/rumfart

Tonga er droppet: Dansk rumfartøj skydes af sted fra platform på havet

Aftalen med kongen af Tonga var ellers på plads. Men så sagde militæret stop af frygt for, at raketteknologi skulle falde i fremmede magters hænder. Nu bygger firmaet Interorbital Systems en platform til at skyde deres raket af på havet. I spidsen sidder en dansk families rumfartøj.

Af Thomas Djursing, mandag 12. sep 2011 kl. 06:07

Der er et eller andet med os danskere og havet - også, når det gælder raketter.

De danske raketbyggere fra Amager er ikke længere de eneste i landet, der får et hjemmebyggede rumfartøj skudt i rummet fra en platform på havet. Også den danske familie med rumfartøjet MiniRomit1 får deres fartøj sendt i rummet fra en platform på havet.

Egentlig var planen, at det amerikanske firma Interorbital Systems ville skyde deres allerførste raket, en Neptun 30, op fra øen Tonga i Stillehavet i marts. Men så stillede militæret sig i vejen.

»Tonga var valgt, fordi det er et kongedømme uden en masse administrative problemer, men det amerikanske militær forbød raketbyggerne at flytte raketten til Tonga, fordi de vil forhindre andre i at få adgang til teknologien,« siger Palle Haastrup, der er projektleder på Euroluna, hvor blandt andet også hans bror, en svoger og sønnerne Erik på 17 år og Sten på 19 år deltager.

Sammen kæmper de for at vinde hovedpræmien på 110 millioner kroner i Googles rumkonkurrence, Lunar X Prize. Prisen går til det hold, der først lander deres køretøj på Månen, kører 500 meter og sender billeder ned til Jorden.

Raket med faste finner og flydende brændstof
I stedet for Tonga forbereder Interorbital Systems sig på at skyde raketten af fra en platform i Stillehavet vest for Long Beach i Californien. Affyringen sker med retning mod syd, så den ikke risikerer at ramme andre landområder end Antarktis. Men endnu er det uklart, hvornår raketten kommer af sted.

»Hver gang vi spørger, så lyder beskeden: Om seks måneder,« siger Palle Haastrup, der har besøgt raketbyggerne i Mojave-ørknen, hvor de knokler på raketten.

Neptun 30 er en simpel raket med to indvendige tanke til flydende brændstof. Den kan løfte op til 30 kilogram, og på længere sigt er det planen at koble en masse identiske raketter sammen, hvis tungere ting skal sendes ud i rummet.

Ligesom raketbyggerne fra Amager, Copenhagen Suborbitals, så er amerikanernes første raket ikke udstyret med aktiv styring. Faste finner skal holde raketten på kurs.

»Som en pil i luften,« bemærker Palle Haastrup.

Danskere finpudser stadig på software

Forsinkelsen passer dog danskerne udmærket, da de stadig finpudser på den software, der gør det muligt at styre MiniRomit1. Fartøjet fylder kun 10x10x20 centimeter, svarende til to Cubesat-satellitter, og vejer cirka to kilogram.

For at kende fartøjets retning i rummet er det nødvendigt med et fikspunkt, som for eksempel Solen, Månen eller stjernerne. Men danskerne har valgt at bruge Jordens magnetfelt som fikspunkt.

Ved at tænde for tre spoler om bord bliver rumskibet omdannet til en stor elektromagnet og indstiller sig automatisk i en bestemt retning. Og her kommer softwaren ind i billedet.

Jordens magnetfelt svarer i grove træk til, at der er anbragt en stangmagnet gennem Jorden fra nord- til sydpol. Det betyder, at magnetfeltet ændrer sig alt efter, hvor du befinder dig over Jorden. Derfor har danskerne udviklet en software, der tager højde for, at Jordens magnetfelt ændrer sig i forhold til fartøjets position.

»Vi er klar til nytår«
Danskerne arbejder også på at få fartøjets egen computer til at spille bedre sammen med den særlige radiofrekvens, der skaber kontakt til Jorden. Og endelig er der ionmotoren, som bliver drevet af få gram metal. Motoren mangler endnu at blive helt installeret i fartøjet.

»Men til nytår regner vi med at være klar. Til den tid venter vi kun på raketten, og så må vi se, hvor lang tid vi kan vente, før vi bliver utålmodige og skal kigge efter andre ture ud i rummet,« siger Palle Haastrup.

Han erkender dog, at det kan blive svært at finde andre raketopsendelser til samme billige pris som Interorbital Systems. Prisen er 160.000 kroner, men så er det også en fuldstændig uafprøvet raket. Ikke engang de endelige motortest er afsluttet endnu.

Første opsendelse vil bringe danskernes fartøj op i en højde af 310 kilometer og planen er udelukkende at test ionmotoren og fartøjets andre funktioner.

På en senere opsendelse vil alle konkurrencens deltagere sende op til 30 fartøjer ud i rummet for at håbe på, at en af dem lander på Månen og vinder de 110 millioner kroner.



12. sep 2011 kl 12:25

Jørgen Abelsen

Detalje

Der er ingen 'ø' der hedder Tonga.
Det er et kongerige i Stillehavet tæt på datolinien, der består af 3 øgrupper + det løse.


12. sep 2011 kl 20:47

René Kiel

Re: Detalje

Kunne være de mener Tongatapu.


13. sep 2011 kl 00:21

Jørgen Abelsen

Detaljering

Det ville nok være det ringeste sted, da over ½delen af landets befolkning bor på denne ene ø ;o)


13. sep 2011 kl 01:06

Michael Eriksen

Magnetisk gyro

Jeg sidder og klør mig lidt i nakken over dette:

For at kende fartøjets retning i rummet er det nødvendigt med et fikspunkt, som for eksempel Solen, Månen eller stjernerne. Men danskerne har valgt at bruge Jordens magnetfelt som fikspunkt.

Ved at tænde for tre spoler om bord bliver rumskibet omdannet til en stor elektromagnet og indstiller sig automatisk i en bestemt retning. Og her kommer softwaren ind i billedet.

Jordens magnetfelt svarer i grove træk til, at der er anbragt en stangmagnet gennem Jorden fra nord- til sydpol. Det betyder, at magnetfeltet ændrer sig alt efter, hvor du befinder dig over Jorden. Derfor har danskerne udviklet en software, der tager højde for, at Jordens magnetfelt ændrer sig i forhold til fartøjets position.
Jeg er helt med på den oprettende effekt i et statisk magnetfelt, men i polar LEO bane er omløbstiden vel et par timer eller deromkring og jordens magnetfelt varierer kontinuerligt i omløbet. Og som der står skal softwaren korrigere for dette ud fra positionen. Men var gyroens formål ikke i sig selv at give positionen? Det ligner en ligning med to ubekendte for mig.

Bortset fra det er den magnetiske gyro smart fordi den er umådelig simpel. Den må dog kræve temmelig meget energi og hvor får man den fra på en cube-sat?


18. sep 2011 kl 22:17

Claus Pedersen

Re: Magnetisk gyro

Jeg er helt med på den oprettende effekt i et statisk magnetfelt, men i polar LEO bane er omløbstiden vel et par timer eller deromkring

Ca. 100 min +/- :-)
Men var gyroens formål ikke i sig selv at give positionen?

En gyro kan kun bruges til at finde en retning.

Det ligner en ligning med to ubekendte for mig.

Positionen får de sandsynligvis fra TLE'en, som beskriver satellittens baneelement. Vha. denne og tidspunkt kan man så finde ud af hvor man er og hvordan jordens magnetfelt tilnærmelsesvist må se ud på dette tidspunkt.

Bortset fra det er den magnetiske gyro smart fordi den er umådelig simpel. Den må dog kræve temmelig meget energi og hvor får man den fra på en cube-sat?

De bruger sandsynligvis gyroskopiske sensorer eller accellerometre som er MEMS-devices.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.