/transport

Højt smæld hørt før dansk helikopter ramte vandet

Sent mandag eftermiddag lokal tid måtte en af det danske søværns Lynx-helikoptere nødlande ved siden af inspektionsskibet Hvidbjørnen. Besætningen hørte højt smæld, før de ramte vandet.

Af Erik Holm, tirsdag 23. aug 2011 kl. 09:43

En dansk helikopter af typen Lynx måtte mandag aften dansk tid nødlande i vandet ved siden af inspektionsskibet Hvidbjørnen.

Under anflyvning til inspektionsskibet Hvidbjørnen, som ligger til kaj i Grønnedal, måtte skibets helikopter foretage en nødlanding på skibets styrbords side, oplyser Forsvarskommandoen i en pressemeddelelse.

Ifølge vagthavende presseofficer Lars Skjoldan fra Flyvertaktisk Kommando hørte de ombordværende et højt smæld, før de drejede til siden og ramte vandet.

»Det var en voldsom oplevelse for de ombordværende. De blev tilset af læge umiddelbart efter nødlandingen, og alle har det efter omstændighederne godt«, siger presseofficer Lars Skjoldan.

Ifølge Søværnets Kommando skulle helikopteren være på land igen og stå ved siden af skibet. Den er dog ’langt fra at kunne flyve lige foreløbig', lyder den korte kommentar.

Forsvaret oplyser, at helikopteren efter nødlandingen umiddelbart holdt sig flydende, og at samtlige tre besætningsmedlemmer og to passagerer blev reddet op på kajen. Årsagen til ulykken, der fandt sted kl. 16.16 lokal tid, er endnu ikke fastlagt, oplyser Forsvaret.

Forsvarets Havarikommission flyver om få timer til Grønland i et af Forsvarets Challengerfly til Grønland for at undersøge sagen nærmere.



23. aug 2011 kl 11:05

Alf Blume

Flotation gear ?

Jeg troede at det oppustelige "flotation gear" virkede automatisk?
På billedet - under de grønne dækkener under cockpit og ved hovedhjul:
http://www.flickr.com/photos/a...7847


23. aug 2011 kl 11:20

Niels Petersen

LYNX

.. er i mine øjne stadig den smukkeste og mest geniale helikopter i det 20’ århundrede. Måske fordi jeg var ”dreng” på FLS- Værløse da den blev implementeret i Flyvevåbnet.
http://ing.dk/artikel/39406-fl...-liv


23. aug 2011 kl 13:50

Niels Dalsgaard

Re: Flotation gear ?

Jeg troede at det oppustelige "flotation gear" virkede automatisk?

Det gør det også, og floats er efter alt sandsynlighed også blevet udløst. Ellers ville helikopteren (der har et højt tyngdepunkt pga. motor og gearboks på taget) været vendt rundt i vandet. Floats er dog ikke beregnet på at holde helikopteren flydende i evigheder, men bare indtil besætningen er sluppet ud.


23. aug 2011 kl 20:24

Jan Heisterberg

Lidt historie

Kære Niels Petersen: bortset fra det sproglige vrøvl ("implementeret"?), så er LYNX ikke en helikopter i FLV - det er en helikopter som SVN har indført til brug i inspektionsskibene.

At Forsvaret så, i nyere tid (2011) har besluttet (er blevet pålagt) at samle flyvende materiel i FLV er en anden sag. Om det er en god eller en dårlig beslutning er er ubesvaret spørgsmål med politiske over- og undertoner.

Der er gode, saglige grunde til, at piloter i sejlende helikoptere er / har været navigationsuddannede (kan fungere som vagtchef).
Muligvis kan større skibe, mere flyvetid, berettige, at piloter "kun" forretter tjeneste som "piloter".


23. aug 2011 kl 21:33

Alf Blume

Der er mange ingeniører

Mit link til billedet har fået 1043 views i dag på flickr - godt gået folkens!!


24. aug 2011 kl 00:57

Villy Schjøtt

Ny helikopter = flotation gear

Dette uheld med en helikopter i Nordatlanten beviser med al tydelighed, at det ikke vil være forsvarligt at anskaffe en ny helikoptertype som erstatning for den nu 40 år gamle Lynx uden flotation gear.
Hvis uheldet var sket i åbent farvand langt fra inspektionsskibet, er der ikke sikkert, at udfaldet havde været OK for de ombordværende - vandet er koldt, også om sommeren! Men flotation gear bevirker jo, at det giver de ombordværende en mulighed for at komme ud af helikopteren og op i en eller flere redningsflåder.
I forbindelse med typevalget er der nu 3 kandidater tilbage, hvoraf Seahawk ikke er udstyret med flotation gear.
Venlig hilsen
Villy Schjøtt


24. aug 2011 kl 11:28

Tom petersen

Helikopterhavari ved Grønnedal

Ja flere ting kan / bør nævnes ifb. med indlæggene.

1. Der er ingen tvivl om helikopterens tilhørsforhold efter "ankeret" er fjernet
som logo på siderne - Nu er det altså RDAF = Flyvevåbnet og ESK 723,
under Helicopter Wing. Og så vidt vides piloter i RDAF flyvedragter,
teknikerne altid har været fra RDAF = blå.
2. HVEM er Forsvarets Havarikommision ????

3. STORT ja til Villy Schøtt m.h.t MH 60, Det er en rigtig dårlig kandidat,
gammeldags, opsminket. Bare se på den håbløse anbringelse af FLIR
og UDEN HELLAS, og igen gammeldags placeret halehjul. Ingen SAT-
COM. Og så har den INGEN flotation gear.
4. Det er vel mest sansynligt at det er en tail-rotor failure som evt årsag
til helikopterhavariet ved GLK.

De venligste hilsner
TOM.P ( Lynzx og AW 101 -fhv Tech Rep )


24. aug 2011 kl 12:44

Hans Henrik Hansen

Re: Helikopterhavari ved Grønnedal


2. HVEM er Forsvarets Havarikommision ????

- godt spørgsmål. Der menes sikkert Forsvarets Flyvehavarikommision(?)


25. aug 2011 kl 08:18

avatar

Erik Holm

Re: Helikopterhavari ved Grønnedal


Forsvaret kalder selv kommissionen for Forsvarets Havarikommission. Endda flere steder:

http://forsvaret.dk/FKO/Nyt%20...aspx

og

http://forsvaret.dk/GLK/Nyt%20...aspx

Mvh Erik Holm


25. aug 2011 kl 08:39

Tom petersen

Hurtigt og udtømmendene svar

Tak for et hurtigt og proff svar til Erik Holm.

Jeg talte med FTK igår, uden at fastslå noget, så kunne det se ud som om årsagen er mekanisk fejl,som der er beskrevet i Ingeniøren.

Øjenvidner ombord på skibet har hørt et højt mekanisk smæld, og derefter et drej ( til styrbord / højre ) Det kunne indikere halerotorfejl. Jeg husker dog ikke
rotationsretning på hoved-halerotor, og de følgendene torque,antitorquekræfter. Nå det er alt sammen gisninger og helikopteraerodynamik // teori.

Vi hører vel snart fra den ledende Oberst af den udsente Havarikommision.

Tak for et godt blad og en saglig vært.

Tom P 23 20 98 41


25. aug 2011 kl 08:40

Bjarke Mønnike

HHH

Erik Holm har ret der står Forsvarets Haverikommision

Havde du også med Søværnets havarier at gøre?

Eller er det en forsvarsrationalsering der sket, hvor det hele er puttet i samme hat?


25. aug 2011 kl 09:26

Hans Henrik Hansen

Re: HHH


Erik Holm har ret der står Forsvarets Haverikommision

- ja, i hvert tilfælde Forsvarets Havarikommision! :)

Havde du også med Søværnets havarier at gøre?

- korrekt, helt konkret dette:

http://www.liveleak.com/view?i...5245

Eller er det en forsvarsrationalsering der sket, hvor det hele er puttet i samme hat?

- svært at sige: Forsvarets Flyvehavarikommission beskæftigede sig 'i min tid' (og længe før) med flyvehavarier i alle værn.


25. aug 2011 kl 16:37

Tom petersen

S-170

I forb. med den gode video fra Polen blev S-170 vidst nok fløjet på den friske side af scalaen, ligesom S-61 U-277 på EKYT - ÅLB.

De er ikke beregnet til "kunstflyvning" Og det går galt, hvis man flyver dem for friskt..
mvh Tom.P


26. aug 2011 kl 14:16

avatar

Erik Holm

Nyt om Forsvarets Flyvehavarikommission

Jaja, vores læser er sgutte tabt bag en vogn. Jeg bad Forsvaret om at fortælle, hvad det er for en størrelse, de kalder Forsvarets Havarikommission på hjemmesiderne.

Her er, hvad Flyvertaktisk Kommando svarer. Og tak for det i øvrigt.

Forsvarets flyvehavarikommission er nedsat af, og er direkte underlagt Forsvarschefen. Han udpeger en oberst som formand og en oberstløjtnant som stedfortræder.

Herefter udpeges en leder af de operative undersøgelser, en leder af de tekniske undersøgelser, en havaristedskoordinator og en sekretær. Derudover kan der udpeges en pilot eller en operatør på den pågældende luftfartøjstype, en kvalificeret tekniker, en flyvehavariundersøger, en flyvelæge samt en flyve- og nødudstyrsspecialist.

Om nødvendigt kan man udpege yderligere specialister.

Havarikommissionens medlemmer rejser til skadesstedet og undersøger alle mulige aspekter af ulykken for at afdække fakta: Hvad der er sket, under hvilke omstændigheder, hvordan det er sket og hvad kan man gøre for at sikre, at det ikke sker igen.

Undersøgelserne gennemføres for at sikre de flyvesikkerhedsmæssige forhold. De har dermed ikke til formål, at placere ansvar eller skyld. Hvis det konstateres, at nogen har undladt at efterkomme tjenstlige pligter eller har overtrådt ordrer eller bestemmelser, underretter formanden de relevante myndigheder.

Efter syv døgn skal der foreligge en foreløbig havarirapport. Den endelige rapport sendes normalt til forsvarschefen efter højst seks måneder. Der kan være tilfælde, hvor særlige omstændigheder kræver længere tids undersøgelser.

Havarirapporter er normalt ikke offentligt tilgængelige



Mvh Erik Holm


26. aug 2011 kl 23:58

Hans Henrik Hansen

Re: Nyt om Forsvarets Flyvehavarikommission


Jaja, vores læser er sgutte tabt bag en vogn

- tusind tak! :) Jeg kan så konstatere, at der (formelt set, i hvert tilfælde) ikke synes at være sket de store ændringer, siden jeg for elleve år siden havde 'fornøjelsen' at være kommissionsformand.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.