Forstyrret: En profil af Anders Breivik
Anmeldelse af Disorders of Personality: Introducing a Spectrum from Normal to Abnormal
Af Gæsteanmelder Ryan Smith,
tirsdag 23. aug 2011 kl. 13:25
Hvorvidt Sigmund Freud kunne have pillet hadet ud af Adolf Hitler i årene op til Første Verdenskrig, hvor de begge befandt sig i Wien, er et spørgsmål, som psykologihistorikere ynder at stille. Nogen entydige svar er der dog ikke: Den unge Hitler var tydeligvis forstyrret, men at han skulle have været decideret skør under sine år i Wien, er der intet, der tyder på. Hitler knækkede først senere. Om det var granatchokkene og sennepsgassen fra Første Verdenskrig, fængselsopholdet i 1923, eller noget helt tredje, der til sidst gjorde Hitler psykotisk, ved ingen. Hvad vi dog ved, er, at Hitler, som så mange andre af historiens store skikkelser, befandt sig et sted i grænselandet mellem skør og normal; netop det grænseland, som psykopatologiens grå eminence, Theodore Millon, nu sætter fokus på med sin bog, Disorders of Personality: Introducing a Spectrum from Normal to Abnormal.
Fagpsykologien befinder sig i disse år ved en mærkelig krydsvej: De første psykoanalytikere (1890-1960) arbejdede næsten alle i et fuldstændig spekulativt og æterisk abstrakt teoriunivers, der hverken kunne gentages, efterprøves eller modbevises. Deres arbejde levede med andre ord ikke op til nutidens kriterier for videnskab, og ifølge visse studier, så evnede de heller ikke at helbrede deres patienter. Hvorvidt den form for psykoterapi, som Freud foreslog, stadig kan tages alvorligt i dag, er således et godt spørgsmål. Men de terapeutiske skoler, som Freud var med til at grundlægge, opfattes stadig af mange som dem, der har de dybeste teoretiske forklaringer på avancerede psykologiske problemstillinger.
Wienerklassikkens genkomst
Officielt er Millons bog et integrativt stykke metaarbejde, der svæver over feltet for at forene samtlige af fagets skoler og terapiformer på tværs af tankeretninger og bitre historiske fjendskaber. Således præges siderne flittigt af henvisninger til kognitiv adfærdsterapi, psykofarmakologi og sågar vildnisterapi(!), men efterhånden som man kommer ind i bogen, bliver det klart, at Millons primære interessefelt er de klassiske psykoanalytiske skoler og deres vidtfavnende, forkromede teorier.
Bogen beskriver 15 psykopatologier, der strækker sig over 1100 sider, og en gennemgang af dem alle ville således blive for omfattende. Lad os derfor nøjes med at se på, hvad Millons bog kan tilbyde os af perspektiver på den norske terrorist Anders Breivik. Millon skriver selvfølgelig ikke direkte om Breivik, men med Millons bog i hånden kan man alligevel blive en hel del klogere den norske terrorist. Så givet at psykoanalysen er spekulativ, hvad ville den så sige om Breivik?
Debatten raser om, hvorvidt Breivik er skør eller normal. Den mest gangbare tolkning er dog, at Breivik befinder sig et sted i grænselandet mellem skør og normal - ganske som den unge Hitler.
Breivik ikke psykopat
Af de 15 patologiske typer, der gennemgås i Millons bog, virker det umiddelbart fristende at tildele Breivik rollen som psykopat, sådan som det norske politi har gjort. Og Breivik deler da også psykopatens egocentricitet og fornemmelse af, at samfundets regler kan brydes efter behov. Men Breivik er netop ikke en antisocial sociopat som Bobby Fischer, Saddam Hussein eller Peter Lundin.
Hvor psykopatens egoisme ifølge psykoanalysen er knyttet til omsorgssvigt fra forældre og andre autoriteter, der således har gjort det umuligt for psykopaten at sætte sin lid til andre, er Breiviks egoisme et forsvar: Den er et forsøg på at lukke kritisk feedback fra omgivelserne ude for således at undgå at føle sig inferiør i forhold til andre. Og hvor psykopatens regelbrud retfærdiggøres med, at vi lever i en blodbesmurt, machiavelliansk arena, hvor alle bliver nødt til at træde på hinanden for at komme til tops, så skyldes Breiviks dobbeltmoral snarere, at han opfatter sig selv som så unik, at reglerne simpelthen ikke gælder for ham. Anders Behring Breivik er ikke psykopat, men narcissist.
Narcissismens støbeform
Ifølge psykoanalysen opstår den patologiske narcissisme, når barnets forældre forsømmer at værdsætte barnet for dets faktiske adfærd og i stedet lader værdsættelsen af barnet fungere som et redskab for deres eget selvværd. For at udvikle et realistisk selvbillede er det nødvendigt for barnet, at forældrene giver tilbagemeldinger og udmåler straf og belønning baseret på barnets faktiske gøren og laden, frem for hvad forældrene selv ønsker sig. Uden realistiske tilbagemeldinger at spejle sig i vil barnet ikke få mulighed for at danne sig en sammenhængende fornemmelse af, hvem det egentlig er. Derfor vil den voksne narcissist kun have et meget svagt og underudviklet selvbillede, og som kompensation vil narcissisten så stræbe efter andres anerkendelse uden skelen til egne værdier og følelser.
Det er vigtigt, at vi konstant holder os for øje, at ansvaret for Breiviks forbrydelser udelukkende er Breiviks eget. Men ser vi nærmere på den familieinformation, der er kommet ud i pressen, så har begge forældre øjensynligt set stort på, hvad der var bedst for deres søn: Breiviks far har angiveligt først kæmpet indædt for at opnå forældremyndigheden over ham, for så pludselig at opgive sine bestræbelser og til sidst slå hånden fuldstændig af sin søn. ”Jeg kan ikke tænke på nogen værre skæbne for et drengebarn end det at blive forladt af sin far,” skrev Freud. Men WikiLeaks-stifteren Julian Assange blev også forladt af sin far, og selvom man kan argumentere for, at Assange lider af en paranoid forstyrrelse, så er Assange i det mindste ikke narcissist. Der må mere til at skabe en psyke som Breiviks: Hans mor skulle angiveligt have forkælet og serviceret ham, indtil han blev vel over de 30, samt have været utrolig beundrende og stolt af ham. Hvilke ødipale følelser, moderen har næret for sin søn, kan vi kun gisne om, men sikkert er det dog, at begge forældre har brugt Breivik som et instrument i deres egen selvrealisering, og at ingen af dem har evnet at interessere sig for den ægte Breivik.
Uniform og falske medaljer
En narcissist som Breivik lever således midt mellem to selvbilleder: Et lille, underudviklet selv, som han skammer sig over, og et oppustet og grandiost selv, som han har udviklet som kompensation. Vi har alle disse ekstremer i os, men det særlige ved narcissisten er, at de to poler stort set er uintegrerede hos ham: Der er intet mellemled, og hvis narcissisten ikke kan opfatte sig selv som det ene (perfekt), så følger det af hans spaltning, at han bliver nødt til at opfatte sig selv som det andet (værdiløs).
Det er denne sort/hvid-tænkning, der giver anledning til, at narcissisten vil gøre hvad som helst for at realisere det grandiose selvbillede; også selvom det måtte forbryde sig mod narcissistens egne følelser og værdier. Det grandiose selv er ikke en forlængelse af narcissistens egentlige jeg, men et idealiseret selvbillede, som vedkommende har skabt på baggrund af, hvad vedkommende tror, vil høste beundring fra andre.
Og dermed kan vi forklare, hvorfor Breivik bekendte sig til en hjemmeblandet ideologicollage af frimureri, hindunationalisme, katolsk liturgi, asatro, og tempelriddermystik, samt hans udtrykte ønske om at møde op for retten iført uniform og falske ordensmærker: Alle disse tiltag kan nemlig ses som det lille selvs forsøg på at iklæde sig myndiggørende og respektindgydende tilhørsforhold, som skal få omverdenen til at bekræfte Breivik i sin grandiositet (i øvrigt et mønster, der går igen i Breiviks klichefyldte læseliste).
Her kommer kontrasten til psykopaten igen i søgelyset: Hvor psykopaten ved præcis, hvor hans sym- og antipatier ligger, så famler narcissisten rundt i en forvirret og selv-fremmedgjort jagt på status. Hvor psykopaten har et grandiost selvbillede og er særdeles aktiv i forhold til at definere og manipulere sine omgivelser (som Bobby Fischer, der i 1972 klagede over både lyssætningen, skakbrættet, og det bord som brættet stod på), så har narcissisten ligeledes et grandiost selvbillede, men er derimod udpræget passiv i forholdet til sit nærmiljø og lader typisk sit grandiose selvbillede definere af andres forventninger.
Påvirket af debatten
Og således presser den ubehagelige erkendelse sig på, at tonen i den politiske debat faktisk har haft en effekt på Anders Breiviks beslutning om at udføre sit terrorangreb: Idet vi stadig holder fast i, at skylden alene er Breiviks, kan vi nu sige, at Breivik næppe udførte sit angreb, fordi han havde autentiske følelser og tanker om, at det ville bringe ham tættere på noget politisk mål. Breivik gjorde det, fordi han korrekt havde identificeret, at der ville findes et publikum, som ville hædre ham for hans udåd og derved bekræfte det grandiose og oppustede selvbillede, der synes tiltagende ude af trit med virkeligheden efterhånden, som han tog hul på sine 30’ere.
Analysen af Breivik lader os således tilbage med billedet af en uhyre skrøbelig mand. En mand, som var så bange for at få sit selvbillede krænket, at han nærmest advarede politiet mod at behandle ham som en gemen morder, idet han i sit opkald til politiet sagde: “Breivik. Kommandør. Organiseret i den antikommunistiske modstandsbevægelse mod islamisering. Operationen er fuldført og vil overgive sig til Delta.”
Felttog for berømmelse
Med sin ”operation” ville Breivik næppe opnå andet end berømmelse og beundring. Tragisk som det er, er det således det sandsynligvis er sandt, når han siger, at havde stoppet sin massakre på Utøya langt tidligere, hvis ellers han var kommet igennem til politiet. I fraværet af psykopatiske træk har Breivik ikke nydt at slå ihjel, hvilket også bekræftes af, at han skånede et offer, som fik lejlighed til at vise sine følelser, ligesom han havde taget musik i ørene for at overdøve ofrenes skrig.
Så vidt Anders Breivik. Tilbage i Millons bog er der stadig 14 andre patologier at gå i krig med, bl.a. masochisme, humørsyge og overdreven generthed. Som kendere af Millons tidligere værker vil vide, så har han en tendens til, at udtrykke sig i lange og halsbrækkende sætninger, pyntet med unødvendige mængder af fremmedord. Dertil kommer, at Millons bøger er præget af ujævnheder på den måde, at visse kapitler forudsætter et avanceret kendskab til viden om psykopatologi, mens andre kapitler læses som noget der minder om en introduktion beregnet på lægmænd. Ikke desto mindre må man dog her konstatere, at Millons stil har forbedret sig væsentligt i forhold til de af hans tidligere bøger, som denne anmelder også har læst. Og det er jo i sig selv et flot vidnesbyrd om, at man vitterligt kan arbejde med sine problemer, når Millon i en alder af 83 stadig kan blive ved med at forbedre sig.
Disorders of Personality: Introducing a Spectrum from Normal to Abnormal, af Theodore Millon,
4
