Indenfor maskinindustrien er hydrauliske bolte/møtrikker stort set blevet standard, og her spændes der efter trykket, hvilket vil sige hvor meget den hydrauliske donkraft strækker bolten, tryk ligger i området 1200-1500bar.

Jeg er lidt uenig med Tyge, idet skiver næsten altid bruges, dog af en kvalitet og tykkelse der svarer til den belastning de skal optage. Dels for at fordele møtrikkens belastning på emnet, og dels for at nedsætte friktion mellem møtrik/bolt og anlægsflade.
Der hvor der ikke bruges skiver er bolthovedet meget specielt udformet, f.eks set på nogle typer pejlstangslejer på hovedmaskiner i den maritime verden.

Mvh
MW


09. sep 2011 kl 14:16

Tyge Vind

Lidt uenig

Martin skriver:
"Jeg er lidt uenig med Tyge, idet skiver næsten altid bruges, dog af en kvalitet og tykkelse der svarer til den belastning de skal optage. Dels for at fordele møtrikkens belastning på emnet, og dels for at nedsætte friktion mellem møtrik/bolt og anlægsflade."

Min erfaring:
- Vores regel var for styrkeklasse 8.80, at bruge skive hvis grundmaterialets hårdhed var < 300 HB.
- Hvordan en skive skulle nedsætte friktionen, forstår jeg ikke, og vi har ikke haft mindre tilspændinsmoment med skiver, men derimod med smøring.

En afhandling "THE BOLTED JOINT a series of problems" ved Linköings tekniske Högskola 1985 blev ikke antaget. Ikke så meget for den tekniske kvalitet, men fordi forfatteren kritiserede både normer og censorer.

Så det er let at være uenige om bolte, hilser Tyge


09. sep 2011 kl 21:24

Martin Warner

Skiver

Ved brug af momentstang/nøgle kan skiven også betragtes som et trykleje, i kombination (selvfølgelig) med smøring, idet alt moment derved bruges til at strække bolten fremfor at overvinde friktion mellem bolthoved og sammenspændingsemne. Specielt såfremt sammenspændingsemne har en ru eller behandlet overflade.
Dog skal det siges, at skiven i dette tilfælde altid hører sammen med bolten, idet skiven vil være af en speciel type.
Men det er set, at den er blevet glemt, smidt væk, eller det har været for tæt på fyraften.
Her vil serviceengineeren sikkert have fået rigtig indikering på sin momentnøgle, men bolten vil derimod ikke være blevet strakt nok, (for lavt tilspændingsmoment).
Derfor vælges der så vidt muligt også fra de forskellige leverandørers side, hvor det er muligt, (gennemgående bolt), således at der måles direkte på boltens forlængelse, med en større mikrometerskrue med måleur.
Herved undgås problemstillingen omkring friktion, der er årsag til, at momentnøglen "klikker" på et forkert sted.
Mvh,
Martin Warner


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.