/transport

Regeringen dropper alle planer om roadpricing

Det største og mest ambitiøse tiltag i VK-regeringens 'grønne transportplan' er faldet til jorden. En kilometerafgift for personbiler bliver aldrig til noget, fastslår transportministeren.

Klik for at se billedet i stort

Den planlagte kilometerafgift for personbiler bliver ikke til noget.


Læs også

Læs mere om

Af Nicolai Østergaard, onsdag 24. aug 2011 kl. 11:24

Under et samråd i Folketingets trafikudvalg tirsdag eftermiddag spurgte Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, hvilken kilometertakst regeringen egentlig havde tænkt sig at pålægge bilisterne i det system til roadpricing, som regeringen i årevis har lovet at ville indføre.

Og til det spørgsmål gav transportminister Hans Christian Schmidt (V) et klart svar:

»Projektet er bortfaldet,« konstaterede ministeren.

Det var dog på ingen måde et kursskifte, som ministeren syntes at beklage.

»Det var lige fra begyndelsen en forudsætning, at den danske model for roadpricing skulle etableres efter den model, som hollænderne på daværende tidspunkt var i gang med at opbygge. Men hollænderne valgte helt at opgive deres eget projekt, og regeringen vil ikke selv gå i gang med at opbygge et dansk system,« sagde Hans Christian Schmidt.

I den første samlede plan for grøn transport, 'Bæredygtig transport – bedre infrastruktur', fra december 2008 er de såkaldte grønne bilskatter det første og vigtigste punkt. Kurven for CO2-udledningen fra transportsektoren skulle knækkes, og GPS-baseret roadpricing var – sammen med indførelsen af biobrændstoffer – et af nøglepunkterne i indsatsen. Dengang skrev regeringen:

'Ved at lade kørselsafgiften variere i forhold til tid og sted vil det være muligt at reducere trængslen i myldretiden og på de mest belastede vejstrækninger. Det vil ikke mindst få effekt i de største byer, hvor kørselsafgifter vil mindske støj og luftforurening. Samtidig skal det være billigere at køre på steder, hvor der er god plads på vejene'.

Bilisternes udgifter til den nye afgift skulle modsvares af en tilsvarende reduktion af kørselsafgifterne, så det blev meget billigere at købe en ny bil, men altså dyrere at bruge den. Samlet set måtte roadpricing-ordningen ikke betyde øgede indtægter til statskassen.

Det var oprindeligt regeringens plan at fremsætte lovforslag allerede i folketingssamlingen 2009-2010, således at GPS-baseret roadpricing kunne indføres for personbiler allerede i 2015. Denne tidsfrist blev dog aldrig overholdt, da det hurtigt stod klart, at det hollandske projekt var gået i stå.

Det er fortsat regeringens ambition at indføre en kilometerafgift for lastbiler.

Formelt ligger regeringens arbejde med kørselsafgifter hos skatteministeren og dermed slet ikke hos Hans Christian Schmidt. Den nuværende skatteminister har ikke officielt erklæret regeringens roadpricing-ambitioner for døde. Daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) sagde til Jyllands-Posten i december, at roadpricing ikke var lagt i graven, men udskudt og tidligst kunne blive en realitet om 10-12 år.



24. aug 2011 kl 12:50

Torkild Johansen

roadpricing findes allerede

roadpricing findes allerede gennem brandstofafgiften.
Kører du i en forslugende bil betaler du mere end hvis du kørte i en bil der går langt på literen.

Samtidig er der større kørsels fradrag i nogle ukants kommuner, hvor der også er mindre trængsel.

Vi har allerede et system som kan udbygges.....

Vi skal IKKE til at have flere afgifter på samme kilometer - og samtidig betale i dyre domme for at blive opkrævet afgiften, det virker jo nærmest som en dobbel dummert.

Nedsæt eller fjern kørsel fradraget for stærkninger hvor man ønsker at dæmpe trafikken, med de penge kan man så hæve fradraget i ukants danmark - Hvor der er plads til biler, og bussen ikke kører reglmæssigt.

Problem løst.


24. aug 2011 kl 13:26

Jørgen Rasmussen

Re: roadpricing findes allerede

/*Nedsæt eller fjern kørsel fradraget for stærkninger hvor man ønsker at dæmpe trafikken, med de penge kan man så hæve fradraget i ukants danmark - Hvor der er plads til biler, og bussen ikke kører reglmæssigt.*/


Enig lidt henad vejen, dog vil jeg ændre det til at det skal være på de steder hvor der er mulighed for minimum 30 minutters drift med offentlig transport.


24. aug 2011 kl 13:55

Steen Skovshoved

Re: roadpricing findes allerede

Der burde slet ikke være kørselsfradrag på en eneste kilometer i Storkøbenhavn, så kunne det måske få nogen til, at tage toget der ind.
Hvis der self. blev bygget flere P+R anlæg ved udkants stationerne.


24. aug 2011 kl 14:55

avatar

Michael Nielsen

Roadpricing er for bilister alene

Kørselsfradrag er jo både til bilister og folk som pendler i offentlige transportmidler, så argumentet med at roadpricing allerede eksisterer giver slet ingen mening.

Der er jo NETOP brug for et system som kan distancere offentlige transportmidler med private biler.


24. aug 2011 kl 15:29

avatar

Frank J. Andersen

Endelig!

Super at dette projekt er opgivet... Man frygtede allerede en ny IC4 sag.

Nu ER det afgjort - se så at få sat skub i betalingsring og omlægning af registrerings- og vægtafgifterne så benzinslugerne for alvor får grøn afgift i hovedet!
...enkle midler som vi VED virker!


24. aug 2011 kl 15:30

Hans Schou

Re: roadpricing findes allerede

Der burde slet ikke være kørselsfradrag på en eneste kilometer i Storkøbenhavn

Måske kørselsfradraget helt skulle fjernes.


24. aug 2011 kl 15:54

Arne Sørensen

Re: roadpricing findes allerede

Der burde slet ikke være kørselsfradrag på en eneste kilometer i Storkøbenhavn

Måske kørselsfradraget helt skulle fjernes.

Man skal jo huske, at her ovre i Vestjylland, kan man sagtens erklære at nu vil man kun bruge offentlige transport midler, det hjælper bare ikke for de findes stort set ikke i brugelig form.


24. aug 2011 kl 15:54

avatar

Knud Henrik Strømming

Re: roadpricing findes allerede

Der burde slet ikke være kørselsfradrag på en eneste kilometer i Storkøbenhavn

Måske kørselsfradraget helt skulle fjernes.

Helt enig - og brug så pengene til bedre og billigere kollektiv trafik samt flere og bedre cykelstier.


24. aug 2011 kl 16:30

Jens Høg Schou

Roadpricing er for bilister alene

"Der er jo NETOP brug for et system som kan distancere offentlige transportmidler med private biler."

Det har vi da allerede:
Dem der tager offentlige transport, har kørselfradrag og betaler deres klippekort, som ikke dækker udgifterne, mens vi allesammen over skatten betaler underskudet i DSB og busselskaber.

Dem der køre bil har kørselfradrag, men betaler registreringsafgift, vægtafgift og benzinafgift.


24. aug 2011 kl 17:05

Hans Elfelt Bonnesen

Hollandsk forsøg på roadpricing

Ufatteligt, at socialdemokrabaternes trafikordfører ikke for LÆNGST har fundet ud af, at det hollandske forsøg kørte i grøften. Det skete, så vidt jeg ved for mere end et år siden


24. aug 2011 kl 17:14

Jens Haugaard

Re: roadpricing findes allerede

Der burde slet ikke være kørselsfradrag på en eneste kilometer i Storkøbenhavn

Måske kørselsfradraget helt skulle fjernes.

Man skal jo huske, at her ovre i Vestjylland, kan man sagtens erklære at nu vil man kun bruge offentlige transport midler, det hjælper bare ikke for de findes stort set ikke i brugelig form.

Så må du blot huske på, at provenuet på kørselsfradraget (da det mig bekendt sidst blev undersøgt i slutn. af 90'erne af det daværende transportråd) så hut jeg visker tilfaldt nordsjællænderne med vel 2/3 - en typisk befolkningsgruppe for hvem det ud fra en adfærdsmæssig betragtning ofte er bedøvende ligegyldigt


24. aug 2011 kl 18:27

Jesper Petersen

Hvad er problemet??

Kan en eller anden begavet person forklare mig hvad det er der er så svært ved at lave roadpricing?

Altså en lille GPS enhed i bilen (der bliver isat sammen med nye nummerplader og resten må bare betale for at et aut. værksted isætter den) med et lille display der viser den aktuelle afgift pr km. En ganske normal telefonenhed der sender en sms een gang i døgnet til en server og så er regningen skrevet!?!? Ja i min lille verden virker det da helt gak gak at opgive denne fantastiske måde at begrænse trafikken på, istedet for det vanvid med 1000 kameraer,100 ansatte til manuel læsning af nummerplader og 20 teknikere der skal reparere kameraerne. Ja og for ikke at tale om hvis man nu kører ind og ud af byen flere gange om dagen - skal man så betale 25 hver gang, mens en anden kan ligge og fræse rundt i byen i dagevis også for 25 kr!?! Hmmm...


24. aug 2011 kl 18:27

Jens Stubbe

Roadpricing & betalingsring, hvorfor

Roadpricing er som flere bloggere konstaterer et fjollet system til ekstra skat, der ikke rigtigt sparer tid for pendlerne eller nedsætter forurening => det løser ingen problemer.

Dem der promoverer det håber på overflæskede konsulenthyrer og en proces ala rejsekortet, hvor budgettet bare eksploderer.

Betalingsring er simpelthen en grov sag som rammer socialt skævt og tager folks tid og penge uden nogen positiv effekt på støj, forurening eller mobilitet.

Indfør kvælstof på alle tankstationer ved lov.

Indfør at ingen nye biler kan sælges uden tætte tanke og at ingen ældre biler kan synes uden at få ombygget deres tanke.

De to forslag tilsammen sparer 12% af danskernes forbrug af brændstof til vejtransport.

Drop transportfradraget og lad pengene gå ubeskåret til opdatering af infrastrukturen i Danmark. F.eks. kunne man gennemføre de fremragende planer om at etablere en Københavnertunnel med direkte forbindelse fra nordsjælland til Amager og direkte forbindelse ind i hjertet af København fra syd motorvejen. I planen ville jeg dog spare penge og tilføje en indtægtskilde ved at droppe udgiften til at bruge tunellerne og ved at droppe forbindelse fra tunnel til gade niveau. Istedet kunne man have underjordiske betalingsparkeringsanlæg kun forbundet til tunnellen.

Dem der vil hurtigt ind til byen betaler for parkering og kommer ikke op og ødelægger byen med trafik overbelastning.

Det er et Columbusæg i al sin enkelhed.

Sådan et tiltag vil skabe mere plads i trafkken og renere luft samtidigt med at det vil kunne være selvfinancierende via parkeringsafgifterne og øge væksten i hele Øresundsregionen ved at reducere transportid.

Ps. Jeg har valgt at klare mig uden bil, da det ligeud sagt er billigere med taxa, lån og lejlighedsvis leje. (ok det sidste lyder måske lidt skinhelligt når mine partnere og medarbejdere alligevel kommer i bil og ofte sørger for mine transportbehov.)


24. aug 2011 kl 18:57

Steen Skovshoved

Re: Roadpricing & betalingsring, hvorfor

Bare sæt parkeringsafgiften op til 100,- for 20 minutter, det kan i sig selv få mange til, at holde bilen væk fra centrum og vi sparer samfundet for noget totalt dyrt og unødvendigt elektronisk skrammel.
Når Hollænderne netop satte deres p-afgifter op, gav det resultat og det burde København også gøre.


24. aug 2011 kl 19:18

Arne Sørensen

Re: Roadpricing & betalingsring, hvorfor



Drop transportfradraget og lad pengene gå ubeskåret til opdatering af infrastrukturen i Danmark. F.eks. kunne man gennemføre de fremragende planer om at etablere en Københavnertunnel med direkte forbindelse fra nordsjælland til Amager og direkte forbindelse ind i hjertet af København fra syd motorvejen. I planen ville jeg dog spare penge og tilføje en indtægtskilde ved at droppe udgiften til at bruge tunellerne og ved at droppe forbindelse fra tunnel til gade niveau. Istedet kunne man have underjordiske betalingsparkeringsanlæg kun forbundet til tunnellen.

Ja jeg synes også at vi kunne bruge en letbane med 10 minutters drift her i Mejrup og en S togs bane til de nærliggende byer som Herning, Holstebro og Struer. I København og Aarhus er der vel alligevel snart ikke plads til flere busser og metroer hvis ikke de skal køre i flere etager.


24. aug 2011 kl 19:38

arne lund

Slingrekurs


Tidspunktet er selvfølgelig ikke tilfældig valgt. Valget nærmer sig, og så gælder det om for VOK-regeringen om at lefle for flest mulige vælger-grupper, for at sikre et genvalg. Lettelser i boligafgifterne, udbetaling af efterlønsbidraget, og nu dette. Berlusconi ku' ikke have gjort det bedre.


24. aug 2011 kl 20:56

Peter Hansen

Adfærdsændring

Jeg vil med et forsigtig gæt tro at størstedelen af folk ikke ændrer adfærd fordi der kommer betalingsring, roadpricing og lign. tiltag. Folk finder ikke bare ligepludselig et nyt arbejde og folk vil stadigvæk søge mod byerne fordi det er dér arbejdspladserne findes. Ergo en endnu en tvangsskat.

Det hjælper dog at sætte parkeringsafgifterne gevaldigt op som i Holland. Man kunne jo tage og gøre det mere attraktivt at køre på grøn energi eller noget drastisk som en højbane i midterrabatten på udvalgte strækninger som fx. Køge Bugt motorvejen.


24. aug 2011 kl 23:34

M. F.

Endeligt et godt forslag

@ Steen Skovshoved og Peter Hansen
Jeg kan kun tilslutte mig jeres forslag om at sætte parkeringsafgifterne i København til niveau med Amsterdam. Det koster 29,- kr/h i København mens det koster ca. 25,- kr/h i Amsterdam. Endeligt et skridt i de rigtige retning.


25. aug 2011 kl 04:31

Steen Skovshoved

Re: Endeligt et godt forslag

@ Steen Skovshoved og Peter Hansen
Jeg kan kun tilslutte mig jeres forslag om at sætte parkeringsafgifterne i København til niveau med Amsterdam. Det koster 29,- kr/h i København mens det koster ca. 25,- kr/h i Amsterdam. Endeligt et skridt i de rigtige retning.

Okay - vi skulle betale 40 euro, da vi var der for 3 måneder siden - Hvornår har du sidst været der da ?


25. aug 2011 kl 08:30

Thomas Vesth

Re: Slingrekurs

Jeg er enig i slingeriet, men vil dog lige skyde en bemærkning ind.

Liberal Alliance har været ene om modstanden mod roadpricing fra start, idet systemet er endnu en skatteskrue. Regeringen har fundet ud af det under pres, men ganske rigtigt er det lang tid siden.

Men rød stue vil have øget beskatningen af bilisterne uanset om det betyder ødelæggelse af mobiliteten i arbejdsmarkedet, skaber yderligere problemer i udkantsområder, uanset om der køres miljørigtigt, som Hækkerup siger, "nu skal bilisterne til at betale".

Så er vælgerne i biler da advaret.

Ellers er jeg meget enig med flere debattører i, at vi allerede har de fornødne værktøjer til at regulere med, brændstofafgiften er da meget mere relevant.

En anden mulighed er at placere flere faciliteter udenfor Hovedstaden, Rigshospitalet ligger da meget dårlig i forhold til servicering af hele landet osv.


25. aug 2011 kl 14:55

Peter Hansen

Re: Slingrekurs

En anden mulighed er at placere flere faciliteter udenfor Hovedstaden, Rigshospitalet ligger da meget dårlig i forhold til servicering af hele landet osv.

Tja, jeg kan nu ikke rigtigt se ideen med at flytte faciliteter væk derfra hvor der er brug for dem. Når der er så mange rapporter der konkluderer at folk flytter fra landet til byerne. Det ikke bare i Danmark, men store dele af verden at folk flytter til byerne - så giver det ikke meget mening placere nødvendige faciliteter udenfor byerne. Som jeg ser det kunne man lære lidt af udlandet - højere priser på parkering og flere metroer - gerne subways som i New York.


25. aug 2011 kl 18:11

Henrik Eismark

Abens placering

I sidste ende bliver skatten på bilkørsel i København jo bare en øget lønudgift for arbejdsgiverne og butikker i København. Butikkerne skal tilmed imødese en omsætningsnedgang. Arbejdsgivere vil forlade København og der kommer tomme kontorejendomme og nedlagte butikker. Disse vil så påberåbe sig samme driftsstøtte som landmænd. Vi får et tomt og øde City som andre storbyer efter kl 17.


26. aug 2011 kl 02:07

M. F.

Re: Endeligt et godt forslag

Det er rigtigt at der findes områder i Amsterdam hvor priserne på gadeplan er højere. Vi parkerede i et parkeringshus i selve centrum hvor det kostede 25 DKK/h.Jeg tror ikke at du finder p-huse i København hvor prisen er lavere end på gaden.Tværtimod, du kommer af med op til 45 DKK/h i de Københavnske p-huse.


26. aug 2011 kl 02:11

M. F.

Abens placering

Ja, og når man i Københavns kommune har slagtet og spist sin kalveko så henvender man sig til omegnskommunerne for at få flere støttekroner.


26. aug 2011 kl 08:30

Arne Sørensen

Re: Abens placering

Ja, og når man i Københavns kommune har slagtet og spist sin kalveko så henvender man sig til omegnskommunerne for at få flere støttekroner.[/quote

Faktisk viser alle erfaringer det modsatte. Der hvor der kommer færre biler kommer der mere liv og handel. Hvorfor mon alle byer har kvarterer hvor der kun er tilladt gående at færdes. Og hvorfor er der altid mange mennesker der. Det er rigtigt at mange mindre byer er uddøde om aftenen, men det skyldes at den lokale handelstandsforening har held med at diktere en fælles lukketid kl. 5.


28. aug 2011 kl 15:46

Søren Jespersen

Re: Endeligt et godt forslag

Det er rigtigt at der findes områder i Amsterdam hvor priserne på gadeplan er højere. Vi parkerede i et parkeringshus i selve centrum hvor det kostede 25 DKK/h.Jeg tror ikke at du finder p-huse i København hvor prisen er lavere end på gaden.Tværtimod, du kommer af med op til 45 DKK/h i de Københavnske p-huse.

http://www.q-park.dk/tabid/705...aspx

Q-park ved nørreport tager 28 kr/timen. Kan du underbygge din påstand med et eksempel eller to?


28. aug 2011 kl 17:02

Hans Henrik Hansen

Re: Endeligt et godt forslag


Kan du underbygge din påstand med et eksempel eller to?

- jeg kan umiddelbart hjælpe med ét:

http://www.cph.dk/CPH/DK/MAIN/....htm

Bemærk de manende ord:
"Jo tættere på terminalen, jo dyrere"! :)


28. aug 2011 kl 22:04

M. F.

Re: Endeligt et godt forslag

P-kælderen under Israels plads ligger i udkanten af den indre by og har faktisk tidligere ligget i den grønne zone. Det var før den såkaldte "simplificering" af p-taksterne hvor zonerne blev udvidet og priserne forhøjet. Her er linket til priser for samtlige p-huse i København hvor du kan få alle de eksempler du efterlyser: http://www.parkeringsinfo.dk/p....asp


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.