/transport

Tysk ekspert slår fast: Danske synstest er utilstrækkelige

Tysk ekspert mener ikke, at opacitetstesten, som danske synshaller anvender til at syne partikelfiltre, er acceptabel. Trafikstyrelsen tager overvejelserne med i deres konklusion.

Af Andreas Lang Hedegaard, tirsdag 06. sep 2011 kl. 15:57

I Danmark bruger vi opacitetsmålemetoden til at syne dieselbilers partikelfiltre. Men den metode er ikke god nok, mener en tysk ekspert.

»Jeg synes ikke, opacitetstesten er acceptabel til at teste, om partikelfiltre virker ordentligt. Det er en meget gammel metode, så den er ikke tilstrækkelig til at måle moderne biler,« forklarer Thomas Ost, som til dagligt arbejder for den tyske synsvirksomhed TÜV Dekra Automobil.

Han var en af de foredragsholdere, som var inviteret til at tale ved et temamøde om kontrol af partikelfiltre. Mødet blev afholdt af Trafikstyrelsen og Miljøstyrelsen i sidste uge, og var kulminationen på tv-programmet 'Operation X’s udsendelse ’Den usynlige dræber’, om busser der kunne bestå syn med defekte partikelfiltre.

Røggastæthed
Man måler udstødningen eller røggastætheden i K-værdi, og i Danmark må en dieselbiler ikke overskride grænsen på 0,2 m-1 for at bestå synet. Det er relativt lavt, men problemet ligger i, at opacitetsmåleren, som de danske synshaller bruger til at tjekke røggastætheden, slet ikke kan måle så lavt, forklarer den tyske ekspert.

»I Tyskland laver Physikalisch-Technische Bundesanstalt (PTB) godkendelsesproceduren for måleudstyr til syn, og deres vurdering af opacitetsmålemetoden er, at der kan være en upræcished på 0,3 m-1. Det betyder, at eksempelvis værdien fra 1,0 m-1 i virkeligheden kan være 1,3 m-1 eller 0,7 m-1. Så du kan simpelthen ikke måle grænser på 0,2 m-1 præcist.«

På ing.dk har vi tidligere skrevet, at opacitetstesten blev frikendt i den ufærdige rapport fra Force Technology. Men tyske undersøgelser giver ikke grundlag for at frikende opacitetstesten. Det er man nu også blevet opmærksom på hos Trafikstyrelsen.

Trafikstyrelsen: Rapporten er endnu ikke færdig.
I styrelsen vil man ikke udtale sig om, hvorvidt opacitetsmetoden bliver eller ryger på porten. Men centerleder i Trafikstyrelsens Center for Grøn Transport Niels-Anders Nielsen understreger, at undersøgelsen stadig ikke er afsluttet.

»Det var de foreløbige resultater, vi præsenterede på temamødet, og vi inviterede tyske eksperter op for at høre deres erfaringer. De oplysninger kommer til at indgå i vores videre overvejelser,« fortæller Niels-Anders Nielsen.

I løbet af efteråret vil der komme en udmelding med forslag til nye løsninger fra Trafikstyrelsen og Miljøstyrelsen, men indtil da vil han ikke drage nogen konklusioner.

En af de nye teknologier, der kan være oplagt til at erstatte opacitetsmålemetoden, er lysspredningsteknikken eller på engelsk scattered light principle. Princippet er det samme som ved opacitetsmetoden. Man lyser stadig udstødningen op og registrerer partiklerne, men lysspredningsteknikken anvender en eller flere lasere og er langt mere præcis. Den skulle således være i stand til at kunne måle en K-værdi ned til 0,001 m-1.

Denne metode vurderes til at være en af de mest oplagte, da den opfylder flere af kravene fra synsvirksomhederne, blandt andet har den en relativ lav pris, stor robusthed, driftsikkerhed og enkel betjening.



06. sep 2011 kl 16:57

Troels Gripping

Hvad end det måtte være der skal være

Hvad end det måtte være der skal være prøveudstret så skal det da i hverfald kunne måle Ned til den tilladte partikel koncentration, og lavere for at være brugbart i fremtiden.

Jeg personligt finder det groteskt at en synhal kan syne en bus/lastvogn med et Hul hvor der kan passere en arm igennem. -så er det skilt jeg har udenfor min dør hvor der står MILØJ ZONE da fløjtende ligegyldigt.

Mener slet ikke der skulle have lov til at køre fartøjer på diesel så tæt på byerne, for hvad jeg har læst mig til at der langt størrer dødelighed ved Diesel kontra Benzin.


06. sep 2011 kl 17:20

Bjarke Mønnike

Jeg har læst mig til.....

.........at der er alt formange der udtaler sig om noget , med udgangspunkt "i noget de har læst", som om alt der er på tryk, skulle være sandt.


06. sep 2011 kl 18:14

Torben Kristensen

Re: Jeg har læst mig til.....

I det her tilfælde har han dog læst fuldstændigt korrekt.
Diesel biler sviner væsentligt mere end tilsvarende benzin biler, - selv med fungerende partikel filter.
Der er derfor også beskæmmende at dieselbiler får flere subsidier i form af lavere brændstofafgift og større registreringsafgiftsrabat.


06. sep 2011 kl 21:34

Per Sten Sørensen

Synstest

Ka' de ikke bare bruge et Snellen diagram?


07. sep 2011 kl 10:16

Poul Pedersen

Re: Jeg har læst mig til.....

Der er derfor også beskæmmende at dieselbiler får flere subsidier i form af lavere brændstofafgift og større registreringsafgiftsrabat.

Du glemte så lige de forskellige strafafgifter som diesel er pålagt for at kompensere for at de kører længere på literen og at brændstoffet er billigere.
Men sådan er det vel når man skal manipulere sine indlæg herinde? ;-)


07. sep 2011 kl 10:20

Poul Pedersen

Rullefelt

Nu har jeg ikke været til et syn i mange år, men bruger man stadig metoden med at gasse bilen op i frigear?

For så vil de da umuligt kunne fange et realistisk bud på hvor meget bilen sviner under belastning. Moderne elektronik sørger jo netop for at der kun bliver puttet det brændstof ind som der er luft til/brug for (indtil man chipper sin elektronik til andet).
Fair nok de fangede gamle dieselbiler som var "skruet i pumpen" med den nuværende test, men elektronik er idag lidt mere kompliceret end bare en skrue i en pumpe.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.