Sprængning i Aarhus ødelagde uvurderlig partikelaccelerator
Aarhus Universitets mest kostbare og mest omfattende eksperimentelle udstyr, en såkaldt tandemaccelerator, er fuldstændig ubrugelig efter renovering af kælder. Ledelsen mener, sprængningen af vægge har rystet maskinen i stykker.
Metertykke vægge og to strålingsporte magen til denne blev sprængt væk i forbindelse med renoveringen på Aarhus Universitet. Strålingsvæggene var bygget til at beskytte forskerne mod røntgen- og neutronstråling. (Foto: Aarhus Universitet)
Læs også
-
Dansk partikel-accelerator efterprøver kontroversiel klimateori
-
Partikelaccelerator under Århus skal hjælpe sclerosepatienter
Læs mere om
Rystelser under sprængningen af metertykke vægge på Aarhus Universitet er formentlig årsagen til, at den cirka 11 meter lange partikelaccelerator på Institut for Fysik nu er ødelagt.
Sprængningen fandt sted for knap et år siden, da universitetet tog fat på en stor renovering af instituttet. Men renoveringen er først blevet afsluttet for nylig, og da forskerne skulle tage partikelacceleratoren i brug, opdagede de problemet.
»Den er helt ubrugelig og kan ikke repareres. Det er virkelig ærgerligt, men forskerne må gøre brug af udenlandske acceleratorer, indtil vi får indkøbt en ny,« siger Bent Lorenzen, der er bygningschef på universitets afdeling for naturvidenskab.
En lignende accelerator vil koste 30 millioner kroner og er især nødvendig for, at forskerne kan fortsætte deres arbejde med klimaforskning og kulstof 14-dateringer for geologer og arkæologer over hele landet.
Acceleratoren var unik for Danmark, når det gjaldt kulstof 14-dateringer. Den var et slags nationalt klenodie, der først blev bygget til Niels Bohr Institutet i midten af 50’erne og siden flyttet til Aarhus i midten af 70’erne.
Det hollandske firma High Voltage Engeering Corporation, der byggede acceleratoren i sin tid kan ikke levere reservedele. Der bliver heller ikke længere produceret lignende acceleratorer, og mange tilsvarende er faktisk ødelagt af netop jordskælv.
»Det er et kendt problem, at den slags acceleratorer ikke kan klare større rystelser. Derfor er vi også ret sikre på, at sprængningen har ødelagt den,« siger han.
Røret bøjer, og glasplader er knust
Tandemacceleratoren er en cirka 11 meter lang cylinder med en diameter på knap tre meter. Til acceleratoren er knyttet en injektor, en elektrostatisk generator, en analysemagnet på otte ton, en afbøjningsmagnet og en slags skydeskive.
Navnet 'tandem' kommer af, at de partikler, der skal accelereres, bruger det elektrostatiske felt to gange for at komme op i fart gennem et lufttomt rør.
Med en elektrisk spænding på seks millioner volt er acceleratoren i stand til at accelerere et atom op på en hastighed af 48.000 kilometer per sekund, svarende til en sjettedel af lysets hastighed, før det styres til sammenstød med andre atomer. Den høje elektriske spænding holdes i skak af et isolerende lag af gas, som holdes under tryk i en 11 meter lang tryktank, der omgiver det lufttomme rør.
Overordnet har den samme funktion som partikelacceleratoren LHC i Cern, blot i mindre format. Men i Aarhus bliver ionstrålen skabt i et langt rør, der er opbygget af en lang kæde af metalplader adskilt af glasplader.
Røret skal være fuldstændigt lige, for at ionstrålen kan fokuseres, og da det er umuligt at understøtte metalrøret på grund af spændingsfeltet, er metalrøret spændt op i hver ende, som i en skruetvinge.
Metal- og glasrøret er simpelthen sat i spænd med et tryk på mellem 15 og 20 ton.
Men forskerne på universitetet kan se, at røret ikke længere sidder i spænd og bøjer nedad på midten.
»Røret er ikke længere lige, men hænger med 10 millimeter på midten. Det betyder formentlig, at en del af glaspladerne er knust,« siger Bent Lorenzen.
Vibrationer løb under bygningen
Sprængningen blev foretaget af eksperter hyret af entreprenøren Juel Ditlefsen og Nielsen, der sammen med den rådgivende ingeniør Søren Jensen og arkitekter fra CF Møller var hyret til at stå for renoveringen.
Overordnet set var det Universitets- og Bygningsstyrelsen, der havde ansvaret for renoveringen, og beslutningen om at bruge sprængningsfolk blev taget, fordi både vægge og døre i de gamle lokaler var en meter tykke. Væggene var nemlig bygget til at beskytte forskerne mod både røntgen- og neutronstråling under tidligere tiders arbejde med højenergifysik.
Tandemacceleratoren befandt sig dog 20 meter fra de nærmeste sprængninger, men Bent Lorenzen mener, at vibrationerne har forplantet sig ned i sandlaget under bygningen og påvirket gulvet i det rum, hvor acceleratoren står.
»Det svarer til at slå i den ene ende af et kosteskaft og mærke vibrationerne i den anden ende,« siger Bent Lorenzen.
